Da republikaneren George W. Bush mødte demokraternes Al Gore ved det amerikanske præsidentvalg i 2000, søgte han på vanlig skælmsk og letbenet facon at gøre sig lystig over sin manglende intellektuelle pondus i forhold til sin belæste modkandidat. »Al og jeg minder i grunden meget om hinanden«, sagde Bush. »Han har skrevet en bog, og jeg har læst én«. En sådan selvironisk vittighed ville have været politisk selvmord i Frankrig. Her spøger man nemlig hverken med bøger, litterært vid eller sproglige kundskaber. Især ikke hvis man er politiker. Tværtimod.
Enorme mængder af bøger
For mens den danske og angelsaksiske tradition som regel byder politikerne at affærdige deres memoirer, når karrieren går på hæld (med Anders Foghs 'Fra velfærdsstat til minimalstat' og Naser Khaders 'Khader.dk' som nævneværdige undtagelser), er det i Frankrig nærmest et uskrevet krav, at enhver politiker bør affatte ikke ét, men flere værker samtidig med sit politiske virke for at sætte skub i karrieren.
En af årsagerne er, at beherskelsen af det franske sprog og ikke mindst det skrevne af den franske politiske elite altid er blevet betragtet som en ufravigelig forudsætning for at bestride et højtstående politisk embede. For overhovedet at gøre sig forhåbninger om at fylde noget i den demokratiske debat, er det de rigeur 'at være blevet udgivet'.
Ikke mindst hvis penneførerens mål er Élysée Palæets forgyldte præsidentgemakker. Derfor er det næppe overraskende, at de mange selvproklamerede kandidater til næste års præsidentvalg for længst er begyndt at sprøjte talrige bind ud.
Ikke mindst fra den socialistiske opposition. For eftersom alle i partiet uden blusel anser sig selv som den bedst egnede kandidat til posten, vælter bøgerne ud i et antal, så det ville kræve flere måneders intense studier at fordøje alle værkerne.
Bøger fra højre og venstre
Allerede sidste oktober meldte tidligere premierminister Lionel Jospin sig med bogen 'Le Monde comme je le vois' (verden som jeg ser den), stærkt efterfulgt i april i år af tidligere undervisningsminister Jack Lang med titlen 'Vaincre le chômage' (at besejre arbejdsløsheden). Men også socialistpartiets førstesekretær, François Hollande, og den forhenværende finansminister Dominique Strauss-Kahn bød sig til i maj med bøger om deres politiske visioner ('Devoirs de vérité' og '365 Jours') .
Også på højrefløjen får de politiske ambitioner boghandlernes hylder til at bugne.
Forsvarsminister Michèle Alliot-Marie udgav således allerede sidste efterår en bog om sine politiske ambitioner ('Le chène qu'on relève') og tredje bind i en mere esoterisk serie om hangarskibet 'Charles de Gaulle'.
Og indenrigsminister Nicolas Sarkozy, der ligner højrefløjens absolut bedste bud på en stemmesluger, benyttede juli måneds lummerhede til at slå til og sende sit seneste politiske værk 'Témoignage' (vidnesbyrd) på markedet.
Bogen er en personlig skildring af hans opvækst som barn af ungarske indvandrere, der munder ud i en småselvrosende fortælling om, hvordan han trodsede tyngden fra sit fremmedklingende navn og de manglende forbindelser til det politiske liv og lod sin passion for handlekraft og sit ønske om at forandre verden drive værket. Men den er også en opsang til et Frankrig, der ofte glemmer at tro på sig selv og i stedet synker hen i et mentalt hængedynd af selvflagellerende navlepilleri.
Sælger godt
Det mest overraskende ved de mange politiske udgivelser er imidlertid ikke, at der er så mange af dem, men at de sælger. Og tilmed rigtig godt.
Selv om den blev udgivet midt i sommerferien røg Sarkozys bog således direkte ind på samtlige bestsellerlister og solgte allerede i den første uge over 55.000 eksemplarer til trods for sine 285 uillustrerede sider.
Nu er den på vej i sjette oplag med over 275.000 trykte eksemplarer.
»Folk har tilsyneladende lyst til at lære ham bedre at kende. At læse en personlig bog, om hvordan han fungerer og tænker. Hvor han lægger kortene på bordet«, lyder det fra forlæggeren, der medgiver at være overrasket over, hvor godt bogen sælger.
Men det stopper langtfra ved politikernes egne skriblerier.
Franskerne læser politisk litteratur
Bøgerne om Frankrigs for tiden to mest populære politiske personligheder dominerer således også det litterære landskab. Således er der alene i det seneste halve års tid udgivet 10 bøger om fænomenet Nicolas Sarkozy, ligesom socialisternes uerklærede storfavorit Ségolène Royal er hovedperson i et lignende antal værker med titler som 'Ségolène Royal décryptée de A à Z', 'Les deux visages de Madame Royal' og 'Ségolène et les éléphants', der beskriver den kvindelige politiske komets genvordigheder i et parti befolket af udtjente socialistiske ronkedorer.
Og læserne hænger tilsyneladende på. Ikke færre end 36 procent af franskmændene hævder at læse politisk litteratur, så mon ikke at også Ségolènes egen og med spænding imødesete bog 'Désirs d'avenir' (ønsker for fremtiden) ryger endnu højere op på hitlisten?
Det forventer i hvert fald boghandlerne. Ikke mindst fordi Ségolène Royal har mange blanke og lidet beskrevne pletter på sit politiske landkort.
Til gengæld må læserne vente en stund på hendes bog, idet Royal både vil indarbejde borgernes reaktionerne på hendes egen blog og udpegningen i november af partiets hovedkandidat til præsidentvalget.
Ingen garanti
Spørgsmålet er imidlertid, om man kan aflæse en mulig vinder på antallet af læsere eller udgivelser. For selv om landsfaderskikkelser som Charles de Gaulle og François Mitterrand ivrigt lod blækket flyde, er en omfangsrig bibliografi næppe nogen garanti for en plads på præsidentposten.
Således har alle da også for længst afskrevet premierminister Dominique de Villepin i kapløbet til den øverste politiske post til trods for hans ellers særdeles produktive forfatterskab, der indbefatter syv bøger, to digtsamlinger og et større opus i form af en hyldest til Napoléon Bonaparte.
Omvendt har Jacques Chirac - der i hele sin karriere kun har lagt navn til fem titler og hellere smutter på strandferie end i blækhuset - haft held til at holde sig ved magten i over 11 år.
