Forfatteren interviewer med interesse kunstneren om hans liv og virke og åbner dermed for en forståelse af hans intentioner. Men bogen efterlader en undren hos denne anmelder, som må spørge til, hvorfor vi overhovedet har kunst i det offentlige rum af denne type? Måske fordi kolde institutioner har brug for en varm kunstner? Bogen om Peter Isbak er blevet til i samarbejde med folk, der kender og værdsætter hans værk, og Isbak selv leverer ordene i behagelig samtale med Øystein Hjort. Hjort har fulgt Isbak i længere tid, og fotografen Piotr Topperzer har fotograferet alle værkerne i bogen med en retning i blikket, så der næsten også er tale om en fotobog.
Menneskets spor
Isbak tager afsæt i naturens og kulturens mest elementære former og abstraherer nogle grundformer ud fra dem, som går ind i skulpturen på en måde, der er både blød og kølig.
Om en afgørende rejse til Italien siger Isbak, at det var her, han lagde mærke til sin stol, chesterfieldsofaen og trapperne, der kommer til at blive ledemotiver i hans egen kunst: »jeg så mange trapper i forbindelse med deres antikke huse, trapper, der var slidt fuldstændigt ned af menneskets gøren og laden på de steder. Det var noget, der gjorde et stort indtryk på mig med de slidmærker, hvor man kan se, at mennesket har været der, og man ved, at de ikke kommer tilbage«. Her træder en dyb varme og en usædvanlig intens opmærksomhed over for det menneskelige aftryk på tingene frem i ordene, som de gør det i Isbaks værker. Man får sådan lyst til at røre, sidde, slide på hans glatte værker. De sukker, stønner, hulker efter at blive berørt. De er som skabt til at blive slidt.
