Piberenseren, denne lodne, føjelige og i grunden ganske uanselige artikel, havde sin storhedstid i 1960’erne. Ikke blot blev den bøjet og bugtet til lidt af hvert med julenissen som årlig vatskægget højdepunkt, den blev også tildelt alverdens kreative futteraler og holdere, ofte tilvirket af hjemmets svedige barnehænder som unikagave til Far. For 60’erne var et gør det selv-årti. Sparsommelighed var – især i de første år – en dyd, og glæden ved at omdanne rødvinsflasker til hygsomme lysestager eller forvandle gamle gardiner til nette lampeskærme var stor. For ikke at tale om de støveklude og syposer, der blev broderet med gnidrede korssting i skoletiden. Selv havde jeg lykkelig glemt husflidens indtog i min egen parcelhusbarndom i form af »kartoffeltryk eller fikse ting af bast«; men glemmer du, så husker historikeren Ove Dahl din barndom og ungdom ned til, ja, mindste piberensernisse. ’Tilbage til 60’erne’ med den meget sigende undertitel ’Alle de ting, du har glemt, du kan huske’ er en overdådig mindeuhøjtidelighed for et – i mange henseender – kreativt årti. At bladre i den rigt illustrerede scrapbog er som at stå ansigt til ansigt med det bedste af barndommen. Simpelthen. Fantabrus i næsen Man genkalder sig spændingen, når først fødselsdagsinvitationerne med de plirrende plasticøjne var sendt ud, mærker ruheden i en elsket og forvasket frottekjole, husker den lykkelige omverdensglemsel, når en påklædningsdukke skulle klippes ud med hud og hår og begge ben i behold. Den jublende glæde ved fantabrus i næsen og det skrigorange skæg, der bredte sig på i hvert fald storesøsters runde kinder. Lyden af en Puch Maxi, duften af røgelsespinde eller... eller ... Sådan kunne sentimentaliteten fortsætte tyk som sirup ned over den sagesløse læser, hvis ikke overjeget greb ind og påpegede de få vederstyggeligheder, årtiet trods alt også bød på så som hæklede toiletrulleskjulere og landgangsbrød – denne disharmoniske spise, hvor saltkød og æggesalat mænger sig med laks og rullepølse på en opskåren, forvokset morgengiffel. Sig ikke, at alt var bedre i gamle dage! Men Ove Dahl har nostalgien som profession. Han leder til daglig Nørrebro Erindringscenter og ved nøjagtig, hvilke spolebåndoptagere, hårklips, ungdomsmagasiner, dukkemøbler eller sennepsglas med veteranbiler der sætter gang i den indre mindeudsendelse. Metoden er – vistnok – tiltænkt demente og har derfor næppe ubehaget som ønsket effekt, men netop genkendelsens ubetingede glæde. Vel skriver Dahl både Vietnamkrig, studenteroprør og seksualrevolution ind i den lunt underspillede billedtekst, der binder kollagen tematisk sammen, men tonen er nænsom, og vinklen er barnets eller den unges. Og frem for alt aldrig problematiserende. ’Tilbage til 60’erne’ er et helle. En lun lakune i erindringens mørke labyrint. Hvor er Nuvola-bøtten? Blot én alvorlig mangel har jeg fundet. For hvor er Nuvola-bøtten? Den med lilla låg og grå pulversæbe til tørvask af stresset husmoderhår?! Jeg tror, vi er mange, der husker støvskyen og Mors famøse forvandling foran badeværelsespejlet. Som et af hverdagens små kvindelige mysterier. En del yngre læsere vil nok indvende, at bogens loyale gengivelse af pandehår i hundelængde, lilla batik og frynseveste skam handler om deres barndom fra 70’erne, om deres populærkulturelle kapital. De har ganske ret. Og lov til at drømme med. Som Ole Grünbaum præcist formulerer det et sted i bogen: »For nogle begyndte 60’erne først i 1969 og for andre, endda de fleste, fandt 60’erne først sted i 70’erne«. Vi var bare nogle, der var heldige at tage de første skridt, dengang mødre gik i lårkort og fædre røg pibe. Og man endnu kunne slippe af sted med at fabrikere sine julegaver af piberensere.