Så drypper det igen ind fra ovenlysvinduet i vort hjemmebibliotek, men skidt. Folk har været udsat for det, der er værre. Tænk blot på fortidens heroiske polarrejsende! Særligt i årene omkring år 1900 udviskede de langsomt, men sikkert de hvide pletter på landkortet ved hjælp af ski, slæder, koner der ventede derhjemme i årevis - og bøger! Som det vil være vor læser bekendt, slog vi i sidste uge fast, at folk læser mere i koldere egne end i sydlige. For nu ikke at nogen skal tro, at Bibliopaten er en slags lommefilosof, der tillader sig at slutte fra egne iagttagelser (i Tromsø, hvor han sommerferierede) til tingenes almene tilstand, skal vi i denne uge se nærmere på den måde, som bøger indgik i den norske nationalhelt Fritjof Nansens berømte færd med skibet 'Fram' fra 1893-96. Vor læser bør forestille sig, at han på andet år deler liv sammen med 10 andre langskæggede rejsende om bord på et lille skib, der er frosset fast i isen. Her er det, litteraturen kommer ind i billedet. Hør bare, hvad Nansen skrev i 'Fram over Polarhavet', hans store ekspeditionsberetning, der blev en bestseller: »Efter aftensmaden blev salonen forvandlet til en tavs læseklub. Det værdifulde bibliotek, som gavmilde forlæggere og venner af ekspeditionen havde beriget os med, var i flittig og uafbrudt brug. Hvis de ædle givere havde kunnet se os, når vi sad ved bordet med hovederne begravet i bøger og billedværker, og de havde kunnet fatte, hvor uvurderlige disse ledsagere var for os, så ville de have fået en dejlig følelse af at have gjort en stor velgerning, de forvandlede vores Fram til en frugtbar oase i den store isørken«. Ud over at læse skrev alle også dagbog, ja, Nansen skriver om 'dagbogsfabrikken', som sysselsætter alle mand om bord. Selv blev Nansen mere og mere rastløs. I sine mere deprimerede perioder fik han fornyet mod af at »fordybe sig i indernes videnskab og lykkelige tro på transcendentale kræfter, på sjælens overnaturlige evne efter døden. Åh, havde man dog bare sådanne kræfter, at man kunne sætte vindene i gang med at blæse fra syd!«. Et andet sted skriver han: »Bare jeg åbner en bog, så finder jeg noget, som bærer tankerne mod livet og hjemmet, alt er minder og billederne derhjemmefra stiger frem så vemodigt smukke«. Skibets læge var lidt af en altmuligmand, men han kedede sig, fordi ingen var syge. Han forsøgte selv at anlægge sig en hovedpine, men han kunne ikke få den til at vare mere end en halv nat. I stedet for at kurere patienter udgav han en avis (!), ligesom han åbnede et bogbinderi, der reparerede de mest medtagne bøger i 'Fram's bibliotek. Lægen havde også et fotografisk atelier. Frygten for ildebrand om bord på træskibet var stor. Alle dagbøger og journaler var placeret i blikkasser på gulvet, så de hurtigt kunne blive båret ud på isen, hvis katastrofen skete. Tiden om bord blev i øvrigt også slået ihjel ved, at de rejsende lavede håndskrevne kopier af dagbøgerne og journalerne. Det er ikke svært at forestille sig, hvor ensformigt det kan blive at sidde fast i isen i så lang tid. Besætningen på 'Fram' havde mad og tobak nok, de frøs ikke, men de var ved at blive vanvittige af lediggangen - den nærmeste kvinde var i parentes bemærket tusinder af kilometer borte - og der var ikke noget nyt at skrive om i dagbøgerne. »Hvorfor skriver jeg igen? Hvad har jeg at betro disse sider? Intet andet end den ubændige længsel hjem, ud af denne ensformighed. Den ene dag er magen til den anden«, skriver Nansen. På et tidspunkt fik han nok, han besluttede sig for sammen med vor helt Hjalmar Johansen at begive sig af sted på hundeslæde. De nåede til 86*14' nordlig bredde, længere mod nord end nogen nutidige opdagelsesrejsende tidligere havde været, men inden måtte de gennem de frygteligste strabadser. På et tidspunkt var de på grund af kulden tvunget til at opholde sig i en lille hule i tre kvart år! Beskidte, fedtede, fulde af lus og prisgivet hinandens ikke altid muntre selskab måtte de lade tiden gå sin gang. Nansen skriver: »Her ligger jeg gigtbruden. Det er en ejendommelig tilværelse at ligge i en hytte en hel vinter uden at have noget at tage sig til. Hvor vi dog længes efter en bog! Vi kunne have ligget og fantaseret for hinanden om, hvor hyggeligt dette liv i grunden ville være, hvis vi bare havde haft noget at læse i«. »Det lidt læselige, som fandtes i vores navigationstabeller og almanakken, havde jeg læst så mange gange, at jeg vel på det nærmeste kunne det udenad, både det om det norske kongehus og regler for skinsyge druknede. Alligevel var det hyggeligt bare at se synet af disse bøger: synet af trykte bogstaver gav en følelsen af, at der endnu var lidt af et civiliseret menneske tilbage i en«. Så vidt Nansen, der til fulde må siges at bekræfte vor tese om, at der skal bøger til, hvis man opholder sig længe i de nordlige egne. Når Nansen og Johansen ikke frøs ihjel, skyldtes dog ikke de bøger, som de manglede så frygteligt på tomandsfærden, men Johansens dobbeltsovepose af ulveskind. Mere om den i næste uge. Quiz: »Den epoke, der blev vor, er hovedsagelig tragisk. Derfor vægrer vi os ved at tage den tragisk. Stormfloden har været over os, vi står mellem ruinerne, vi er begyndt at bygge nye, små boliger og nære nye små håb«. Første sætning i hvilken engelsk roman? bibliopaten@pol.dk