Er du klar over, kære læser, at skal du hurtigst til havs til Bornholm, kører du om bord på en færge i Ystad, som har navn efter en morder og en forræder!
Nemlig katamaranen ’Villum Clausen’, navngivet efter en ung købmand i Rønne, som koldblodigt skød den svenske guvernør, Johan Printzensköld, en vinternat i det Herrens år 1659. Og hvis du tror, du slipper for at have blod på bilens hjul ved at sejle langsommere med færgerne ’Jens Kofoed’, ’Poul Ancher’ eller ’Peder Olsen’, så vid, at dette også er navne på gode danske mænd, som med blod, vold og vovemod smed svensken ud af Danmarks dejligste ø!
Det ved enhver bornholmer i bevidstheden om, at er der nogen, som har valgt at være danske, så er det disse vor nations sidste skåninge, tapre frie mænd, som brød Roskildefreden og folkeretten for at blive landsforrædere. Og hvad det kunne koste, sås ovre i Malmø på næsten samme tid, hvor en dansk revolte blev slået ned med brutal halshugning af fire brave borgere. Jo, siden da begynder Asien i Malmø! Nationens trøst
Det skriver Ebbe Gert Rasmussen dog ikke i sin spændende og velskrevne fremstilling af Skånes tragiske forsøg på at kaste det hårde og folkemorderiske svenske åg af sig i skyggen af Københavns belejring og landets katastrofe, hele kongedømmets totale nederlag med kun historier om gøngers modige frihedskamp i Syddanmark som nationens trøst.
Men Rasmussens smukke bog er en hyldest til Bornholm, øen, som kongeriget næsten glemte i flere hundrede år, og som stadigvæk mestendels kender kongehuset som brugere af øen som revir for bukkejagt i Almindingen. Danmarks eget lille Irland med myter, saga og sagn og en berettiget skepsis og mistro over for alt, der kommer fra Kongens by. Tager du ikke fly eller kører over Sverige, skal du på grund af en konservativ trafikminister sejle til provinsbyen Køge, hvis du vil fra Rønne til riget. Jens Kofoed roterer stadigvæk i sin grav, og man må håbe, at eksminister Hansen får besøg af Krølle Bølle mere end én nat.
Også jeg kan fra barndommen huske bornholmeres flamboyante fortælling om Jens Kofoeds lange ridt fra Hammershus over Hasle efter Printzensköld, som ender med et veritabelt ’shoot out’ i Rønne, hvor danske Jens skyder svenske Johan. Men det var slet ikke Kofoed, som dræbte guvernøren, en sympatisk tysk præstesøn, modig officer og parvenu adlet af sin arbejdsgiver, svenskekongen. En personlighed med sans for bornholmere, men altså også den fjende, som ikke Jens Kofoed, men Villum Clausen skød på flugt. Clausen gik det siden hen ilde, indtil han endte som bornholmstrafikkens hurtigste skib. Mens helten – og morderen og landsknægten – Jens Kofoed nu fejres overalt på øen som ’Bornholms befrier’.
Royalt klamphuggeri
’Bornholm og Skåne’ er en vemodig og velkommen hyldest til begge smukke landsdele, en sensibel skildring af det skæbnefællesskab, øen og Sydsverige fik surt at smage via danske kongers amatøristiske styring af krig og fred. Dette er historien om tapre adelsmænd og gode borgere, som forsøgte at kuppe Sverige ud af Skåne, men igen snublede i royalt klamphuggeri og gusten realpolitik. Kun Bornholm blev i riget, på grund af mænd, som reelt valgte frihed (og landsforræderi) i stedet for en plads i det svenske folkehjem.
Valgte de rigtigt? Det synes vi naturligvis, vi danskere, der gerne flytter til Malmø og rørende og rart atter møder vor skånske søstre og brødre i det københavnske bybillede. Så broen til Sverige bliver kanske en dansk revanche? Tag den, svenske kong Karl nummer ti, elleve og tolv! Alligevel skade, at der stadigvæk er så langt og besværligt til det skønne Bornholm, mener både Ebbe Gert Rasmussen og undertegnede.
PS: Der følger herligt en dvd på en times tid med om disse tragiske tidender for gamle Danmark og med forfatterens egen fortælling.
