På billeder ligner den norske maler Nikolai Astrup en tegneseriefigur. Jeg tænker både på fotografier og de malerier og tegninger, han selv eller andre lavede. Jeg ved godt, det er en omvej i et portræt af ham at begynde sådan, men somme tider er der ingen anden vej til målet end omvejen. Det er kun i matematikken, at den korteste vej mellem to punkter altid er den lige. Hans lange, smalle ansigt omgivet af et blødt, lokket hår er domineret af en næse så fremtrædende, at den forekommer at være det allervigtigste ved ham. Resten af ansigtet er venligt, på grænsen til det neutrale, høfligt afventende.
Nysgerrighedens ansigt
Han er letgenkendelig, selv på lang afstand. Med sin bredskyggede hat, kappen og frem for alt næsen vil han ikke forsvinde, hverken i et stort landskab eller midt i en uoverskuelig tumult.
Han er ligesom Holger i børnebøgerne ’Hvor er Holger’, hvor øjet før eller siden ender med at fange Holger i hans rød-hvide strikhue midt i en menneskemængde så kompakt, at den er blevet til et fiksérbillede. I modsætning til Astrup har Tintin ikke nogen stor næse. Hans kendemærke er den strittende hårtot. Det er den ubeskrevne blankhed i deres ansigter, der udgør ligheden mellem dem.
