0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når Haaest fortæller, bliver der stille

Journalisten og forfatteren Erik Haaest har aldrig været en del af det gode selskab. Det samme gælder de emner, han skriver om. Det er altid tabernes betændte historie, han fokuserer på. I 1970’erne var det de danske frivillige på Østfronten. I sin nye bog skriver han om de forhadte hipofolk, der var håndlangere for tyskerne i Danmark.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Uden at det er noget, man taler om, inddeler medierne groft sagt verden i to grupper.

Mennesker, som de fleste kender. Dem skriver medierne altid om.

Den anden gruppe er dem, som de færreste kender. Dem skriver medierne aldrig om.

Det er stort set alle os andre.

Og så findes der en tredje gruppe. Den er lille, og den er alt andet end eksklusiv. Det er gruppen med dem, alle kender eller har hørt om. Og som medierne alligevel ikke skriver om.

Gæt selv, hvilken gruppe Erik Haaest tilhører.

Haaest.

Vi har alle hørt navnet. Der ringer en klokke et eller andet sted, ikke sandt?

»Jeg ved godt, hvad folk tænker. Var der ikke noget med ham og noget nazi? Derfor starter jeg også alle mine foredrag – om det så handler om Anden Verdenskrig eller digteren P. Sørensen-Fugholm – med at fortælle om dengang, jeg som ung mand var officer i Tyskland«.

»Så kan du høre en knappenål falde, selv om der er gulvtæppe på. Man kan næsten høre folk sige: ’Nu indrømmer han det sgu’. Ja, siger jeg så, det var i 1957-58 i den danske kommando i Itzehoe. Det har sjældent noget med emnet at gøre, men på det tidspunkt har jeg fanget tilhørerne«, siger Erik Haaest.

Han var fem år gammel, da Anden Verdenskrig begyndte.

Det gode selskab
Vi sidder hjemme i hans lille rækkehus-lejlighed i Oure lidt uden for Svendborg. Mens ’Eviva Espana’ hopper muntert ud af musikanlægget, melder kukuret, at klokken slår hel. Fra sit lille hul peger kuk-kuk-fuglen direkte over på det traditionelle billede af en Skagensfisker.

Selv sidder Haaest ved spisebordet under kukuret og ryger sine små, brune Bellman Gold og drikker kaffe. Der skal meget kaffe til ’FAR’-kruset med de røde mariehøns, for der kommer rigtig mange ord ud af Erik Haaest. Den ene tanke tager den anden. Konstant associerer han fra sit liv i pressen til mennesker, han har mødt eller skrevet om. Fra Kaj Munks morder til Edderkoppen og dobbeltmordet på Peter Bangsvej. Ofte sker det i et krydsfelt, der omfatter bøgerne i reolen på stuevæggen. I reolen står omkring 200 bøger. De handler alle om ét bestemt emne – Anden Verdenskrig.

Det er derfor, vi sidder der. Fordi Erik Haaest har skrevet en bog om en gruppe, der kom rigtig skidt ud af Anden Verdenskrig. Det er første bind af i alt tre om en af de mest forhadte grupper fra besættelsestiden. Hipo’erne. HilfsPolizei. Danskere, der gik i tysk tjeneste. Blev tyske håndlangere. Nogle af dem, folk var parat til at tæve ihjel i de ophedede uger efter befrielsen. Hipo’erne, hvoraf mange blev idømt lange fængselsdomme, hvis de da ikke ligefrem blev dødsdømt og henrettet.

’Hipofolk’ hedder bogen. Titlen er valgt, så læserne ikke skal tro, det er historien om hele hipo. Men det er første gang, der kommer en egentlig bog om de personer, ingen har haft lyst til at røre med en ildtang. De er for betændte. For langt ude. Forkerte.

Ligesom Haaest selv.

Han er heller ikke selv en del af det gode selskab.

»Jeg er persona non grata«
Da han blev 60, fik han ganske få linjers fødselsdagsomtale her i avisen. Men Politiken skrev dog om ham, hvad mange andre ikke gjorde, selv om alle var klar over, hvem han var. Da han blev 70, var han forsvundet ud af listen. Jyllands-Posten var da en af de få af de store aviser, der noterede den runde dag. Kort. Meget kort. Ellers blev dagen markeret i medierne med larmende tavshed.

Erik Haaest slår ud med armene.

»Den kontroversielle forfatter. Det er altid sådan, de skriver. Jeg ved det da godt. Jeg er persona non grata. Jeg kommer aldrig til at lave noget, der er in på bjerget«, siger han.