Der er en særlig træthed, som indfinder sig i kirken, når salmen ikke er skrevet af en af de gamle kæmper Brorson, Kingo eller Grundtvig.

Men er forfattet af en af de nye, der har fået plads i salmebogens fine selskab. Så mærker man det alt for ofte trykke på gabemekanikken omme bagest i ganen. Pædagogisk snusfornuft i moderne teologiske vadmelsklæder er en ringe erstatning for digtekunst, der vil synge til Gud og mennesker med både tordenslynge og rosenvinge. Der var engang, hvor det var digterne, der skrev salmerne. Derfor har Danmark en enestående salmetradition. Senere vendte digterne blikket mod mere profane emner, og salmeskatten tørrede ind. Sådan funderer jeg, en ussel kirkeamatør, at det må hænge sammen.