»Og så siger man, at bogen er død«, lyder det en lille smule træt fra en mand, der er den ene halvdel af et par, som netop har kæmpet sig ud af BogForums menneskemylder lidt over middag lørdag. Det er knap tre timer siden, messen åbnede på andendagen, men i løbet af den tid kan et normalmenneske sagtens nå mætningspunktet, for bogmessen er et bombardement af samtlige sanser på én gang. Den giver samtidig eksempler på, hvad bogen kan. »En digter kan se hele bygningen« Den kan for eksempel være bærer af et frontalangreb fra Einar Mar Gumundsson på de islandske finansvikinger, der har fået et helt land i knæ, og foran et meget lyttende publikum giver han selv svaret på, hvorfor så mange har været interesseret i at høre, hvad forfatteren af ’Hvidbogen – krisen på Island’ har at sige, når nu så mange økonomiske klogehoveder har forsøgt at få hoved og hale på den islandske kolbøtteøkonomi. »Økonomer taler et fuldstændig uforståeligt sprog. De taler som embedsmænd, og økonomer er folk, som ser verden fra et enkelt værelse og forsøger at forklare. En digter kan se hele bygningen«, forklarer den store islænding allerede fredag, og til et lige så velbesøgt arrangement lørdag middag fortæller han, at han ser sin bog som en fortælling i alle genrer og næsten altid med et lydspor nedenunder.

Eksempelvis fra John Lennons ’Imagine’ – Ja, det kan godt være, jeg er en drømmer, men jeg er ikke den eneste. Der er mange, der har det ligesom mig! Og måske er det derfor, folk stadigvæk vil høre på nogen, der i bogform behandler den krise, ingen rigtig kan begribe. Bogens verden er mangfoldig Lørdag formiddag leverer også andre eksempler på, hvor mangfoldig bogens verden er, da de tre nominerede til Danske Banks Litteraturpris præsenterer deres værker. Pia Juul læser op af sin roman ’Mordet på Halland’, som på den ene side er en kriminalgåde, men som også – når forfatteren skærer ind til benet – i virkeligheden er en historie om, hvor meget eller måske snarere hvor lidt vi alle sammen ved om de mennesker, vi er tættest på. Juliane Preisler fortæller om sin roman ’Privatpersoner’, som er så myldrende fuld af karakterer, at forfatteren ikke engang selv er klar over, hvor mange der er.