Det vakte forståelig furore, da komponisten Karl-Heinz Stockhausen kaldte angrebet på Twin Towers det største kunstværk nogensinde. Stockhausen blev mistænkt for at lide af malplaceret wagnersk begejstring, men udsagnet havde en kerne af sandhed. Det blodige angreb på de amerikanske nøglesymboler var en nøje orkestreret handling, en terrorperformance, der helt klart bevidst forholdt sig til sin egen kraft som tegn og symbolsk udtryk. Det er fristende at se Don DeLillos roman ’Den faldende mand’ som en slags svar på Stockhausens bombastiske kunstbegreb. I stedet for det billede af sammenstyrtende skyskrabere, som var terroristernes besked til verden, fritskraber DeLillo billedet af den faldende mand. Den lille skikkelse i hvid skjorte, der hjælpeløs i tyngdekraftens greb som en omvendt engel falder og falder. Don DeLillo tager så at sige kampen op på symbolplanet. Det er ikke angrebets dommedagspanorama, men offerets hjælpeløshed, der er det blivende billede i romanens optik. Hvor terroristerne vil foregøgle, at de opfylder bebudede tegn i sol og måne, fastholder DeLillo det enkelte menneske som det vigtigste tegn. Kunstnerisk ambitiøst og uhyre dybsindigt I sin roman lader DeLillo ligefrem en performancekunstner gentage figuren ’Falling Man’ igen og igen. Rundt omkring i New York udfører den ukendte kunstner David Janiak sit halsbrækkende stunt hængende fra en hjemmelavet sele. Uden forklaring. Som et memento hænger han med hovedet nedad i efterligning af en figur, der sammensmelter de dødsdømte kontoristers frie fald og tarokkortet Den Hængte Mand. ’Den faldende mand’ er den roman, man kun kunne håbe ville blive skrevet om begivenheden, der på så mange måder satte et skel mellem før og efter. En nøgtern beskrivelse af begivenheden som splintret billede og samtidig et kunstnerisk ambitiøst og uhyre dybsindigt forsøg på at analysere den skæbnesvangre dags følgevirkninger. Efterskælvet så at sige. Psykologisk såvel som æstetisk. Hvordan har det ændret måden, hvorpå vi ser på tingene fra nu af? Tag blot vores forandrede oplevelse af at skulle stige om bord i et fly. Men også spørgsmålet om Guds eventuelle rolle. Kun ved at udforske, udlægge og udforme det skete som litteratur kan vi høre noget for brølet af Guds tavse stemme, synes at være DeLillos position. For Don DeLillo må situationen være speciel. Han har for mange Herrens år siden i romanerne ’The Names’ og ’Mao II’ indgående og ildevarslende beskæftiget sig med forholdet mellem skrift, tegn og terrorisme. Og ikke mindst med den politiske terrorisme som sproglig begivenhed. Forholdet mellem politisk aktivisme og reklamestrategi som massekommunikation. Men når man bliver grebet af klogskaben i ’Den faldende mand’ er det, fordi den aldrig falder for fristelsen til at bagatellisere de menneskelige omkostninger.
På randen af syntaktisk sammenbrud Tværtimod skræller den alle fristende mytologier af. Bogen er hverken befolket af helte eller skurke, men af mennesker, der en tilsyneladende ganske almindelig dag bliver kørt over af Historien og aldrig bliver de samme igen. Nogle overlever. Nogle lever. Ingen forbliver de samme. Sproget i romanen afspejler det: elegant og præcist, tørt nyfortolkende, men også vaklende på randen af et syntaktisk sammenbrud, hvor sproget næsten ikke slår til, som det plejer. Som om tegnet ikke længere kan dække over begivenheden, hvis angrebet på World Trade Center giver bedre mening som et reklamefremstød for jihad snarere end et militært angreb. De konkrete hovedpersoner er Keith og Lianne og deres søn, Justin. Inden han reddede sig ud af tårnet, var Keith og Lianne separeret. Nu prøver de at finde sammen igen. Men det er, som om han har overlevet i en tyndsleben udgave af sig selv. Justin og hans venner gransker himlen for tegn på, at superskurken Bill Lawton (Bin Laden) skal sende nye fly mod byens tårne. Tre figurer, der er mere tegn end mennesker, har givet navn til bogens tre dele: bin Laden, en glemt tysk terrorist og en kropskunstner. Imens har menneskene rundt omkring i bogstaverne på siderne travlt med at finde rundt i sprogets livstegn. De lyver, fortier, fortolker kunst og mærker alderdommen langsomt og ubønhørligt rive sproget og dets betydning fra hinanden. Sammenfald mellem tårn og menneske Der er en langt mere sårbar sammenhæng mellem sproget og dets betydning, end vi orker at anerkende til daglig. En gruppe patienter med Alzheimers spiller en diskret, men afgørende rolle. Betydningens ophør er lige i hælene på os. Da Keith såret og hyllet i en blanding af mental tåge, røg, støv og brokker kommer ud på Manhattans gader, oplever han dette: »Han hørte lyden af det andet tårn, der faldt, eller mærkede det i den skælvende luft, nordtårnet der faldt sammen, dæmpet frygtsomme stemmer i det fjerne. Det var ham der faldt sammen, nordtårnet«. Dette psykologiske sammenfald mellem tårn og menneske, symbol og individ, kunne man også opleve foran et fjernsyn i Danmark. Først billedet af den faldende mand. Så brasede det hele sammen. Så igen den faldende mand. I romanen opkaldt efter ham sætter Don DeLillo to former for sprog op imod hinanden. På den ene side Koran-citatet »Dette er skriften, om den hersker der ingen tvivl«. På den anden side kunsten. Maleriet, litteraturen. Her er livet åbent for fortolkning. Som i denne kun af omfang beskedne roman skrevet af en amerikansk mester, der som ingen andre tør gå dristigt ind i en dybdefortolkning af den konstant forandrede verden, vi hele tiden træder ind i.