Forældre er på mange måder i den varme stol, når det handler om deres børns præstationer i skolen.
Det har vi vidst i masser af år, og undersøgelserne har dokumenteret det igen og igen: Forældrenes egen uddannelsesmæssige baggrund er ret afgørende for, hvordan det går deres børn i skolen. Den sociale baggrund/arv spiller en rolle. Også i dette oplyste samfund. »Chanceulighed«, som Erik Jørgen Hansen kalder det. I disse år lægges så ny viden til: Forældrenes ’kulturelle kapital’ er af største vigtighed for børnenes engagement og resultat. Hertil kommer nu også forældrenes aktive deltagelse i børnenes skolearbejde, deres direkte støtte og hjælp til børnene. Den stilles der i dag krav om. Og de forældre, der ikke har ressourcerne til den opgave, får børn, der sakker bagud. Vi er tæt på at individualisere børns skoleforløb, som noget familien selv har ansvar for. Hvordan skal lærere og pædagoger takle de udfordringer, der følger af denne udvikling? De skal i hvert fald være klar over, hvad det er, de er oppe mod. Det er nemlig ofte forældre, der går op i opgaven med deres børn og derfor også stiller krav til skolen. Skal læreren og pædagogen glide af, undgå konfrontationen eller måske snarere tage fat i den og stille skarpt på sin egen faglighed og ansvar?
