Vi kørte gennem Lille Vildmose i Østhimmerland med kurs mod kysten ved Als Odde, hvor Mariager Fjord løber ud i Aalborg Bugt, uden at tænke på, om vi kunne få vådt eller tørt der på egnen. Vi var på nostalgisk sensommertur til Rebild og Rold Skov, min barndomsven Anni og jeg. Hun har boet i Paris i 45 år, men venskabet er aldrig falmet, lige så lidt som vores fælles dragning mod det hjemlige. Hist hvor vejen slog en bugt ad vejen mod Als Odde, lå et hus så smukt, som dét Andersen skrev om, rødt bindingsværk med stråtag og et skilt: ’Et stykke med sild og et med røget ål plus en øl – 70 kr.’. Lokal ål Det gik op for os, at klokken nærmede sig 2, og at vi ikke havde spist frokost, så hvorfor ikke prøve Jægerhuset. Her var tæt møbleret med antik-og-marskandis, en venlig puddelhund og en lige så venlig kromutter. Silden var fast og fin, ålen lokal og passende mager på den fede måde. Vi tillod os en snaps, for chaufføren fik vand i stedet for øl. Spisekortet var rent dansk, hakkebøf med løg og mange andre af vort hjemlands vemodige retter. Sikkert alt lige så godt som smørrebrødet, for Jægerhuset trækker lokale året rundt, selv juleaften, og der var allerede optaget, men en af juledagene er der lukket, fortalte Lise Ankjær, der driver det sjældne sted. Fiskebrug med servering Jo, det er en sjældenhed, at der ind imellem de højt noterede gastronomiske spisesteder findes andet end McDonald’s, pizzahuse og kinesisk takeaway – tag det gerne så langt væk som muligt for min skyld. Dansk mad, simpelthen. Og tak for mad. Vi kommer bestemt forbi Jægerhuset en anden gang. Og så til Sverige. Der er det nemlig endnu mere almindeligt at finde gode traditionelle spisesteder på klassisk og lokalt fundament. Prøv engang at tage til Tiraholms Säteri, nær Unnaröd, et fiskebrug med servering, men kun i sommermånederne, så det må blive til næste sommer. Vær blot forberedt på, at her serveres fisk fra den store sø Bolmen: geddefrikadeller, grillet sandart, indlagt ål, som vor mamma lavede det, og mere til. Det svenske køkkens naturlighed Det går mere og mere op for mig, at det svenske køkken har bevaret sin naturlighed i noget højere grad end det danske, når man kommer ud i krogene. Der er også af geografiske årsager længere mellem McDonald’s og de autentiske spisesteder. Hvad man kan drive det til, når man bygger oven på de bedste af de lokale råvarer med de bedste udefra, oplever man på det fremragende gæstgiveri Drakamöllan i Österlen hos værterne Ingalill Thorsell og Eve Maltais med stab. Og hvis man vil forberede sig på et besøg derovre, så er en af de dejligste kogebøger, jeg længe har læst, den nys udkomne ’Drakamöllans kök’, som forleden dag blev belønnet med den svenske Publicers Price (ja, sådan hedder den på svensk). Lidt mere fisk savnes Det er inderligt fortjent, for ved siden af at være klassisk smuk i billeder og bind, så er ’Drakamöllans kök’ så ukrukket fortalt i optakten til de enkelte opskrifter, og selv om vi er langt fra svensk husmandskost, så skinner traditionerne fint igennem. Man får mindelser om nationalgastronomen Tore Wretman, der i 1960’erne frem til sin død satte fransk esprit til det svenske og serverede delikatesser som kold ren consommé med löjrom på Operakällaren i Stockholm. Der er grøde omkring de to damers køkken med både bær og kantareller, de berømte Österlen kartofler, som de påstår smager lige godt året rundt, de hvide asparges, der bl.a. ender i en souffle, mens man nok savner lidt mere fisk ud over laksen. Den bages med feta og lukkes ind i butterdej som mousseline. Tagetes fra haven røres i smør, hvad jeg aldrig har hørt om eller smagt, og sådan er der gang på gang detaljer, som overbeviser om originaliteten på Drakamöllen. Hvem kommer først med en dansk udgave? Betagende gode fotografier Inden for de seneste fem år er det danske køkken blevet velsignet med glimrende kogebøger med Nanna Simonsens ’Smag på Danmark’ (2003), Thomas Hermans ’Brændende kærlighed’ (2007) og Nomas nordiske is- og banebryder (2006) i førerfeltet. Her kan Trine Hahnemanns netop udkomne ’Det skandinaviske køkken’ ikke rigtig være med, selv om den allerede er solgt til udgivelse i syv lande. Den er flot udstyret. Lars Ranek er en betagende god fotograf, der her fører stilen fra ’Smag på Danmark’ videre. Dengang tog han det danske landskab, køer og grise, korn og kløver med ind i sammenhængen. I ’Det skandinaviske køkken’ er vi rundt i Danmark, Sverige og Norge, sågar Hr. Møllers operahus er kommet med. Jeg er mindre imponeret af Trine Hahnemanns tekst og opskrifter. Hvis intentionen har været at fortælle, hvordan og hvad vi spiser lokalt i Danmark, Norge og Sverige med rod i egen tradition og kultur, så synes jeg, at introduktionerne er meget overfladiske. Nordmænd og myseost Tag f.eks. sild: »Mange danskere elsker stadig den gode, sunde sild til frokost i hverdagen …«, og så får vi opskrift på stegt sild i eddike og marinerede hvide sild. Jamen, hvad med svenskerne, der har en mangfoldighed af variationer, der overgår vores mere beskedne udvalg? Og om wienerschnitzel ligefrem er et udtryk for skandinavisk gastronomi, vil jeg nok også sætte spørgsmålstegn ved, når Janssons fristelse ikke er med. Norge er særdeles beskedent repræsenteret, og selv om jeg ikke kan fordrage myseost, så er der mange nordmænd, for hvem den er lige så elsket som vores rygeost. Får i kål, der heldigvis i dag laves med lam, er også en specialitet deroppe, og nok mere udbredt i Norden end f.eks. svinekæber i øl. 440 jomfruhummere Der findes to dejlige norske kogebogsklassikere, som er værd at smage på. Det er Annamartha Borgens ’Fiskeretter fra Knotten’ og ’Urtehaven på Knotten’. Annamartha var gift med den norske forfatter Johan Borgen, som gennem mange år var en flittig kronikør i Politiken. Endelig skaldet ikke lastes Trine Hahnemann, men nok korrektøren, at der til opskriften på jomfruhummere med krydderurtemayonnaise indgår 440 jomfruhummere til otte personer. Når man selv har oplevet en fejl i en af sine kogebøger, er man fuld af medfølelse.