Fra det øjeblik, hvor kvinden Sigurlína og hendes datter med kælenavnet Salka Valka i snefog – og på grund af søsyge – må stå af rutebåden i det fattige fiskerleje Osøre, i stedet for at fortsætte sydover, er man solgt. Solgt til den ulyksalige mor og allermest til hendes stærke datter, der står tilbage som et af litteraturhistoriens store kvindeportrætter. Usentimentalt og hjertegribende. Forunderlig blanding af kynisme og indføling Velkomne er mor og datter ikke på den rå fiskeplads, hvor civilisationen er tynd, og livet leves på sultegrænsen, som i virkelighedens Island på den tid. De, der kan tænkes at ville hjælpe, har ikke noget at dele ud af, og de der kan, kirken, købmanden og doktoren, har nok i sig selv. Det er god gammeldags socialrealisme det her, og beretningen lever, så fiskene stinker, sårene væsker og sultdryppet hænger fra næserne. Som hos Hans Kirk og Wilhelm Heinesen er det naturligvis småsamfundets undertrykte, Laxness føler med. Altid løber den lille mand – eller rettere kvinde, Laxness har ikke meget tilovers for mænd – med sympatien. Firkantet bliver det dog aldrig. Udsat for Halldór Laxness’ sorte humor og vågne øje for sjælens afkroge går ingen ram forbi: Hverken Gud eller Marx eller deres stedfortrædere her på jord: Præsten, som ingen ord har til småbørnsmoren, der ædes op af kræft. Og den forrykte kommunistiske agitator, der ender med at kvitte revolutionen og flytte sammen med en rig kvinde i Amerika. Personer og ideologier udleveres med Laxness’ skarpe pen i en forunderlig blanding af kynisme og indføling. Kraftfuldt som et islandsk vandfald Kristendommen – mest livskraftig i form af Frelsens Hær med kadetter, kaptajner og det hele – og kommunismen giver altså hver deres bud på frelse. Men, som Salka Valka spørger sig selv på et tidspunkt: »Findes der anden Gud end fisken«. Og det gør der nok ikke. I al fald ikke ud over den råstyrke og kærlighed, som mennesker trods alt har. Det er menneskene, der bærer Laxness’ romaner. Bipersonerne gør rask væk lige så stort indtryk som hovedpersonerne. En ubetalelig en af slagsen er mandslingen Jukke på Kvægfolden, der gør sit bedste for at blive gift med Salkas mor. En anden er den dæmoniske drukkenbolt Steintor, som eftertragter både mor og datter. Men også sproget i sig selv er grund nok til at læse ’Salka Valka’. Besynderligt moderne på trods af udtryk og vendinger fra et islandsk fiskeleje for 70 år siden. Kraftfuldt som et islandsk vandfald. Status på højde med sagaerne Halldor Laxness’ bøger er oversat til mere end 30 sprog, og den islandske forfatter er intet mindre end forgudet i sit hjemland. Da en anden islandsk forfatter, Hallgrímur Helgason, i sin roman ’Islands forfatter’ fra 2001 lod sin hovedperson have en slående lighed med Halldór Laxness, og lod den afdøde forfatter vågne op i en af sine egne klassikere (’Frie Mænd’), vakte det stor skandale. At nogen turde skrive noget sådant. Året efter skrev Helgason en komedie om Gud, fuld af helligbrøde, og ingen løftede et øjenbryn. Laxness’ litterære status på Island er på højde med sagaerne. Og man forstår den status, når man læser ’Salka Valka’.