Uden at det er noget, man taler om, inddeler medierne groft sagt verden i to grupper. Mennesker, som de fleste kender. Dem skriver medierne altid om. Den anden gruppe er dem, som de færreste kender. Dem skriver medierne aldrig om. Det er stort set alle os andre. Og så findes der en tredje gruppe. Den er lille, og den er alt andet end eksklusiv. Det er gruppen med dem, alle kender eller har hørt om. Og som medierne alligevel ikke skriver om. Gæt selv, hvilken gruppe Erik Haaest tilhører. Haaest. Vi har alle hørt navnet. Der ringer en klokke et eller andet sted, ikke sandt? »Jeg ved godt, hvad folk tænker. Var der ikke noget med ham og noget nazi? Derfor starter jeg også alle mine foredrag – om det så handler om Anden Verdenskrig eller digteren P. Sørensen-Fugholm – med at fortælle om dengang, jeg som ung mand var officer i Tyskland«. »Så kan du høre en knappenål falde, selv om der er gulvtæppe på. Man kan næsten høre folk sige: ’Nu indrømmer han det sgu’. Ja, siger jeg så, det var i 1957-58 i den danske kommando i Itzehoe. Det har sjældent noget med emnet at gøre, men på det tidspunkt har jeg fanget tilhørerne«, siger Erik Haaest. Han var fem år gammel, da Anden Verdenskrig begyndte. Det gode selskab Vi sidder hjemme i hans lille rækkehus-lejlighed i Oure lidt uden for Svendborg. Mens ’Eviva Espana’ hopper muntert ud af musikanlægget, melder kukuret, at klokken slår hel. Fra sit lille hul peger kuk-kuk-fuglen direkte over på det traditionelle billede af en Skagensfisker.

Selv sidder Haaest ved spisebordet under kukuret og ryger sine små, brune Bellman Gold og drikker kaffe. Der skal meget kaffe til ’FAR’-kruset med de røde mariehøns, for der kommer rigtig mange ord ud af Erik Haaest. Den ene tanke tager den anden. Konstant associerer han fra sit liv i pressen til mennesker, han har mødt eller skrevet om. Fra Kaj Munks morder til Edderkoppen og dobbeltmordet på Peter Bangsvej. Ofte sker det i et krydsfelt, der omfatter bøgerne i reolen på stuevæggen. I reolen står omkring 200 bøger. De handler alle om ét bestemt emne – Anden Verdenskrig. Det er derfor, vi sidder der. Fordi Erik Haaest har skrevet en bog om en gruppe, der kom rigtig skidt ud af Anden Verdenskrig. Det er første bind af i alt tre om en af de mest forhadte grupper fra besættelsestiden. Hipo’erne. HilfsPolizei. Danskere, der gik i tysk tjeneste. Blev tyske håndlangere. Nogle af dem, folk var parat til at tæve ihjel i de ophedede uger efter befrielsen. Hipo’erne, hvoraf mange blev idømt lange fængselsdomme, hvis de da ikke ligefrem blev dødsdømt og henrettet. ’Hipofolk’ hedder bogen. Titlen er valgt, så læserne ikke skal tro, det er historien om hele hipo. Men det er første gang, der kommer en egentlig bog om de personer, ingen har haft lyst til at røre med en ildtang. De er for betændte. For langt ude. Forkerte. Ligesom Haaest selv. Han er heller ikke selv en del af det gode selskab. »Jeg er persona non grata« Da han blev 60, fik han ganske få linjers fødselsdagsomtale her i avisen. Men Politiken skrev dog om ham, hvad mange andre ikke gjorde, selv om alle var klar over, hvem han var. Da han blev 70, var han forsvundet ud af listen. Jyllands-Posten var da en af de få af de store aviser, der noterede den runde dag. Kort. Meget kort. Ellers blev dagen markeret i medierne med larmende tavshed. Erik Haaest slår ud med armene. »Den kontroversielle forfatter. Det er altid sådan, de skriver. Jeg ved det da godt. Jeg er persona non grata. Jeg kommer aldrig til at lave noget, der er in på bjerget«, siger han. Rigtigt er det i hvert fald, at han indtil i dag ikke har gjort det i større omfang. Han har skrevet bøger om de danske østfrontfrivillige, blandt andet bogen ’Frontsvin’. Han har skrevet en bog om Sven Hazel, manden bag de udskældte krigsromaner, der er solgt i millionoplag verden over. Han har dyrket konspirationsteorier og skrevet bøger, hvor han har koblet Edderkoppesagen sammen med dobbeltmordet på Peter Bangsvej. Og været udgiver af Danske Tidende, der blev koblet sammen med Fremskridtspartiets strammerfløj i slutningen af 1970’erne. Eller han har dyrket den såkaldte Rostock-myte, hvor det er blevet hævdet, at udenrigsminister P. Munch i april 1940 på et møde i Rostock med Himmler nærmest aftalte, at tyskerne bare kunne rulle ind over Danmark få uger senere. Om Munch ligefrem har aftalt noget, tvivler Haaest på, men at der var lusk i foretagendet, ja, det er han ret sikker på. Har man hørt Haaests navn, er det formentlig sket i forbindelse med et eller flere af de ovennævnte emner. Hvad de færreste nok ved er, at han også har skrevet masser af sjove vers i aviser og blade under navnet Bror Janus, at han har skrevet revytekster og viser. Eller at han har lavet digtsamlinger. Tabernes skribent »En af dem var jeg nødt til at udgive under pseudonym, for folk kunne ikke få navnet Erik Haaest til at passe med en romantisk digtsamling. Den blev udgivet under navnet Erik H. Madum. Vi var endda nødt til selv at udgive den«, siger Haaest. Når han siger ’vi’, er det som regel livsledsagersken Gurli, han hentyder til. Det gør han tit. Hun har skrevet hundredvis af sider af fra domspapirer over hipofolk, så papirerne blev gjort søgbare på computer. Og hun har fulgt ham rundt i Danmark og resten af Europa i forsøget på at opspore samtlige medlemmer af hipo-korpsets brutale Lorenzen-gruppe, hvoraf kun ét medlem i dag lever. 22 medlemmer af Lorenzen-gruppen, hvoraf de første 20 får deres liv og ugerninger vendt i Haaests nye bog. De sidste to, gruppens leder Jørgen Lorenzen, får en hel bog for sig, og det samme gør hans elskerinde Anna Lund, der er på vej mod de 94. Hun er den eneste overlevende i gruppen. Begge to blev dødsdømt. Jørgen Lorenzen blev henrettet i 1949, mens Anna Lund blev benådet og løsladt i 1956. Det var Anna Lund, der satte Erik Haaest på sporet af historien om hipo. Ikke lige nu, men for en del år siden. Dengang arbejdede han på Ugens Rapport. På freelance-basis. Forinden havde han været på B.T. »Jeg har altid skrevet om taberne. Sociale tabere, kriminelle tabere. På Rapport skulle jeg finde noget, de andre ikke kunne. Jeg har altid sagt, at jeg blev sat til det, de andre ikke kunne, ville eller gad. Vindernes historie bliver jo altid skrevet«. Erik Haaest havde bl.a. en artikelserie, der hed ’De kom aldrig hjem’. Heri skrev han om danskere, der kæmpede for tyskerne på Østfronten. Eller om den danske modstandsmand Anders Lassen. Det var denne serie, der fik forlæggeren Evan Bogan til at foreslå Haaest at skrive en bog om Frikorps Danmark. De danske østfrontfrivillige. »Jeg blev udskreget til at være nazist, fordi jeg skrev om emnet. I dag kan du sgu dårligt finde en gymnasieelev, der ikke skriver opgave om danskere i tysk tjeneste eller om folk på Østfronten. Det er næsten blevet in at skrive om dem«, siger Erik Haaest. Han mener selv, han dengang brød et tabu ved at fortælle om Anden Verdenskrig set fra tabernes side. Historikeren Claus Bundgård Christensen fra RUC er tilbøjelig til at give ham ret. I hvert fald et stykke ad vejen. Sammen med Peter Scharff Smith og Niels Bo Poulsen har han skrevet den meget læste bog ’Under Hagekors og Dannebrog’, som også handler om de frivillige danskere ved Østfronten. Det var historikernes bud på denne fortælling. Haaest kom med journalistens fortælling – bare et par årtier tidligere. »Da han skrev sin trilogi i 1970’erne, ramte han utvivlsomt plet forstået på den måde, at historikerne på det tidspunkt slet ikke beskæftigede sig med området. Det var der flere grunde til. Dels havde man slet ikke taget fat på forræderhistorierne. Dels kunne man dengang ikke få adgang til arkiverne. For mig er der ingen tvivl om, at Erik Haaest har tæft for at finde tabubelagte emner, som ingen har villet røre. Det gælder blandt andet bøgerne om de Østfront-frivillige, som han tog fat på og interviewede, mens mange af dem stadig levede. Problemet med ham er imidlertid, at det er umuligt at se, hvornår de Østfront-frivillige fortæller, og hvor Haaests fantasi tager over. Som jeg ser det, havde han sin storhedstid i 1970’erne, men fra 1990’erne blev han overhalet af historikerne, fordi arkiverne blev åbnet«, siger Claus Bundgård Christensen. Erik Haaest ved godt, historikerne ser lidt skævt til ham. Og han er helt ligeglad. Selv synes han, historikernes bøger som regel er lumsk kedelige, og at deres væld af noter er med til at demontere enhver spænding. Ikke med på folks litteraturlister »Jeg bruger aldrig båndoptager, når jeg taler med folk. Hvis noget er værd at huske, så husker jeg det. Den regel lærte jeg af min gamle redaktør i Skjern. Hvis man ikke kan huske det, var det garanteret ligegyldigt. Når jeg skriver, bruger jeg heller aldrig litteraturlister. Min bog er baseret på 200 bøger, og når jeg har skrevet noter efter de første seks-syv bøger, gider jeg ikke mere. Jeg er aldrig med på folks litteraturlister. Heller ikke selv om de har skrevet mig af«, siger han. Det var historien om Anna Lund, der i vidt omfang var med til at sætte ham på sporet af historien om hipo og Lorenzen-gruppen. Haaest har kendt hende, siden han skrev en del af hendes historie i 1970’erne, og han har indimellem talt med hende om, at han gerne ville udgive en bog om hende. En betingelse fra Anna Lunds side har imidlertid altid været, at bogen først måtte blive en realitet, når hun engang var død. »Da hun fyldte 90, spurgte jeg hende, om det trods alt ikke ville være en ide, hvis jeg skrev bogen, mens hun stadig var levende. Det fik jeg lov til, og jeg fik desuden adgang til alle hendes dokumenter, papirer, fotos og gamle adresser«, fortæller Erik Haaest. På baggrund heraf skrev han siden hendes historie. En historie, som hun har læst og sagt god for. Men det bliver ikke den bog, som til sin tid bliver udgivet. »Da jeg skrev den første bog om hende, havde jeg ikke fået adgang til de offentlige arkiver, og da jeg fik det, kunne jeg se, at der var ting, hun havde fortrængt. Ting, der ikke passede. Jeg tror ikke, hun løj, men hun havde bildt sig selv noget ind. Det var fuldstændig det samme, da jeg skrev om Frikorpsfolkene. Også de havde fortrængninger. Sagen er, at Anna Lund har levet sit liv på en løgn, siden hun blev løsladt. Hun bliver snart 94 og har ikke mange år tilbage, og folk vil ikke kunne forstå, at hun har løjet for dem. Når bogen engang udkommer, kan jeg risikere, at den bliver mødt med larmende tavshed, men jeg kan også risikere, at der pludselig står tre pressefotografer, og det skal hun ikke udsættes for på det plejehjem, hvor hun er i dag. Derfor bliver bogen heller ikke udgivet, før hun er død«, siger Erik Haaest. En side af sagen Hans historie om Anna Lund minder på mange måder om den historie, der i sin tid var med til at sætte Peter Øvig Knudsen på sporet af historien om torturbødlen Birkedal. Dengang blev han kontaktet af en kvinde, der ønskede, at Øvig skulle rense hende, fordi hun selv mente at være offer for et justitsmord i retsopgøret efter befrielsen. Hun gav forfatteren adgang til alle papirer i arkiverne, og sagen var, at hun havde frygtelige ting på samvittigheden og var alt andet end uskyldig dømt. Af de officielle papirer om hipofolkene i Haaests bog fremgår det, at heller ikke Lorenzengruppen kan påstås at være uskyldig dømt. Overfald, drabsforsøg, likvideringer, røverier, mishandlinger. Gruppens medlemmer var med til lidt af hvert. Ti blev dødsdømt, og heraf nåede fire at blive henrettet. At det netop blev Erik Haaest, der kom til at fortælle historien om nogle af de mest brutale hipofolk, synes ikke at være en tilfældighed. Han var, som han selv siger, ved at blive lyst i band som nazi-sympatisør i 1970’erne, da han udtalte sig om netop danskerne, der lod sig hyre som tyske håndlangere i dette såkaldte hjælpepoliti. »Der må da kunne siges noget pænt om hipo«, sagde han. I dag, cirka 30 år senere, er det svært at finde ud af, om Haaest egentlig mener, der er noget pænt at sige om dem. Eller hvad han synes om dem, hipo’erne. »Det har jeg ingen mening om, for jeg kan ikke sætte mig ind i tiden. Du skal nok ikke skrive det her, for det bliver bare misforstået igen, men engang blev jeg spurgt, om jeg var nazist, og jeg svarede, at det havde jeg ingen anelse om«. Svarede du det? »Ja, det gjorde jeg da. Ved du, hvad det er at være nazist?«. Nej, men jeg ved godt, hvad jeg ville svare. »Hvorfor det? Du ved jo ikke, hvad det er. Jeg mener jo, at nazismen døde 30. april 1945 nede under jorden sammen med Hitler. Sådan er det. Men jeg blev spurgt om det, ligesom dengang jeg sagde, at der da måtte kunne siges noget positivt om hipo. Jeg ved heller ikke, om bogen kan opfattes, som om jeg siger noget positivt om dem, men det har ikke interesseret mig. Her må jeg igen vende tilbage til min gamle redaktør i Skjern, der sagde, at journalisten interesserer sig for, hvad der er sket eller hvad der skal ske. Lad redaktøren om at have en mening om det. Jeg fortæller, hvad der er sket, og så må folk mene om det, hvad de vil. Hvis jeg har en mening, så må det være, at når man nu har så travlt med ligestilling, så kan jeg ikke forstå, hvorfor de 400 stikkerlikvideringer ikke også skulle retsbehandles«, siger Erik Haaest. Men var de så landsforrædere? Et sted i ’Hipofolk’ skriver han, at han garanteret vil få på puklen for en bestemt passage i bogen. Her bringer han et uddrag af en beretning fra en torturkælder. Teksten er en erindring fra dagene omkring befrielsen i 1945, og i gengivelsen har Haaest sløret, hvem det egentlig er, der mishandler hvem. Først til allersidst går det op for læseren, at det er frihedskæmperne, der mishandler. »Jeg gør det helt bevidst for at vise, at tingene ikke er sort og hvidt«, siger Haaest. Personligt mener han, at tiden var gråmeleret. Udtrykket har han fra skuespilleren Preben Harris, som sidste år spillede med i Niels Brunses stykke ’Skyggen fra 44’. Det handler netop om en mand, der meldte sig til hipokorpset i krigens sidste tid og aldrig fik det sagt til sin familie. En mand, der gik ind i hipo, fordi han ville forsvare sit land mod en mulig kommunistisk besættelse. Bagefter levede han sit liv på en løgn eller fortrængning. »Nogen vil så spørge, om hipofolkene så var landsforrædere. Det skal jeg ikke tage stilling til. Min far sagde altid, at man ikke ved, hvem der er terrorister, og hvem der er frihedskæmpere, før man ved, hvem der har vundet krigen, og det er jo rigtigt«. Det kan godt opfattes sådan, at du relativerer det, hipoerne gjorde, når du kobler det sammen med, hvad modstandsfolkene lavede? »Jeg vil da godt sige, at jeg synes, det var nogle beskidte svin. Det synes jeg sgu. Men jeg har svært ved at se forskellen på at gå ind i noget af ideale grunde, og som siden viser sig at være noget skidt, og så dem der går ind i modstandsbevægelsen af ideale grunde og bagefter begår selvmord over, at de har været med til dit og dat. Hvis de havde haft god samvittighed, havde de jo ikke begået selvmord«, siger Erik Haaest. Dårlig smag i munden Netop relativeringen af hipoerne gav også en af de foreløbig få anmeldere af bogen dårlig smag i munden. I Berlingske Tidende skrev Bent Blüdnikow, at det var med ubehag, han læste bogen, fordi relativeringen af deres gerninger kun kunne opfattes som en hån mod de frihedskæmpere, de myrdede. Ifølge historikeren Claus Bundgård Christensen går denne tvetydighed igen i Haaests forfatterskab. »Han er på den ene side meget kritisk over for de Østfrontfrivillige og nazismen. På den anden side viderebringer han mange af deres myter og dyrker fascinationen af dem samtidig«, siger han. Da han udgav ’Under Hagekors og Dannebrog’ sammen med Peter Scharff Smith og Niels Bo Poulsen, kunne han se, at forrædertemaet havde stor fascinationskraft hos mange læsere. »Jeg tror ikke, det skyldes, at folk er højreradikale eller sværmer for den slags. Det er snarere en fascination og en helt grundlæggende interesse i, hvad der drev folk over i landsforræderiet. Det var også det, der i sin tid satte os selv i gang«, siger Claus Bundgaard Christensen. De senere år er besættelsesårene igen blevet vendt og drejet af både unge og ældre historikere. I 1998 skrev RUC-historikerne Claus Bryld og Anette Warring om ’Besættelsestiden som kollektiv erindring’, og også de gav såvel Erik Haaest som ’taberne’ nogle ord med på vejen. De skrev bl.a. om Haaest, at det var ham, der i bladet Nationaltidende. Nyrevision i 1976 afslørede, at SF-formanden Gert Petersen som ung var med i den nazistiske ungdomsbevægelse. Det var dengang, Haaests blad kaldte sig et kampblad for hensynsløs opklaring af Danmarks nye historie. »Haaests program for åbning af den danske stats arkiver og ’hensynsløs’ historieskrivning var utvivlsomt ærligt ment, men den måde, han analyserede kilderne på, og manglen på egentlige nyheder i hans opklaringsarbejde – kombineret med et ambivalent syn på nazismen og dens repræsentanter i fortid og nutid – bevirkede, at bladene og dokumentationerne ikke var de sensationer, han tilsyneladende selv anså dem for at være«, skrev Warring og Bryld. Men ligesom Haaest fandt de, der var grund til at se på dem, der var på den ’forkerte’ side i krigen. »I dag ville de fleste forskere trods fundamental politisk uenighed formentlig ønske, at tabernes stemmer havde været flere og stærkere. Besættelsestiden med dens alvorlige politiske og eksistentielle valgsituationer, herunder danskernes aktiviteter på fronterne, ville bedre kunne belyses, og der ville have været mere at lære for eftertiden«, skrev de. Erik Haaest selv siger, at når han bliver ved med at interessere sig for Anden Verdenskrig – selv om han egentlig havde lovet sig selv, at nu var det slut – så skyldes det, at perioden er fyldt med gode historier. Historier med menneskelige dramaer. »I 15 år skrev jeg ikke en bog, for i den periode fik vi børn, og det skulle altså ikke gå ud over dem. ’Din far er nazi’. Jeg kunne lige høre det«.