Nååå, den lille isbamse, så sød og nuser den er. Se, den leger med sin mor. Og nu står den på bagbenene! Men ak, isen brydes, og isbamsemor lægger sig ned og krøller sammen i snestormen. Mon hun dør? Der er skruet voldsomt op for følelserne i Mireille de la Lez’ fotobog ’Arktis – en verden der forsvinder’. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor dårlig smag man er villig til at udstille i den gode miljøsags tjeneste.

En fæl mistanke
Gu er det trist, at de store lodne bamser er ved at forsvinde på grund af stigende temperaturer i de arktiske områder. Og man tilgiver måske noget i oplysningens tjeneste. Alle kneb bliver taget i brug for at vinde miljøsagen, men mistanken opstår, at det forholder sig omvendt: at alle kneb gælder i kapitalismen, og selv miljøsagen bruges til at sælge dyrefotos?

Mistanken opstår, fordi grænsen mellem indlevelse og kitsch er hårfin. Den er Mireille de la Lez tilsyneladende ligeglad med. Kan hun få en knaldrød solnedgang i kamerahuset, så gør hun det. Især hvis der lunter en isbjørn rundt nederst i venstre hjørne.

Sentimental reklameæstetik Dyrelivet i Arktis er fotograferet utrolig tæt på i sine naturlige omgivelser, men blikket er ikke naturligt. Det er den følelsesladede reklameæstetiks blik, hvor det ikke så meget er verden, vi ser, som vi mærker vores egen følsomhed.