Han havde spillet tennis med Ezra Pound, haft F. Scott Fitzgerald som sekundant ved en boksekamp (det blev der en helvedes ballade ud af, for Scott blev så optaget af kampen, at han lod den gå over tid, hvilket kostede Hemingway en blodtud) og skudt både hjorte og fasaner og losser med Gary Cooper.
Så man kan roligt sige, at Ernest Hemingway ikke var for de knækkede, selv om han til sidst selv knak. I en eksklusiv bog, trykt i et begrænset oplag på fint papir og med masser af illustrationer, fortæller Lloyd R. Arnold om denne side af den normsættende forfatters liv, som mange litterære tesmagere så ned på og lige så mange psykologer opfattede som dække over en serie fortrængninger, der aldrig fik lov at komme op til overfladen, men i bogstaveligste forstand blev skudt ned. Læseren træffer i denne sammenhæng forfatteren i Sun Valley, Idaho i 1939, altså på et tidspunkt, hvor han netop har sluttet sit engagement i Den spanske borgerkrig og i fuld gang med at skrive sit storværk om samme: ’Hvem ringer klokkerne for’.
