Et af de mest bevægende mindesmærker blandt mindesmærker måler kun få meter på hver led.
Det er en firkantet glasplade mellem fliserne på pladsen foran Humboldt universitetet i Berlin. Kigger man gennem glasset, ser man nogle store bogreoler tømt for bøger. Her brændte nazisterne i 1933 i Førerens navn alle de gode tyske forfattere. Mon ikke australske Markus Zusak har haft denne begivenhed i tankerne, da han skrev romanen om ’Bogtyven’? Den handler – kort fortalt – om anstændighed. Og fortælleren er selveste Døden. Bogtyven hedder Liesel. Hun er ni år, da historien tager sin begyndelse i 1939. Hun er lige blevet anbragt af sin mor hos venlige, men højtråbende mennesker i en forstad til München. Undervejs begravede de hendes lillebror, og på vej væk fra kirkegården finder pigen sin første bog. Det er staten Bayerns håndbog i gravpleje, og den bliver i bogens lange løb suppleret med enkelte andre.
