Ved første øjekast ligner det en toer, Carsten Jensens ny roman ’Sidste rejse’, hvis ydre er lagt til rette stort set ligesom bestselleren ’Vi, de druknede’ fra sidste år.
Omslaget signalerer fortsættelse, og det kan man ikke fortænke forlaget i at ønske sig på baggrund af den store succes, som Jensens forrige roman fik både hos kritikere og det købende publikum. Men den ny bog skal man ikke skue på emballagen, for ’Sidste rejse’ er så langt fra en fortsættelse af ’Vi, de druknede’. Den forsøger slet ikke at indfri de forventninger, som forlaget – kunstnerisk uklogt – forsøger at skabe. Alle de, som enten glædede eller græmmede sig sidste år over at se en genopstanden Carit Etlar i Carsten Jensens skikkelse, må hellere forberede sig på endnu en overraskelse. For i den nye roman får de ikke mere af det samme, men noget ganske andet. Hvor ’Vi, de druknede’ genlød af bulder og brag i surround sound og struttede af ydre handling og historisk vingefang, er ’Sidste rejse’ en kortere og langt mere sagte og indadvendt affære. Den følger en enspænder fra samme tid og samme lokalhistoriske miljø, søfartsbyen Marstal i 1800-tallet, på den skibsrejse, som skulle blive hans sidste. Havn for havn Jensen har altså ikke sluppet Marstal, men hans forlæg er denne gang en historisk person, nemlig marine- og grønlandsmaleren Carl Rasmussen, der i oktober 1893 omkom, 52 år gammel, midt ude på Atlanterhavet under aldrig fuldt opklarede omstændigheder. Han var på vej hjem fra Grønland på briggen ’Peru’, da han forsvandt ud over rælingen, uden at nogen nåede at se, om han faldt eller sprang. Hans lig blev aldrig bjerget. Var det et uheld, eller var det selvmord? Sørejsen, som den udbrændte Rasmussen var på, skulle have været en reprise af den tur op langs Grønlands vestkyst, som i hans ungdom havde vakt ham til selvstændig kunstner. Før Paul Gauguins tørst efter menneskelig oprindelighed førte ham til Tahiti, drog Carl Rasmussen til Grønland – draget mod eskimoerne og deres land af en lignende længsel. Både herhjemme og i udlandet blev han berømt som den første grønlandsmaler. Men mødet med eskimoernes animisme og med den overvældende, menneskefjerne natur sår samtidig en tvivl i Rasmussens sind, som på hans anden og sidste grønlandsrejse vokser sig så stor, at den bliver til fortvivlelse. »Carl sejlede med ’Peru’ op langs Grønlands vestkyst og gjorde op med sit liv, havn for havn, etape for etape«, lyder den kortfattede beskrivelse af dette selvopgør. Undervejs griber tredjepersonsberetningen tilbage i tiden til afgørende episoder i Rasmussens liv: til opvæksten i den fattigfine skrædderfamilie i Ærøskøbing, til opdagelsen af hans kunstneriske begavelse, til tiden som skibsdreng, til akademitiden i København, til forelskelsen i kusinen Henrietta, som indgyder ham kunstnerisk mod, og som dør under hans første grønlandsrejse. I stedet gifter Carl Rasmussen sig med Henriettas lillesøster, Anna Egidia, som han får otte børn og slår sig ned i Marstal sammen med. Alt imens får han sit gennembrud på samtidens kunstscene, ikke mindst med sine skildringer af livet i hjembyen. Mentalitetshistoriske rystelser Det er i den forstand en billedkunstnerisk forgænger, som Carsten Jensen er på sporet af i ’Sidste rejse’, der er en kunstnerroman med fokus på afviklingen snarere end udviklingen af en skabende kunstner. Den fremstår dog ikke som et indirekte selvportræt af kunstneren som kriseramt idealist. Dertil er romanens mentalitetshistoriske anlæg alt for markante. Den handler nemlig ikke kun om en individuel, men også om en overindividuel krise, som langsomt forandrede måden, man tænkte om liv og død og kunst på i løbet af 1800-tallet. Ved indgangen til århundredet kunne man orientere sig efter såkaldte bibelske rejsekort, der viste, hvordan livets og dødens veje hang sammen – til himmerige vandrede man ad den smalle, besværlige sti, mens ruten til helvede var en regulær motorvej brolagt med synder og misgerninger. Det er dette metafysiske navigationssystem, der går i stykker for den stærkt religiøse Rasmussen og for mange andre i løbet af 1800-tallet, hvor troen på sjælens udødelighed kommer under pres. Atlasset forsvinder, hvilket også betyder, at de evighedsforestillinger, der var grundlæggende for guldalderens kunstopfattelse, blev anfægtede. Det er disse mentalitetshistoriske rystelser, som vibrerer intenst i Carsten Jensens skildring af Carl Rasmussens orienteringsløshed, der tager til under sejladsen. Tematisk er romanen i familie med J.P. Jacobsens ’Niels Lyhne’, som allerede ’Vi, de druknede’ – med Albert Madsen, der dør stående – rummede ekkoer af.
