For Jens Christian Grøndahl er teksten intet værd, »hvis der ikke er en læser på den anden side«.
Og i tilfældet Grøndahl er der masser af læsere.
Hans romaner er udkommet i mange oplag, siden han i 1998 fik sit brede gennembrud med ’Lucca’.
Belgien, Holland og Frankrig er nogle af landene, hvor han har rigtig mange læsere. Men også i Amerika og for eksempel Tyskland læser man Grøndahl.
Skønt at slippe for fordomme
Og der anmelder man – i modsætning til i Danmark – hans bøger uden samtidig at anmelde personen bag, mener han:
»Jeg har været så heldig, at jeg efterhånden er blevet oversat til mange sprog. Det er vidunderligt for en gangs skyld at blive anmeldt for det, jeg har skrevet. Uden fordomme og uden at blive betragtet som noget nær suspekt«, siger han.
»Her i landet bliver vi forfattere af og til behandlet, som om vi var magtfulde politikere, hvis råddenskab og magtfuldkommenhed, det er kritikernes opgave at afsløre. Tænk, hvis vi gav os til at anmelde anmeldernes motiver eller for den sags skyld deres udseende og påklædning. I udlandet er man bare en mand eller kvinde, der har skrevet en bog, og kritikerne går ud fra, at det er ærligt ment. Det er en stor lettelse«.
»Og så er det en gave, at det åbenbart lykkes at sige fremmede læsere noget, selv om de sidder i Australien eller Brasilien. I øvrigt møder jeg i udlandet mange mandlige læsere, som ikke finder det spor pinligt at læse romaner om menneskers følelsesliv«.
Under overfladen
En kulturel, teksttung, tysksproget avis ligger på en stol i en af stuerne i Jens Christian Grøndahls og families klassiske københavnerlejlighed midt i København.
Trægulvene er lyse, interiøret er enkelt.
Da forfatteren serverer kaffe og vand, efter at have hængt journalistens frakke på en bøjle i entreen, sker det med et smil. Man føler sig velkommen som gæst.
Under hans romanpersoners overflade findes der imidlertid både utroskab, tvivl og ensomhed.
Det gælder også i hans nyeste roman, ’Fire dage i marts’, hvor hovedpersonen Ingrid ikke blot på ottende år lever i et halvtidsforhold med sin gifte elsker Frank, men også bliver klar over, at hun har svigtet sin søn Jonas.
Ligesom hendes mor og hendes mormor svigtede deres børn.
Listig afdækning
Løgnene er Jens Christian Grøndahl god til at afdække.
På den listige måde. Hvor man først lever sig ind i personerne og siden hen fatter deres dobbeltmoral og hulheden i deres mondæne og forkælede frihedskultur.
’Fire dage i marts’ er en roman om tre generationer af kvinder, som på hver sit tidspunkt i deres liv må indse, at de har været mere påvirket af deres forældre, end de har ønsket.
Først ved endt læsning forstår man, hvor stramme trådene mellem generationerne er. Hvorfor og hvordan skal så ikke røbes her, hvis man har ’Fire dage i marts’ til gode.
Forfatterens evne til at skrive vedkommende udviklingshistorier har fængslet en stor læserskare, siden romanen ’Lucca’ udkom i 1998.
Grøndahl får stort set kun begejstrede anmeldelser i udlandet, men det er noget mere bøvlet for nogle af de danske kritikere og kulturjournalister at forholde sig til hans bøger.
»Den typiske danske anmelder stirrer sig blind på kvinder og kærlighed, mens de europæiske kritikere betoner eksistens og perspektiv,« siger han.
Hvad betyder det, når nogle af kritikerne håner dig for, at du skriver for kvinder? spørger jeg Grøndahl, som svarer:
»Det har jeg flere ting at sige om. For det første: Har det ikke siden Jane Austens dage været sådan, at romaner hovedsagelig læses af kvinder? Hvor mange læsere med hår på brystet har i øvrigt Helle Helle?«
»For det andet: Vi lever i et samfund, hvor der er mere ligestilling mellem kønnene end noget andet sted på noget andet tidspunkt i historien. Kvinders uddannelsesniveau er endda ved at være højere end mænds, og stadig flere kvinder deltager i beslutningsprocesserne på alle niveauer i samfundet. Hvad fanden bilder man sig så ind, når man insinuerer, at hvad kvinder læser, det er nok underlødigt? Jeg synes, det er meget nedsættende. Over for læserne, vel at mærke«.
Anmeldelserne kan vente
Da Jens Christian Grøndahl var yngre, stod han på Rådhuspladsen de morgener, hvor han vidste, at der var anmeldelser af hans nye bøger i aviserne.
Nu er det ikke blot forbi med at få aviserne først på Rådhuspladsen – trykkerierne er flyttet. Forfatteren er også blevet ældre og behøver ikke at bevise så meget mere.
Anmeldelserne kan vente. Men hørligt nok kan han stadig irriteres over kritikken.
»Jeg ser en forsvarsmekanisme i de klicheer, jeg selv og andre forfattere igen og igen skal have hæftet på ryggen, bare fordi vi har læsere. Jeg opfatter det som udtryk for modernismens allersidste krampetrækninger. Som litterær holdning er modernismen jo blevet helt parodisk, efterhånden som den begrænser sig til, at bøger, der bliver læst, må være dårlige og omvendt«.
»En del af borgerligheden«
Energien i modernismen bestod for en stor dels vedkommende i et oprør mod dannelseskulturen, siger Jens Christian Grøndahl.
Men som alle andre oprørere var man dybt afhængige af det, man revolterede imod:
»Da det kom til stykket, var de en del af borgerligheden. Men i mellemtiden er samfundskulturen blevet demokratisk, og dannelsens forfald lader på godt og ondt til at være demokratiseringens pris. Det synligste tegn er måske, at de sjove og kække modernister er blevet en flok selvhøjtidelige jammerkommoder. De kan kun holde liv i selvforståelsen ved at promenere deres nedladenhed over for almindelige læsere, der bare gerne vil have noget ud af det, når de åbner en bog«.
Du har kvindelige hovedpersoner i nogle af dine bøger. Siri Hustvedt har skrevet om mandlige og har på et tidspunkt sagt, at hvis hun kunne leve sit liv om, ville hun gerne være mand. Ville du være kvinde, hvis du kunne leve dit liv om?
»Jeg tror, at hvis man er romanforfatter, kunne man godt tænke sig at leve sit liv om ikke én, men mange gange. Ikke fordi man tror, man ville få det bedre, men fordi det ville give én chancen for at vide mere, opleve mere af det menneskelige. Romanen tilbyder os jo, hvad enten vi læser eller skriver, at træde ud af os selv og sætte os i en andens sted. Sommetider har jeg på fornemmelsen, at vi kender andre mennesker bedre gennem romaner, end vi gør i virkeligheden«.
Talent for aldre
Ingrid i din nye roman er jævnaldrende med dig. Hun står midt i livet. Hvad synes du om at være i den alder?
»Jeg befinder mig fantastisk godt med snart at være 50. Jeg var ikke specielt god til at være ung. Man kan have talent for forskellige aldre, tror jeg, og jeg har mere talent for at have den alder, jeg har nu, end for at være i tyverne. Det var jeg slet ikke god til. Jeg var heller ikke god til at være teenager. Mit hoved var alt for tungt,« svarer Jens Christian Grøndahl.
Han er et usædvanligt velformuleret menneske.
Hvis han ikke samtidig var så venlig, ville man i hans selskab have det, som når man bliver slået hjem i Ludo igen og igen.
Men han kan kunsten at samle konversationen op eller vente, til gæsten får stillet et nyt spørgsmål.
Ydmygheden indfinder sig
Forfatterskabet handler ikke blot om kærlighed og følelser.
Det udødelige dilemma mellem frihed og ansvar spiller en stor rolle for hans personer. I Ingrids tilfælde skal hun forsøge at gøre noget ved det midtvejs i livet:
»Man har lige så mange år bag sig, som man kan håbe at have forude. Det gør, at man bliver lidt ydmyg. Man begynder at vågne. Fordi man opdager – og ja, det er meget afslørende, at det er en opdagelse – at man har lige så meget fortid som fremtid. Alt det med at lægge planer og at ’ville’ bliver holdt i skak af alt det, man ikke kan gøre noget ved«, siger han.
»Man begynder at erkende, at der er ting, man aldrig finder ud af. At der er spørgsmål, man aldrig får svar på. Måske fordi det er meningen, at man skal leve med spørgsmålene og blive ved med at skærpe sin opmærksomhed og sit nærvær«.
fortsæt med at læse
