15. maj 1871 skrev 17-årige Arthur Rimbaud et brev til Paul Demeny, der senere er blevet legendarisk som ’seer-brevet’. Der står tre vigtige ting. Først, at »Le Poète se fait voyant par un long, immense et raisonné dérèreglement de tous les sens«, altså at digteren skal gør sig seende i kraft af en intens omkalfatring af hele sit sanseapparat; dernæst kræver Rimbaud, at digteren skal frembringe noget nyt, »demandons au poète du nouveau«; og endelig får Rimbaud også skudt ind, at Charles Baudelaire »est le premier voyant, roi des poètes, un vrai Dieu« (»er den første seende, digternes konge, en sand Gud«). Med dette brev indledte Rimbaud en veritabel revolution på digtningens område, en revolution, der affødte strålelinjer langt ind i det tyvende århundrede.
Gnistrende mesterværker
Arthur Rimbaud (1854-1891) var tidligt et vidunderbarn, der blev præmieret for sine latinske vers, men hurtigt brød med alle klassiske rimformer, eksploderede som en komet, tog til Paris og indledte det højspændte forhold til den ti år ældre digter Paul Verlaine (hvis syttenårige kone netop havde født ham en søn), et forhold der på samme tid kulminerede og slukkede med Verlaines pistolskud mod Rimbauds håndled.
På tre-fire år, fra han var seksten til tyve, frembragte Rimbaud sine gnistrende mesterværker, ’En sæson i helvede’, ’Den fordrukne båd’, ’Illuminationer’ og små sorte diamanter som ’Le dormeur du val’ og ’Marine’. Derefter afbrød han brat sin karriere som digter, var på afdrift rundt i Europa, endte i Afrika som bl.a. slavehandler, og døde i Marseilles som 37-årig, formentlig af kræft i knæet. Dermed skabte Rimbaud to ting på samme tid: et værk og en myte.
I dag skal det gælde værket, for 85-årige Erik Knudsen har på imponerende vis gendigtet Rimbauds prosadigte ’Illuminationer’ – 42 korte tekster, der med lapidariske titler som ’Antik’, ’Fraser’, ’Byer’, ’Til salg’, ’Krig’ og ’Demokrati’ indstifter et sitrende, neobarokt digtunivers.
Bizart og opsigtsvækkende lys Rent litteraturhistorisk placerer teksterne sig mellem en næsten studentikos postromantisme, der vrimler med apostrofiske udråb som ’O!’, og en forkærlighed for global eksotisme i form af asiatiske og mellemøstlige figurer og steder, alt næret på en arv, der lugter af f.eks. Chateaubriands og Victor Hugos mørke højromantik.
