Sig navnet Josef Mengele og mærk, hvordan de små hår i nakken rejser sig ét for ét.
Omtrent 30 år efter sin død og prunkløse begravelse er den tyske naziforbryder fortsat en mareridtsfabrikant af de allerstørste, og som få inkarnerer den lille, vandkæmmede læge det sindsoprivende paradoks, som Anden Verdenskrig efterlod os med: at også kultiverede videnskabsmænd og elskelige familiefædre under de rette omstændigheder kan udvikle sig til sadistiske massemordere, og at man derfor går galt i byen, hvis man reducerer nazismens uhyrligheder til en snes afstumpede psykopaters værk. Naturligvis må man fordømme, men man må samtidig gøre sig umage for at forstå. Ikke for at tilgive, bagatellisere eller bortforklare, men for at få klarhed over de samfundsmæssige betingelser, som skabte og/eller tillod katastrofen. Sådanne nuancerende analyser er blandt andet tilvejebragt af den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman, som i nyklassikeren ’Modernitet og holocaust’ (1989) afviser at se nazisternes udryddelseslejre som en degenereret undtagelse, men i stedet (og med stærke argumenter) betragter dem som kulminationen af tendenser og træk, som er iboende til stede i selve det moderne projekt. En beslægtet tankegang finder man – i udtyndet form og bemærkelsesværdigt fri for Bauman-referencer – i den danske arkæolog Anders Otte Stensagers bog ’Nazilægen Josef Mengele – liv og forbrydelse’, som angiveligt vil rydde op i mytedannelser og sniksnak og i stedet levere et nøgternt portræt af manden bag de gruopvækkende forbrydelser. En velkendt historie Historien er velkendt: Vi møder maskinfabrikantens søn fra den lille landsby i Bayern, vi følger ham på lægeskole i Bonn, og vi mindes om hans (og periodens) levende interesse for arvebiologi, socialdarwinisme og racehygiejne. Vi introduceres for den unge mediciners karismatiske mentor, Otmar Freiherr von Verschuer, og vi fornemmer, hvordan videnskabelig ambition, opportunisme, tidsånd og ideologisk radikalitet blander sig op til en fatal moralsk blindhed, som gør dr. Mengeles tjenestetid i kz-lejren Auschwitz til en hårrejsende malstrøm af lidelse, fornedrelse og død. Senere hører vi om hans mirakuløse løsladelse efter seks uger i amerikansk fangenskab (!), og vi følger ham over Atlanten til Juan Peróns Argentina, hvor han en tid ernærer sig som legetøjsfabrikant (!), indtil han må flygte videre til Paraguay og senere Brasilien. Vi hører om besøgene i Europa (!) og om det sidste møde med sønnen Rolf. Og endelig er vi med, da Mengele omkommer ved en badeulykke i 1979 – og da kisten brydes op under stor mediebevågenhed seks år senere. Verdens mest eftersøgte krigsforbryder er omsider fundet, men der er kun mørnede knogler tilbage at stille til regnskab. Magister i forhistorisk arkæologi STENSAGERS PROJEKT er for så vidt tilforladeligt nok, og en begavet syntese af det stadigt voksende kildemateriale (herunder Mengeles brev- og dagbogsskriverier samt nyere interview med den ældste søn) kunne sagtens have kastet nyt og tankevækkende lys på den gammelkendte historie. Imidlertid er det svært for forfatteren at gøre sig fri af den allerede foreliggende litteratur – han formår aldrig rigtigt at etablere en selvstændig analyse, og hertil kommer, at bogen skæmmes af sjusk og historiografiske unoder, som til stadighed minder én om, at forfatteren er magister i forhistorisk arkæologi og ikke uddannet faghistoriker. Eksemplerne er legio, og jeg nævner i flæng: Den schweiziske psykiater Auguste Forel gøres til tysker, den toneangivende reformlæge Jonathan Leunbach reduceres til »socialisten Leunbach«, der tales om hepatitis- og malariabakterier (de to lidelser skyldes hhv. virus og parasitter), sygdommene tyfus og plettyfus forveksles, der sludres fælt om mellemkrigstidens danske kastrationslovgivning, og forfatteren er tilsyneladende ikke klar over, at indpodning af sindslidende med malaria allerede i 1927 havde indbragt den østrigske psykiater Julius Wagner-Jauregg Nobelprisen i medicin – og altså hverken var en nazistisk opfindelse eller specialitet. Sjuskerier som disse vidner om ligegyldighed over for detaljer, men værre er forfatterens stilistiske uvaner, som strækker sig fra den usmagelige brug af fornavne (»Josef havde reelt ikke andet valg end at lade masken falde«), den amatøristiske anvendelse af alvidende fortællersynsvinkler (»Det var nu ikke lige det, Rolf havde håbet på som svar«) og den malplacerede psykologisering (»Josef var et ensomt og ulykkeligt menneske, der følte sig misforstået og udstødt«) til formelle fejlgreb som kursivering af citater og ufuldstændige referenceangivelser. Endelig bekræfter talrige ’undersættelser’ (af typen ’eksekutioner’, ’dentist’, ’forplantningskraften’ og ’Guinea-grise’) indtrykket af en overfladisk og ukritisk omgang med engelsk- og tysksproget sekundærlitteratur. En afskyelige historie ’NAZILÆGEN JOSEF Mengele’ er ikke nogen uinteressant bog, og i store træk giver den en udmærket skildring af de uhyrligheder, som nazistiske læger udførte eller lod passere i videnskabens navn. Spørgsmålet er blot, om man som læser ikke er bedre tjent med at gå direkte til bogens internationale forlæg – og om ikke forfatteren skulle have blæst på de akademiske ambitioner og stillet sig tilfreds med at (gen)formidle den afskyelige historie til det brede danske publikum. Som det er nu, er Stensagers bog hverken fugl eller fisk, og heller ikke den perspektiverende finale (hvor forfatteren ellers prøver at træde i karakter og koble sit materiale til nutiden) efterlader noget overbevisende indtryk: Det er for så vidt relevant nok at bringe fosterdiagnostik og eutanasi på banen, men det virker grangiveligt, som om efterkrigstidens markante medicinsk-etiske oprustning (kulminerende med Helsinki-deklarationen fra 1964) er gået helt og aldeles hen over hovedet på forfatteren. Anders Otte Stensagers Mengele-biografi fungerer godt som en hurtig introduktion til en mand og hans monstrøse ugerninger, og giver man pokker i stringens og videnskabelig akribi, kan man roligt gå ombord i bogen. For krakilere som undertegnede er irritationsmomenterne desværre for mange.
