Vi har en aldeles fremragende, banebrydende maler, der for sin tid udvikler et meget ekspressivt udtryk.

Han arbejder bedst blandt de fattige langt fra storbyen. Han er psykisk svag og til tider usoigneret, måske endda alkoholiseret. Han bliver miskendt og hånet af sin samtid og han dør relativt ung og ubemærket. Men nu er tiden kommet for hans gennembrud. Kender man ikke den model for skildringer af kunstneres liv til hudløshed? Det kunne være historien om Vincent van Gogh, der ud over at skabe nogle frapperende malerier er mest kendt for sit liv i lidelse, sat op gennem utallige bøger og enkelte film, som var han en moderne Jesus, der soner vore synder med sit liv. Nu er det også historien om guldaldermaleren Dankvart Dreyer og hans værk, som vi får den fortalt i et stort, redeligt, ja direkte imponerende gennemarbejdet værk af kunsthistorikeren Suzanne Ludvigsen. Fra Fyn Dreyer var fynbo og måtte efter mødet med den skånselsløse, nationalromantiske kunstkritik i København næsten opgive sin karriere som maler, og han endte som landmand på sin fødeegn ved Assens. Ludvigsen er også fynbo. Det er vigtigt, for det giver hende en sans for det særlige fynske landskab og for de fynske kunstnere, hun har koncentreret sig om med Dankvart Dreyer som et omdrejningspunkt. For uden tilknytning til jorden forstår man ikke det nationale, som hun gør det og som hun beskriver, at Dreyer gør det. Hendes tilknytning til det lokale er lig kunstnernes, og hendes interesse for ham er lang som livet selv. Bogen er resultatet af mere end tyve års arbejde. Ludvigsen hører til den gamle skole af kunsthistorikere, der ikke har ladet sig ryste af de voldsomme omvæltninger, der er sket inden for fagets metode og selvbevidsthed siden 1980’erne. Hun bekender sig til en form for klassisk realisme i fremstillingen, der gør det muligt at sætte kunstnerens liv og værk i direkte relation til hinanden. Derfor fortæller hun f.eks. om et standardbrev til Dreyer fra Kunstforeningen i København, der blev affærdiget i forbindelse med et salg af et værk. Selv om det ingen betydning har for historien om Dreyer, skal vi lige høre, at underskriveren, der vel blot gjorde sin pligt ved skrivebordet den dag, var H.C. Andersens meget nære ven, Jonas Collin. En ydmyg glæde I det hele taget kommer man med dette værk i hånden så tæt på de personer, der var rundt om kunstneren, som kilderne og Ludvigsens poetiske talent gør det muligt. Det har været en meget krævende opgave, for kilderne er undertiden sparsomme, og forfatteren må indimellem give op. Men hvor forfatteren må bøje sig for materialets begrænsninger, får læseren et lille indtryk af, hvor stor anstrengelsen for forfatteren har været, og hendes personlige integritet fremstår tydeligt. Ud af hele processen lyser en ydmyg glæde ved og kærlighed til stoffet, der burde kunne røre selv en sten. Jeg var da rørt over at se barnet Dankvart Dreyers initialer indgraveret med egen, lille hånd på en rude i det fædrene hjem. Den realisme, Ludvigsen betjener sig af, levner ellers ikke plads til personen, der skriver historien, eller til vilde fortolkninger eller perspektiveringer af Dreyers værk. Hun røber noget om sin egen religiøsitet, når hun et par gange svinger sig op i sine beskrivelser af Dreyers malerier og gør det på en måde, hvor man fornemmer, hvorledes hendes syn på helheden bliver synkron med malerens som i beskrivelsen af »det sjælfulde Parti ved Silkeborg, morgenbelysning (1838) ... her den tidlige morgen, lige før duggen er forsvundet, og mens Skaberens åndepust endnu anes i altings lette skælven«. Der fremkommer nogle få, kritiske vurderinger af Dreyers arbejde, hvor det har været helt umuligt ikke at give kunstkritikken en vis ret, men hele bogværket skal ses som et forsøg på at retablere Dreyers renommé og fremkalde en dyb forståelse for hans egenart, hans ’naturfortrolighed’, der gjorde det umuligt for ham at konstruere landskaber og portrætter, der var så ideale, så selektive og stringente i komposition og klarhed, som hans kolleger P.C. Skovgaard og Christen Købke kunne gøre det, men desto tættere på virkeligheden. Perspektiveringerne fra Dreyer til andre maleres værker omfatter især sammenligninger med andre danske kunstneres værker og så Englænderen Thomas Gainsboroughs noget tidligere landskabsmalerier, men van Gogh nævnes ikke. Den sammenligning må stå for min regning.
Professionelt selvmord Selv om denne bog nok ikke er en af de sidste af sin slags, så er det efterhånden sjældent, man ser et sådant værk i dansk kunsthistorie som Ludvigsens. Der er ellers nok danske kunstnere, der kunne have brug for at få sit værk sat frem til fornyet offentlig anerkendelse. Men det tager lang tid at samle og vurdere materialet til sådanne bøger, og der er ingen unge kunsthistorikere i dag, der vil få lov til at gå fri af krav om beskæftigelse, jobsøgning og destruktiv omstillingsparathed, så de kunne gå i tyve år ud og ind af diverse job, mens de opsnusede materiale om denne eller hin kunstner. Ej heller som fastansat på et museum eller på et universitet vil en bedrift som denne længere være mulig, for de nye krav om at publicere internationalt hele tiden, hvor publiceringen af kortere artikler tæller uforholdsmæssigt meget mere end en enkelt bog, gør det til professionelt selvmord at kaste sig ud i den form for projekt. Som antydet er en bog som denne heller ikke med på noderne inden for kunsthistoriefaget, der trods fagets enestående evne til at være upåvirket af tidens strømninger nu har moderniseret sig radikalt. En bog som denne neutraliserer sit eget ideologiske potentiale og taler ikke direkte om den regionalt bundne nationalfølelse, naturforelskelse og religiøsitet, forfatteren overgiver sig selv til. Den problematiserer ikke, hvorfor vi skal se en kvindelig forfatter underkaste sig en traditionel, maskulin model for historieskrivning. En sådan bog vil være tæt på utænkelig fremover. Status som ’perker’ En hvid, mandlig, genial kunstner fremstilles som indehaver af en dyb og konsistent personlighed på trods af, at han var psykisk skrøbelig. Han var godt nok hvid, men han fik jo status, som var han en ’perker’, selv om han af al magt prøvede at tilpasse sig de nationales krav til kunsten. I tider, hvor nationalismen råder, er integration ikke mulig for alle, og selv de hvide kan ende som fremmede. Det er en pointe, man ikke får i bogen, men som en perspektivering til nutidens forhold kunne give. Dreyer var selvfølgelig en mand, men han var ikke mandig.