0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Os mod verden!

Endnu et tysk mesterværk: Barske og bevægende ungdomserindringer af historikeren Joachim Fest om at overleve Hitler-tiden i en antinazistisk familie.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var lidt af et mirakel, at Joachim Fest først døde som 80-årig i 2006, for der blev skovet grundigt omkring ham.

Nære kammerater og en bror faldt i sidste krigsår, og hans antinazistiske familie var i farezonen fra 1933 til den bitre ende. Disse erindringer handler om at overleve »omstændighedernes pres« – mod alle odds.

Familien var selvbevidst, ikke-jødisk middelklasse i Berlin-forstaden Karlshorst. Faderen var skolebestyrer, aktiv i det katolske Centrumsparti og i organisationen Reichsbanner til forsvar for Weimar-republikken af 1919.

Som demokrat foragtede han nazisterne og så med vantro forfærdelse Hitler slå sig til ridder af Den Tyske Ære. Ved Machtübernahme i 1933 blev han afskediget for forkert ’sindelag’, men ikke – som så mange – maltrakteret eller myrdet af SA-stormtropperne.

For familien blev det et styrt ned i armod og isolation, med kolde skuldre fra de heilende naboer, men det lykkedes den stejle far at kante sig igennem uden at gå på akkord i løgn og hykleri.

Kreerer et helle midt i »den totalitære pest«
Med dødsforagt smed han regimets apparatjiks på porten og slap fra det. Tit advarede en anonym telefonstemme ham om Gestapos husbesøg.

Joachim Fests bog er anskuelsesundervisning i, hvordan dissidenter kreerer et helle midt i »den totalitære pest«. Fest senior tyrer historie og sprog for at holde sig i sving og videregive sine værdier til de fem børn.

Han mødes diskret med venner fra Reichsbanner, der hjælper forfulgte. Han udvikler en særlig kynisk ironi som modgift og brækmiddel, og han skaber sig et politisk frirum.

Fra 1936 bliver familiens aftenborde delt op i to: ét for de tre yngste børn og ét for de to ældste drenge. Ved anden runde diskuteres politik, for midt i selvdisciplinen måtte faderen – som sønnen siger – »have et sted i verden, hvor han kunne tale frit og komme af med sin væmmelse.

Det er os mod verden!
Ellers ville livet ikke være værd at leve«. Den gamle pædagog dikterer højtideligt de to drenge sit motto på latin, hentet i Matthæusevangeliet: Etiam si omnes, ego non! »Om så alle andre svigter dig, gør jeg det ikke«. Det er Peters ord til Jesus på Oliebjerget – og bogens titel.

Modsat apostlen Peter svigter de to drenge ikke. Ritualet på latin er et ridderslag for dem, en indvielse som medsammensvorne: Det er os mod verden!, siger faderen.

Det er et farligt ridderslag, der gør Wolfgang på 12 og Joachim på 10 til små voksne med alt for stort ansvar. Men den daglige dosis samfundskundskab lærer dem at tvivle, stille skeptiske spørgsmål og modstå ’Hitleriet’.

Faderens ironi kom senere i livet til at præge Joachims linje som publicist: »At gå mod den fremherskende meningsstrøm« og mistro ideologier.
Bortvisning og katolsk kostskole

Hans konservative skepsis mod både Sovjetkommunismen, 68-marxismen og andre ’modegriller’ gav ham ry som ’reaktionær’, men manden var primært antitotalitær – og kontrær.

Drengen Joachim skaber også sin inderverden. Inspireret af liberale lærere dyrker han italiensk renæssance, de store tyske komponister og digtere, plus Mark Twain og kulørte hæfter.

Men trods den indlærte forsigtighed kommer han som 14-årig til at begå en »ufattelig dumhed«: at udskære en Hitler-karikatur i sin skolepult.

Det koster bortvisning for Joachim og hans brødre til en striks katolsk kostskole i Freiburg. Mens den tyske hær fryser ihjel i Rusland, har han Schiller-feber og går til forbudte »swing-sessions«.

Storforbruger af angelsaksisk litteratur
Det er en fin skitse af, hvordan tidens ekstreme vilkår intensiverer de unges indre liv, samtidig med at de diskuterer døden.

Som 16-årig kan Joachim ikke længere styre fri af pligttjeneste i Hitler-Jugend, og til sin fars raseri melder han sig ’frivilligt’ til luftforsvaret for at undgå SS-hverveagenterne.

Han overlever Det Tredje Riges desperate selvmordsfase i foråret 1945 og ender i en amerikansk krigsfangelejr i Frankrig, hvor han bliver storforbruger af angelsaksisk litteratur i paperback og prøver at flygte.

Fra vinteren 1946 er vor helt tilbage i Berlin. Faderen, der blev indkaldt i sidste krigsår, vender knækket hjem fra en sovjetisk fangelejr, men går ind i politik i CDU. Unge Fest kaster sig ud i studier og eksistentielle debatter, inspireret af ’storveziren’ Sartre på gæstebesøg, og bliver journalist og samtidshistoriker.
Dommedagsprofeter og okkulte frelsere

’Ikke jeg’ er skrevet både af det unge vidne Joachim og af den 79-årige dr. Fest. Han husker i billeder og situationer, og han vover at gestalte stemninger og konflikter ved at fortætte dem til dialog i direkte tale. Metoden er am strengsten verboten for historikere, men det fungerer effektivt, også som springbræt fra erindring til analyse.

Bogen forløber på flere planer. Dens motor er chokket over »den borgerlige ordens sammenbrud« i 1933, da retsstaten, den sociale struktur, fornuften og »alle vedtagne sandheder« på rekordtid blev sat ud af kraft.

Det er 10.000 dollar-spørgsmålet: Hvad fik en gammel kulturnation til »politisk at gå fra sans og samling« og stemme en demagogisk »bandeleder« til magten?

Fest udpeger de faktorer, der nedbrød den skrøbelige Weimar-republik: fra Versailles-fredens ydmygelse og 20’ernes nød og kaos, med dommedagsprofeter og okkulte frelsere, til venstrefløjens nihilisme og borgerlige politikeres forræderi i tiltro til, at Hitler kunne tæmmes og ville knække halsen – og allenfals var et mindre onde end kommunismen.
Et fint billede af småfolks overlevelseskunst i diktaturets frilommer

Det er en eminent analyse, der illusionsløst beskriver den livsfarlige ærtesuppe af værdiforvirring, afmagt, opportunisme, kynisme og naiv frelserkult, der forgiftede nationen til total underkastelse med klapjagt på alle uden for ’folkefællesskabet’.

På det konkrete plan fastholder Fest livsvilkårene i Det Tredje Riges gennempolitiserede og gennemforløjede hverdag. På den ene side vold, chikane mod ’folkefjender’, vilde straffe bare for ’radioforbrydelser’ (at høre udenlandsk radio) – og fjerne råb om hjælp. Medløberi, angiveri og forråelse i fri glideflugt.

Men på den anden side altså også hædersmænd, der holdt deres sti ren og hovedet koldt. Det var, fastslår Fest, kun »visse enkeltpersoner«, ikke hele klasser, grupper eller ideologier.

Det er et fint billede af småfolks overlevelseskunst i diktaturets frilommer – med den beske pointe, at dissidenterne selv efter krigen blev anset for forrædere.

Mange lægger sig til at dø af ulyst til at leve
Lige så stærkt tegnes Berlin ’Stunde Null’ 1946: udbombede huse med luvslidte gengangere, kontrasteret med coladrikkende allierede tropper, dansende til Glen Miller-musik.

Op mod den gråbrune ruinørken ses overlevende bedsteforældre og forældre – tidligt ældede, skrumpet ind til skind og ben, med hule øjne og tonløse stemmer. De viser diktaturets fysiske og psykiske omkostninger.

Helt fra 1933 lægger mange sig til at dø af ulyst til at leve. Efter freden, da trykket letter, taler de overlevende først hektisk, men snart tier de bomstille med, hvad de oplevede og tænkte.

Man fortrænger systematisk, af »skam og angst og beklemthed«. Kun én bryder den selvpålagte tavshed – ufrivilligt: Joachims mor, Elisabeth.

En stærk finale på en stærk bog
Da nazismen knuste moderens fremtidsdrømme, søgte hun at dæmpe sin oprørske mand, skønt hun var imponeret af hans mod. Hun blev familiens stille fighter.

Efter krigen tav hun sammenbidt om oplevelsen af Det Onde. Men i 1962, da hun ligger på dødslejet, går der hul på hende. Under to dages koma vælter det ud med eder og forbandelser over Hitler, tabene, hendes forspildte liv. Alt det, hun havde undertrykt – i et sprog, som ingen før har hørt hende bruge.

Det er en stærk finale på en stærk bog. På 350 sider sammenfatter den et enormt stof, set fra mange vinkler. Den er på én gang køligt analyserende, barsk og bevægende – og smukt oversat af Werner Svendsen.

Sådan forlænger Joachim Fest de vidnesbyrd om Tysklands tragedie 1918-45, som vi i de senere år har fået med Victor Klemperers dagbøger, Sebastian Haffners ’En tyskers historie’ og Wibke Bruhns ’Mit fædrene land’, men Fests bog ligner ingen andre. Den er et mesterværk. Endnu et.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere