Langt inde i en bjerghule i Cuba er Ernest Hemingways myteomspundne manuskripter langt om længe fundet. De lå i en stor, rummelig kuffert. Digtene, novellerne og ansatserne til en roman. De havde været forsvundet, siden Hemingways hustru engang pakkede dem ned i en kuffert for at glæde sin mand, da hun skulle møde ham et sted i Europa. Det var ikke bare manuskripterne, hun pakkede. Nej, også gennemslagskopierne, for godt skulle det være. Desværre for hende, Hemingway og verdenslitteraturen forsvandt kufferten på Gare de Lyon. Hemingways manuskripter Men nu findes de så igen. Om end kun i litteraturen. De længe savnede manuskripter er et af omdrejningspunkterne i Leif Davidsens nye thriller ’På udkig efter Hemingway’. »Jeg fik ideen, da jeg læste om fotografen Robert Capas berømte negativer, som pludselig dukkede op. Det var en dramatisk historie om, at de blev smuglet til Marseille og sendt over Atlanten med kurér, inden de blev fundet i kælderen hos en mexicansk rigmand. Det var dér, jeg tænkte, ja, Hemingways manuskripter dukker da nok også op. Men de findes altså stadig kun i min roman«, siger Leif Davidsen. Kvindelig cubansk dobbeltagent Hulen fra romanen findes til gengæld, for den besøgte den danske forfatter under et besøg i Cuba, hvis formål var at samle materiale til en roman, der kunne have dette helt særlige kommunistiske mausoleum som udgangspunkt. Men på dette tidspunkt handlede en mulig roman ikke om en mandlig dansk gymnasielærer fra Ringkøbing, men derimod om en kvindelig cubansk dobbeltagent, som CIA fandt i egne rækker. »Mine historier begynder jo altid med, at jeg har en person. Det havde jeg også her, og da jeg kom til Cuba første gang i 1978 som radioreporter, syntes jeg, det igen var naturligt at tage til Cuba. Min kone var med i Moskva, da jeg var korrespondent derovre, og hun mente også, det ville være interessant at se den måske sidste socialistiske stat i verden. Nordkorea ville være for bizart, hvorimod man kunne se Cuba som en slags Sovjet tilsat salsa. Derfor tog vi derover i begyndelsen af 2006«. I Hemingways bar Leif Davidsen fik imidlertid ikke de associationer ved at være på stedet, som ofte kan sende hans romanpersoner i spil. Han droppede derfor historien om den kvindelige dobbeltagent. I stedet greb han tilbage til et personligt stof, som han aldrig tidligere har anvendt i sine romaner – fascinationen af Hemingway. »Det skete, da vi stod der i Hemingways bar på hotellet i Havana. Først tænkte jeg på John C. Petersen som en person i en novelle på to-tre sider. Han skulle stå i hotelbaren og se elevatoren gå op og ned til Hemingways værelse 511 og derfra få sit eget liv sat i relief. Men jeg syntes, han var for god til en novelle. Jeg blev fascineret af modsætningen mellem det forblæste Vestjylland og det sanselige Cuba. Man kan næsten ikke have større modsætninger, og vi glemmer jo ofte, at de stille eksistenser eksisterer«. En mand med en hund og en is Så der stod han altså, John C. Petersen, der netop har mistet sin hustru. En mand, der ifølge Davidsen minder om en af personerne i Steffen Brandts sange.
En mand, der hver aften går en tur med sin hund, som får resten af mandens isvaffel, mens de går deres ensomme tur langs vandet, fordi ingen i familien følger med dem, og heller ingen spørger, om de vil have selskab. En mand, der spiser sin is. »Hvis jeg havde let til tårer, ville jeg græde der. Sikke et forspildt liv«, siger Leif Davidsen. Men ikke desto mindre er det sådan en mand, han opfinder i sin nye roman. Gymnasielæreren med speciale i spansk og historie, og som derfor tager på rekreation i blandt andet Key West, hvor han opsøger Hemingways steder. »Jeg udstyrede ham med en passion for Hemingway, for så kunne jeg også gøre lidt grin med mig selv. Som ung var jeg udvekslingsstudent i USA, og Hemingway var en del af pensum, så efterhånden ville jeg være som ham. Rejse rundt og skrive«. »Derfor læste jeg en masse om ham og af ham. Det var en meget romantisk forestilling, og derfor lå det meget præsent, at Hemingway skulle være en del af John C. Petersens bagage. Han skulle bare sidde derhjemme uden at leve, men i stedet rejse gennem en anden mand«. Cuba på sammenbrudets rand I romanen bliver John C. Petersen viklet ind i det eksilcubanske samfund i Miami, hvorfra han som en vennetjeneste indvilger i at tage til Cuba for at opsøge bestemte personer. Hvad han finder, og hvad der sker, må læserne selv finde ud af, men at den vestjyske gymnasielærer også får et førstehåndsindtryk af et Cuba på sammenbruddets rand, kommer formentlig ikke som nogen overraskelse for Leif Davidsens faste læsere. I ’På udkig efter Hemingway’ følger læseren John C. Petersen, mens han møder et land, hvor indbyggerne oftest kun har én ting i hovedet: hvordan de skaffer sig konvertible pesos, så de kan købe sig attraktive ting fra udlandet. Leif Davidsen kalder selv Cuba for et land med foden på bremsen, og han er sig meget bevidst, at han i sin roman også fortæller om cubanernes dagligdags fortrædeligheder. Ludere tjener mere end overlæger »I sin tid var jeg også meget optaget af Spaniens forandring fra diktatur til demokrati, og jeg var optaget af, hvad der førte til Sovjets opløsning. Her oplever jeg en slags deja-vu. At en epoke er slut. Både hos eksilcubanerne og i Cuba har man på fornemmelsen, at det er slut, men ingen ved, præcis hvornår det sker. Alle holder vejret. Selv tror jeg på, at der kommer til at ske det samme, som skete i Øst- og Centraleuropa, men der er mange bud på det. Nogle mener, at når Fidel Castro er væk, skal alt det gamle også væk. Der er også cubanere, som er vokset op i USA, som nu synes, det kan være nok, og som bare vil have lov at hjælpe deres pårørende. Og så er der en helt ny generation af cubanere i USA, som siger: Hvad rager det mig? Jeg holder meget af cubanerne, men det er i dag også et land, der er ved at korrumpere sig selv ihjel. Et land, hvor en luder eller en tjener får mere i løn end en overlæge, er på vej ud ad en tangent«. Det politiske er interessant Som forfatter kan han slet ikke lade være med at inddrage det politiske i sine bøger, selv om han godt ved, at nogle af hans kolleger mener, det er en uskik.
