Forfatteren Martin A. Hansen skulle aflevere en bestilt radioroman til statsradiofonien i slutningen af 1949, det værk som senere blev til måske den mest danske, nogle vil sige nationalsindede, roman i nyere tid, en i dag kanoniseret roman ved navn ’Løgneren’.
Men Hansen var bagud, og da indspilningerne begyndte i begyndelsen af 1950, vidste man ikke, hverken forfatter, oplæser eller Danmarks Radio, hvordan historien ville slutte. Interessant nok deler romanen faktisk skæbne med en anden klassiker fra 1940’erne, filmen ’Casablanca’, der også blev produceret etapevis. Men fra vinteren 1950 læste så Pouel Kern kapitlerne op i radioen. De følsomme sider i Johannes Vigs dagbog om at isen bryder ved Sandø, og hvor vor nølende, muligvis lyvende skolelærer snart skal vælge imellem øens to smukke og attraktive kvinder, den væne Annemari og den forsømte Rigmor. Apropos førstnævnte fandt lyttere det krukket, at Kern lagde trykket på navnet på sidste stavelse uden e i enden, altså andet end ekko af fornavnet på den sidste af de danske prinsesser, Anne Marie. Men forfatteren ankede ikke, så udtalen må have været kanon. I det hele taget skal man huske på, at Kern altså ikke kendte slutningen, mens han læste op. Ville hans person løbe af med sejren i intrigens latente kamp mellem nationalt-kristent almueliv og de moderne tider med andre mandetyper og nye traktorer? Ved siden af Biblen Romanen, der i dag ligger ved siden af Bibelen på folkekirkens pastorale natteborde i diverse sogn, var fra start mediemæssigt en moderne lydbog mere end en apologi for alt det gamle danske, Dansk Folkeparti siden enevældigt har taget patent på. Kern talte sin hovedperson ud igennem æteren som en moden lidt tyndhåret, lettere dæmonisk og ironisk drilsk ungkarl med erotisk erfaring på hjerte og smerte. Fuld af citater fra dansk litteratur, Stub, Blicher, Ewald og Johannes V. Jensen, spejle for egne kvaler og kærestesorg. Jens Albinus’ oplæsning er en ny og ikke uspændende fortolkning. I en helt anden retning end forgængerens. Albinus har en saglig klar stemme, udtaler i øvrigt købmandens datter som Anne Marie, og er i hele sin rørende oplæsning snarere en ung romantisk skolelærer end en ældre æstetisk og eksistentialistisk jæger af både sneppe og den akt, som rimer på fuglen og begynder med konsonanten k. Egentlig tror jeg, Albinus havde været bedre som en anden berømt dansk nøler i vor litteratur, nemlig Morten Vinge fra Blichers dagbog af en degn i en 1700-tals landsby. Oplæsningen er i hvert fald fængende og falder i sin fortolkning til den side, at temaet er skolelærerens kristne løgn over for sig selv, en smertelig selverkendelse bundet op med Søren Ryge-snak om fugletræk, tørv og træfældning. Martin A. Hansens historie er udlagt som en altmodisch jeremiade over moderne kvinder og moderne tider, ikke et modernistisk værk med en upålidelig fortæller. Fair nok og præstegårde og menighedsråd kan roligt gå på indkøb til konfirmandstuen hos Gyldendal Lyd.
