sommeren 1932 rejste en 35-årig, erfaren og eventyrlysten hønseavler til den nye Sovjetunion, der havde så hårdt brug for udenlandske eksperter.

De kommunistiske magthavere var, hvis man skal sige det pænt, i gang med opbygningen af et nyt og bedre land efter revolution, statskup og borgerkrig. En mindre pæn, men mere dækkende beskrivelse er tvangskollektivisering og udryddelse af Ruslands og Ukraines bønder. Alene i 1933 døde mere end 6 millioner. Russiske begivenheder Da Arne Strøm i 1933 kom hjem til Danmark, udgav han ’Onkel, giv os brød’. Den er, ved vi nu ved genudgivelsen, et enestående præcist, konkret og udogmatisk vidnesbyrd om de års russiske begivenheder, oplevet på nærmeste hold, og den vakte international opsigt. Men i 1930’erne var sandheden om Stalins Sovjet ikke populær blandt ’progressive’ europæere og amerikanere. I Danmark var dagbladet Politiken på linje med de kommunistiske aviser. Digteren Tom Kristensen anmeldte for Politiken, og han turde ikke helt påstå, at Strøm løj, men han kaldte ham neurasteniker (nervevrag, red.) og »en af de mange, som Sovjetrusland har gjort bims«. »De kommer hjem og er drøje i Kæften«. Den hungersnød, som Strøms bog udspiller sig på baggrund af, fortier Kristensen helt. Det var nu ikke kæften, men virkeligheden, der var drøj i en grad, der grænser til det usandsynlige. Så vidt er Kristensens og mange andres reaktion forståelig. Det har dog siden vist sig, at ’neurastenikerne’ havde ret. Danske Arne Strøm var født 1897, skuespillerbarn med forfatterdrømme. Han udvandrede til Canada og blev ved et tilfælde udlært som fjerkræspecialist der. Depressionen sendte ham med kone og femårig søn tilbage til Danmark i 1931, og skuffet over kapitalismens bagside vendte han blikket mod Sovjetunionen, der annoncerede efter udenlandsk ekspertise. Strøm valgte en stilling som konsulent for et stort statshønseri i Povorino i Voronesj-guvernementet ved Don. En ’stor kommunist’ havde placeret alle planøkonomiens enorme hønserier ved at sætte nogle krydser på et kort, og desværre på steder, der var totalt uegnede til hønseavl.
Levede som de indfødte Lidet anende, at de rubler, han havde indvilget i at få sin løn i, var værdiløse – han skulle have haft udenlandsk valuta – og uden at have hamstret tilstrækkeligt af livets elementære fornødenheder kom Strøm og hans lille familie til at leve tilnærmelsesvis som de indfødte, dog med den forskel, at de som udlændinge havde sværere ved at klare uhumskheden, klamphuggeriet, kulden, sulten og væggelusene. Hele afsnit er viet kampen for at få en kasserolle og en seng; bestræbelser, Politikens anmelder ironisk gør sig lystig over og kalder »kostelige«. »Jagten på Diamanter kunne ikke være sværere«. Det ville have klædt Tom Kristensen at fundere over, hvor længe hans egen husholdning havde klaret sig uden disse såre upolitiske rekvisitter. Strøm håbede at komme til landet med den strålende fremtid, men læseren følger ham, både da han får de første mistanker om sin fejltagelse, og mens han oplever hungersnødens omfang, det håbløse liv og de døde børn. Samtidig er han betaget af den russiske bonde og især bondekonen som type. Hertil regner han dog ikke sin tolk: »Gang på gang, når hun kom sjokkende efter mig på vore ture rundt på hønseriet, hørte jeg et forfærdeligt plask. Det viste sig da at være ’die Marusjka’ der, som en anden ko, overordentligt naturligt trådte af på naturens vegne, stående op, skrævende nogle skridt bag mig. Dette var det vanskeligste at vænne sig til«. Pralende slyngler Der var nu meget andet, det var svært at vænne sig til, for eksempel den livsfarlige kulde; især fordi hønseriets direktør med gængs kynisme ikke havde sørget for brænde til andre end sig selv. Arne Strøm, der fra Canada kendte kampen mod vinteren, skriver indigneret om »den uaftvættelige skamplet på russisk administration«, at den lod sit folk mangle de nødvendigste ting: brænde, varmt tøj, mad, pelshuer og fodtøj. Han raser over »disse pralende slyngler, der altid svarede med floskler og fraser, når man bad om en forklaring, mens de selv, som regel, havde i både pose og i sæk«. Det får Tom Kristensen til at kalde Strøm for ’kværulant’. Ifølge Kristensen forstår Strøm og hans lige ikke, at de opholder sig blandt »et primitivt Folk, som har sat sig i Bevægelse, kun dette simple: sat sig i Bevægelse«. Det lyder forførende – anmelderen var ikke digter for ingenting – men bevægelsen var slut for længst; nu var det terror og sult, der styrede. Som udlændinge var Strøm og hans familie uden for sikkerhedspolitiets rækkevidde. Det hed GPU dengang, og bare navnet spredte skræk og rædsel; noget Arne Strøm benyttede sig af, når alle andre midler til at få noget gennemført – eller forhindret – var opbrugt. Han noterer flere gange lakonisk, hvordan mennesker i hans nærhed ’forsvandt’, dog uden at efterlade tvivl om sine formodninger. To gange er det hønseriets dyrlæger. En af dem er en fagmand af den gamle skole, der ud fra sit mikroskop med stolthed melder, at hønsene i Povorino nu har praktisk taget alle fjerkræsygdomme, han kender. Strøm er grundet sprogvanskeligheder ikke helt klar over, om »denne gamle rad« spreder sygdommene af uvidenhed eller med vilje. Lige til at omfavne Om de jævne russere, han møder, skriver Strøm interessant; ofte generaliserende, men alligevel på sin vis fordomsfrit: »Hæslige, snavsede, ganske modbydelige var de fleste, men så kunne jeg også møde mennesker, vidunderlige, strålende, sandskurede-propre børn, kvinder og gamle, der var lige til at omfavne. Det besynderligste ved dem alle var, at gode som onde var de sympatiske, uendeligt interessante, alle langt, langt ud over det almindelige«. Særligt de russiske kvinder »med hver sin bindstærke livsroman bag sig« fascinerer ham. Det skal nok falde en og anden for brystet, at Strøm sammenligner det russiske folk med »Indespærret slagtekvæg i en fold. Uforstående, tålmodigt ventende på øksen. (...) Drømmende og ventende, drømmende og ventende – på døden«. I betragtning af tiden og dens fascistoide tankegang både her og hisset er Arne Strøms bemærkninger dog yderst moderate. Det romantiske billede af de ædle vilde, »så elskelige og uskyldige som kvæg«, er naturligvis kun en del af portrættet, som Strøms egne eksempler på skurke da også viser. Men Tom Kristensens påstand om, at Strøm »blev saa dybt skuffet, saa rasende, at der nu ikke er andet end Edder og Forgift og Galde og en meget kraftig Trang til Latterliggørelse tilbage af hans Følelser over for Sovjet«, er helt urimelig. Dog medgiver Kristensen, at læsere af Strøms bog ikke vil kede sig, og at man i mange tilfælde tror på ham. »Men naar han taler om Stalinbilledet ’med det lumske krokodillegrin’, gaar han for vidt«, mente altså Tom Kristensen – som mange andre – i 1934. En diffus angst Arne Strøm har et skarpt, fascineret blik for det groteske og uhyggelige i den dyriske, primitive og voldelige feudale livsform, yderligere perverteret af, at frygten for herremanden var afløst af en diffus angst for de nye, stedfortrædende magthavere, der selv var konstant angste for at blive straffet for deres eget magtmisbrug. Det hele tager psykisk på Strøm, og han har konstant hovedpine på grund af dårlig ernæring, men har ikke råd til at tage hjem for egen regning. Han nægter at tage ansvar for noget på det håbløse, totalt kuldsejlede hønseri. Da opholdet endelig er slut efter 13 måneder, er han og konen alligevel taknemmelige for oplevelsen. Og det virker både dumt og uretfærdigt, at Halldor Laxness i 1937 kaldte Strøm »en vranten hønseavler«. Strøm turde, måske grundet sin uideologiske, praktiske og konkrete tilgang, se virkeligheden i øjnene – selv om han frygtede for sine nerver, og selv om han, med rette, følte skyld over naivt at have taget kone og lille søn med over i dette mareridt. Sønnen tog dog ifølge Strøm det hele som en oplevelse. Det er et savn ved denne ellers fortjenstfulde udgivelse, at vi i Camilla Schultz’ efterord intet hører til Arne Strøms tilsyneladende urokkeligt loyale hustru, ligesom vi ikke tilstås et eneste billede, det være sig af Strøm eller af et sovjetisk hønseri. Strøm døde som kun 51-årig. Han var da økonom og portner ved Vor Frue Kloster i Århus efter at have skrevet endnu en rejseberetning, nogle børnebøger og artikler og noveller til aviser og tidsskrifter. Vi ved ikke, hvordan Strøm reagerede på både sin bogs succes og de voldsomme angreb for uvederhæftig antisovjetisk propaganda. Politikens korte og intetsigende nekrolog fra 1948 siger, at Strøms tilværelse var »omtumlet«, og det hele lugter lidt af fiasko og uopfyldte drømme.
Menneskelig integritet Men i ’Onkel, giv os brød’ har Arne Strøm faglig og menneskelig integritet. Hans øjenvidneberetning – vistnok den eneste danske – om sit ophold og forsøgsvise arbejde i et af Europas mest frugtbare områder, af Stalin omdannet til et hungerdistrikt, er sprogligt veloplagt, beundringsværdigt uskinger og præcis. I Tyskland udkom den på et nazistisk forlag, hvilket næppe har gavnet Strøms popularitet blandt danske sovjetsympatisører. Men i England sendte forlagsredaktøren et eksemplar til Winston Churchill. Det fik ifølge hans kabinetssekretær direkte indvirkning på Churchills grundlæggende opfattelse af Sovjet, skriver Camilla Schultz i sit efterord. Det er let at være bagklog – p.t. en folkesport med bl.a. gode råd til besættelsestidens politikere – og vi skal ikke glemme, at i trediverne fremstod kommunismen som alternativet til nazismen. Men det er påfaldende, så sejlivet ulysten har været til at erkende realiteterne i den sovjetiske historie. Selv om det tjener den menneskelige fantasi til ære, at den ikke rakte til at forestille sig tredivernes sovjetiske mareridt, så bør Arne Strøms beretning og den skæbne, den fik, mane til eftertanke og selvransagelse: Begår vi den samme fejl i dag – er der regimer, som vi i vores vesteuropæiske selvhad er parate til at tillade umenneskelige grusomheder, blot de påstår at være i en større sags tjeneste og er i modsætning til vores eget? Og vel at mærke ikke går ud over os selv.