Natten er sort på den gammeldags måde og isen i gaderne pakket af Islands omskiftelige vintervejr.

Her ryddes ikke, alligevel overhaler lokale gamlinge på skridsikre fødder. Ud mod industrihavnen med de gamle fiskerboliger, hvor forfatteren til den hårdtslående thriller ’Skibet’ Stefán Maní bor, tynder det ud i fodgængere. Grødisen ælter rundt bag kajen, og så ligger det pludselig dér: Skibet. Stort, skummelt og med røde striber af rust ned ad de sortmalede sider. Meget passende bor Stefán Máni dør om dør med de store lastskibe, der lægger til og fra Reykjavik – måske er det her på vej til Sydamerika ligesom dødssejleren Per Se i hans seneste roman. I rum sø mister besætningen al kommunikation med omverdenen, og uhyggelige ting sker om bord. Druk og tatoveringer Selv troede Stefán Máni ikke, at en roman om et nedslidt skib og ni mærkede mænd ville blive en succes, men nu er den indstillet til priser, oversat til flere sprog og solgt til filmatisering: »Jeg skrev bare, hvad jeg havde lyst til, for jeg skriver for mig selv«, siger han. Grunden til, at forfatteren skriver for sig selv, er, at skrivning engang reddede hans liv. Máni tager imod for enden af trappen øverst i det smalle fiskerhus, hvor loftet er inddraget til bolig. Hans sorte T-shirt er uden ærmer og begge arme er dækket af tatoveringer, der ligner noget fra filmen ’Eastern Promises’. Han lægger pegefingeren over læberne og hvisker: »De små sover«. Forfatteren har børnene denne weekend, datteren er seks og sønnen fire, og klokken ni om aftenen er over deres sengetid. Han byder på danskvand i den kombinerede stue og arbejdsværelse. Efter at have været ude og vende »på gravens rand« rør han ikke alkohol. Her er bøger og børnetegninger. Hjemlig hygge, der brydes af en uhyggeligt udseende afrikansk figur, som Stefán Máni senere forsøger at forære mig. På væggen hænger et foto af ham selv som kalendermodel – Mr. Februar. Et magasin spottede den unge mand, da han arbejdede på fileteringsfabrikken Bylgjan i Olafsvik. De dage er forbi, nu er han forfatter og foredragsholder. »Jeg mistede mit job på fabrikken, og der var intet andet at lave i Olafsvik. Jeg var ved at eksplodere af tomhed, jeg havde ingen uddannelse, ingen kæreste, intet arbejde, jeg boede hjemme hos mine forældre. Jeg drak. Det var, som om jeg var ved at drukne, og så brugte jeg det at skrive som en redningskrans. Det var en terapi. Jeg fik et kick ud af at finde på historier«. Biblioteket i Olafsvik holder åbent torsdag aften og i weekenden, og da Stefán Maní var dreng, læste han alle de bøger, de havde, fra en ende af, siger han. »Lige til jeg blev 15 og begyndte at drikke. Fra da af var det kun druk de næste ti år. Jeg læste intet. Foretog mig intet«. Flov over at være forfatter I bogreolen står blandt meget andet bøger af de to forfattere, som Stefán Máni føler sig mest inspireret af, Knut Hamsun og Charles Bukowski. »Folk læser ofte Hamsuns bøger med stor alvor, men de er meget morsomme, hvis man læser dem med et åbent sind. Og Charles Bukowski fortæller tingene lige ud på en uskyldig måde. Han er også fra gaden – uuddannet – så jeg føler et slægtskab«. Siden dengang han pakkede sine ting i en gammel russisk Lada og kørte til Reykjavik for at få udgivet det, han skrev, har han følt, at han svigter sin arbejderbaggrund. »Jeg har altid dårlig samvittighed over ikke at arbejde rigtigt – som om det at skrive bøger ikke er et arbejde! Men jeg tænker på mine venner, som skærer fisk, mens jeg sidder og leger ved computeren. På fabrikken havde vi det der working class hero bullshit. Vi var meget stolte over at arbejde hårdt og foragtede folk, der ikke behøver at arbejde – kunstnere for eksempel. Så i begyndelsen var jeg meget flov over at være forfatter. Jeg tog job ved siden af, ikke på grund af pengene men for at arbejde med hænderne«. Når Stefán Máni kommer hjem til Olafsvik, hvor hans forældre og bror bor, er han stadig den lokale arbejderhelt. »De elsker mig«, siger han genert, »fordi jeg er en local hero«. Hans første udgivelse var nærmest et langt digt, som han efter mange afslag selv bekostede udgivelsen af og solgte på byens barer. Siden er han begyndt at skrive for et bredere publikum, og i de islandske boghandler står hans bøger stablet i vinduerne. Hans barske stil er populær, men hvordan er det at skrive krimier i et land med usædvanlig lav kriminalitet? »Det er udfordrende, for vi har meget få mord og drab. Men det går, jeg er mere interesseret i den kriminelle hjerne end i selve forbrydelsen og skriver mere suspense end hvem gjorde det-historier«. Lukkede rum På skibet Per Se, der i en storm mister sin GPS-forbindelse til omverdenen, er der god basis for suspense, især eftersom flere om bord har mere på samvittigheden end først antaget. »Med en besætning på ni er det et lille lukket samfund, og er der noget, jeg kender, er det små lukkede samfund – fra Olafsvik. Det kriminelle kender jeg fra venner, der sidder i fængsel. Den klaustrofobiske fornemmelse de har af ikke at kunne komme nogen steder, har jeg brugt til at beskrive stemningen«. Med på skibet er en blind passager. En forhærdet narkopusher. Han er x-faktoren og måske den sande helt. »Jeg holder meget af at skrive om kriminelle. De er så egocentrerede og har en mental kraft, der gør dem til centrum«, siger Máni. Musik spiller en stor rolle i hans romaner, hvor han indimellem giver anvisninger på, hvad man skal lytte til: Læs denne passage, mens du hører ’Break on through to the other side’, og en anden passage skal bladres til ’Light my fire’. »Der er nogle numre, der skaber en helt bestemt stemning. og hvis jeg vil have den stemning frem i teksten, kan musikken understøtte den. Jeg har meget forskellig musik med i mine bøger, men i ’Skibet’ er der kun ét album med – ’Strange Days’ med The Doors«. Sex, vold og stofferHvad havde du været i dag, hvis du ikke havde mistet dit job på fiskefabrikken? »Død«, siger han uden at tøve, »af druk«. Dine bøger er meget voldelige. Hvorfor? »Sex, vold og drugs«, ler han, »nej, det var mere den forrige (Svartur á leik/Black’s Move, red). Jeg læste filmmanuskriptet sidste uge og var helt chokeret. Jeg kunne ikke skrive den bog i dag. Den er om organiseret kriminalitet, bankrøverier, stoffer, den er voldelig og pornografisk. Jeg lavede research i og uden for fængsler«. Jeg troede, I var så fredelige? »Det er vi nok også i forhold til danskerne, men handlen med stoffer er heftig. Som alle andre steder efterhånden«. Har Reykjavik en kriminel underverden? »Ja. Det har alle. Selv Reykjavik«. Romanen er en ting at tænke med, hørte jeg dig sige i en tv-udsendelse. Hvad mener du med det? »En bog skal være underholdende. Man skal jo have lyst til at læse den. Men der kan godt puttes noget dybere i. Store spørgsmål behøver ikke præsenteres kedeligt«. ’Skibet’ er, som Stefán Máni andre bøger, meget maskulin. »Men mange kvinder har læst den. Det er jeg rigtig glad for«, siger forfatteren, der aldrig på forhånd ved, hvordan romanen vil slutte, når han begynder på den. »Jeg begynder at skrive på en ide, men den går altid tabt undervejs, og det færdige resultat bliver aldrig, som jeg havde tænkt mig det. Jeg lytter til historien, og så fortæller den mig, hvis jeg gør noget forkert. Er jeg i tvivl, holder jeg en skrivepause og ser, om den holder inde i mit hoved eller kræver at blive lavet om«. På vej ud takker jeg nej til den afrikanske voodoolignende figur, han har stående i bogreolen. Han synes, den er uhyggelig, og har hørt, at man kun må forære den væk, hvis man vil af med den. I buldermørket til fods tilbage til centrum farer jeg vild og har ikke engang en voodoodukke at skyde skylden på.