Loven om Statens Kunstfond, som blev nærmest enstemmigt vedtaget af Folketinget i maj 1964, lå i forlængelse af de tanker om kulturens og kunstens store betydning i velfærdsstaten, der var begyndt at cirkulere i 1950’erne. Det kan muligvis lyde pudsigt i dag, men dengang anså man kulturpolitik for at være en af de bærende søjler i den velfærdsstat, der var under opbygning. Mange var enige om, at målet for velfærdsstaten ikke blot var at opnå social tryghed, men tillige »åndelig velfærd«, dengang et plusord på tværs af partiskel. Villy Sørensen var i denne henseende en hovedskikkelse. Kunst i mellemlagene I flere essays betonede han behovet for kunst hos de mellemlag, som voksede. Hans argument lød, at statens afhjælpning af de sociale problemer ville medføre tiltagende eksistentielle kvaler – eller som han skrev ved en senere lejlighed: »når de materielle problemer er reduceret, som i de moderne velfærdsstater, trænger de psykologiske problemer sig desto mere på«. Disse problemer kunne blandt andet beskæftigelsen med kunst hjælpe hin enkelte med at håndtere. Derfor gav det mening, at staten støttede kunsten. Ved at gøre den fysisk tilgængelig, ved at formidle den – og endelig: ved i langt større grad at støtte de kunstnere, der producerede den. Dette skift fra en ren og skær negativ forståelse af velfærd til en supplerende positiv forståelse blev grundlaget for velfærdsstatens kulturpolitik. Kulturministeriet blev oprettet Til at udtænke og udføre den blev Kulturministeriet oprettet i 1961 under ledelse af Julius Bomholt. Loven om Statens Kunstfond var i sin tid kronen på dette kulturpolitiske velfærdsprojekt, der med Bomholt som arkitekt søsatte det højt berømmede armslængdeprincip, som skulle sikre, at tildelingskriteriet i så høj grad som muligt var kunstnerisk kvalitet og ikke magthavernes tilfældige begunstigelse. Private foretagender, der i dag i stigende grad overtager ansvaret for kunststøtte fra staten, viderefører af gode grunde dette princip. Intentionerne var gode, ambitionerne høje, og chokket derfor også stort, da Kunstfondens første uddelinger i januar 1965 udløste en proteststorm og en ophedet månedlang debat om rimeligheden i statsstøtte til kunsten. Hans Sølvhøj, der i mellemtiden var blevet kulturminister, kom på overarbejde for at forsvare den.
Pressen protesterede Han og parlamentarikerne, der havde vedtaget loven, fik pressen imod sig – den borgerlige provinspresse – samt tusindvis af menige borgere, der ytrede sig i læserbreve eller deltog i underskriftsindsamlinger, som blev organiseret på arbejdspladserne. Det var som organisator af sådan en protestadresse, at lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding Hørfabrik skrev sig ind i danmarkshistorien med devisen: »Vi kan ikke betale for noget, vi ikke bryder os om«. Der var tre hovedargumenter fremme imod Kunstfonden: 1) at kunsten burde klare sig på markedets vilkår; 2) at staten burde prioritere de svage i samfundet frem for at skeje ud og give penge til kunstnere, der tydeligvis ikke led nød; samt 3) at man ikke ville »være til grin for egne penge« ved at understøtte kunst, som man ikke kunne forstå eller goutere.
Modernismen blev skydeskive Forargelsen rettede sig især mod én æstetisk retning inden for alle kunstarterne, modernismen, som kom i centrum som skydeskive. Den forargelse var ikke ny i dansk sammenhæng – den kan dateres tilbage til furoren omkring Vilhelm Lundstrøms ’Pakkassebilleder’ i 1918 – men følelsen blev skærpet og mere udbredt af, at alle skatteborgere nu skulle være med til at finansiere modernistisk ordskvalder, skrotkunst og klatmaleri, som de hverken forstod eller ville vide af. Interessant nok hører man ikke meget til denne forargelse i dag. I tilbageblik er debatten i 1965 interessant af især én grund. Nemlig, at den står som et forvarsel om det politiske oprør, som senere fulgte i form af jordskredsvalget i 1973. Socialdemokratierne oplevede her for første gang at have en stor skare af det vælgersegment, de ønskede at repræsentere, imod sig.
Socialdemokratiske kultursnobber Helt nye fløje viste sig i denne debat, hvorfra ordet ’kulturkløft’ faktisk stammer. Det er næppe tilfældigt, at Mogens Glistrup i sin tid støttede Rindal, eller at Karin Nødgaard fra DF i dag er en af de udfarende kræfter i ønsket om en sanering af Statens Kunstfond. Når socialdemokraterne ofte siden hen har været så lunkne i kulturpolitiske spørgsmål, skyldes det måske, at det var på dette område, at de inkasserede deres første store lussing fra det, som visse kommentatorer i dag kalder for »den kulturelle underklasse«. »Socialdemokratiske kultursnobber« blev de dengang kaldt; det kan ingen vist beskylde dem for at være i dag. Både argumenter og eksempler (H.C. Andersen og Klaus Rifbjerg) fra dengang går igen i den nuværende debat, der vel at mærke ikke angår eksistensen af Statens Kunstfond, men rimeligheden af de livsvarige ydelser. Almisse eller ydelse? Også i dag er der usikkerhed omkring, hvordan man egentlig skal forstå beløbet – som en gave, som en hædersbevisning, som produktionsstøtte, som en almisse eller som en slags social ydelse. Ligesom dengang, hvor der også var igangværende lønforhandlinger og henstillinger om tilbageholdenhed, henviser kritikerne til andre sektorer, der kunne have gavn af de yderst beskedne summer, vi taler om. Småligheden skorter det fortsat ikke på. Det gør det heller ikke på uvidenheden – især blandt politikere – om mange anerkendte danske kunstneres kummerlige økonomiske vilkår, hvilket også er kommet frem i debatten om de konsekvenser, som ændringerne af dagpengesystemet vil få for mange kunstnere. Der er efter min mening to gode pragmatiske argumenter for at opretholde den nuværende ordning med livsvarige ydelser. Den ene er, at den sparer både kunstnere og administratorer for en masse tid og penge, som ellers ville skulle bruges på at skrive og behandle ansøgninger om de samme midler. Sådan er det gået på universiteterne i forhold til de stadigt mere båndlagte midler, der kræver, at forskerne bruger mere og mere tid til at søge og behandle andres ansøgninger – i stedet for at forske. Behovet for et socialt sikkerhedsnet vokser Denne bureaukratisering burde bekymre alle skatteydere, for resultatet er givetvis, at vi får mindre for pengene. Det vil formentlig også vil blive tilfældet i kunstverdenen. Der er imidlertid også en anden grund, som faktisk kan tjene som et argument for, at det er vigtigere end nogen sinde at bevare de livsvarige ydelser: hensynet til pensionsopsparingen. Ændringerne i det danske pensionssystem betyder jo, at en stadig større del af vores pension forventes at komme fra arbejdsmarkedspensioner og individuelle pensionsordninger. Sådanne er det meget svært for kunstnere, med stærkt svingende indtægter, at stable på benene. Deres udsathed i denne henseende er altså blevet større. Behovet for det sociale sikkerhedsnet, som den livsvarige ydelse spænder ud, kan altså kun formodes at vokse. For kunstens og fornyelsens skyld Begge grunde forudsætter dog i det hele taget, at staten vil anerkende kunstnere, der har bevist deres værd – som kunstnere. Helst for kunstens egen skyld, men også gerne for fornyelsens skyld, for udfordringens skyld, for de fælles værdiers skyld, af hensyn til markedsføringen af Danmark eller til vores mindeværdighed som epoke for eftertiden – hvad som helst kan bruges som argument. Når nu åndelig velfærd ikke længere er et mål, vi stræber efter.