Engang sagde man, at der var ét urørt tabu tilbage i dansk børnelitteratur: kannibalisme. Det brød Bent Haller med novellen om moderkærlighed ’Lidt har også ret’ (1998), og nu berører han igen-igen grænserne i samlingen af kortprosa, der passende hedder ’Grænsebørn’. Hegnspæle flyttes mange steder i bogen, men allerubærligst i historien ’Fornemmelse’, der fortæller om en pige, som ligger i sin seng og venter på at blive misbrugt. De er allerede begyndt at drikke inde i stuen og se »de ækle film«. Pigen har åbnet vinduet, så kulden kan komme ind. Hun tager alt sit tøj på – flyverdragt, dynejakke og støvler – inden hun kravler ned under dynen. Og ’Lidt efter nåede kulden frem’. Læseren fryser med.
Der fortælles om grænseløs ensomhed og misforståelser ’Grænsebørn’ består af 43 meget korte tekster, der står som hugget ned i siden i mørke blokke af ord. Her er linjeskift absolut upassende. Som oftest er det små situationer eller refleksioner, som sår et frø og fremkalder billeder. Der fortælles om grænseløs ensomhed, misforståelser, beregning, svig, svigt og en enkelt rød tomat. Det er vel samlingens mest livsbekræftende øjeblik, da morfar byder på en solmoden tomat i kolonihavehuset. Morfar er godt nok dement. Men ikke over for tomater. I substans ligner ’Grænsebørn’ sin forgænger ’Det roterende barnekammer’ (2005), der er en turbulent samling korte historier fra samme gryde. Hvis den fokuserede mest på alle børns ensomhed og voksenkontaktens umulighed, så danser denne nye rundt om øjeblikket, hvor alt bliver ændret. Bogen er for større børn Der er både mord og andre drengestreger. Ulykker og sygdom. Og så er der afdæmpede billeder af en butikstyv in spe, der gør sine første, psykologiske iagttagelser over et kålhoved. En dreng modtager hade-sms’er. Hvad gør han? Han begraver den skide mobil omme i baghaven! Det er ikke Bent Hallers ærinde at mane til modstand eller angive en genvej til voksendommen. Han vælger omhyggeligt det blødeste punkt. Han snitter i det, og det er ikke håbet, som dukker frem. ’Grænsebørn’ er for større børn, som har gennemskuet livets show, men som alligevel ikke kan gøre noget ved det. Det er to forpinte sjæle, som krydser hinandens vej. Forfatteren og hans læser. Ude i skolerne er kortformen inde for tiden. Lærerne har vel heller ikke tid til andet med alle de skemaer, de skal udfylde! Det er disse læsere, som Bent Haller tager ved hånd og vingeben.
En indtrængende, uafrystelig bog om barndom til alle tider Han rusker og river i dem, så de kan føle, at de lever. Det er nemt at digte med. At fremkalde et ’før’ og et ’efter’. Det gælder både tomaten og flyverdragten. ’Grænsebørn’ er illustreret af Lars Vegas Nielsen på samme måde, som Louis Jensens hundredvis af (milde) historier er sat i billeder (af Lilian Brøgger). Over hele opslag fortæller tegneren sit syn på de enkelte situationer. Her efter teksterne. Hos Louis Jensen kommer billederne først. Lars Vegas Nielsen tegner knapt så surrealistisk, som han plejer at gøre, vel fordi ordene overhaler selv hans syner indenom. Derfor er det nærmest smukke, rare vignetter, som kan lægge et drømmeslør hen over begivenhederne og dæmpe dæmonerne. Tilsammen har de to mørkemænd skabt en indtrængende, uafrystelig bog om barndom til alle tider.