Når man her i sommeren 2006 genlæser den australsk-engelske feministiske debattør Germaine Greers 36 år gamle bestseller 'Den kvindelige eunuk', bliver man først og fremmest slået af, hvor elendigt den er oversat. Det skulle tydeligvis gå stærkt - 'The Female Eunuch' vakte postyr, da den udkom i 1970, og forlaget Rhodos har vel tænkt, at den ikke skulle være forbeholdt de privilegerede borgerbørn, der læste engelsk. Så 'Den kvindelige eunuk' udkom på dansk allerede året efter. Aggressiv og sarkastisk Germaine Greer har i flere omgange været universitetslærer i engelsk, og de danske oversættere kan ikke hamle op med hverken hendes sprog eller hendes litterære dannelse ... i hvert fald ikke i den fart, de åbenbart havde på. Det gør stedvis den danske version til en sproglig prøvelse at komme igennem, og denne læser blev ufrivilligt mindet om det formidlingsmæssigt katastrofale, kødløse og kluntede træmandssprog, debatten blev ført på i halvfjerdserne - tolerancen over for det var latterligt høj, og der var alt i alt noget 'Kejserens nye klæder' over det. Det er der bestemt ikke over Greer selv: Hun er aggressiv og sarkastisk og ikke særlig imødekommende som person (har selv haft fornøjelsen af en frokost, hvor vi - endelig! - mødtes i fælles begejstring for Dame Edna), men hun ser klart trods harmen og advarer i 'Den kvindelige eunuk' mod de farer, der truer en indskrænket 'os mod dem'-mentalitet. Med Germaine Greer er man i selskab med en klarhjernet, vidende og ægte intellektuel, der ikke deponerer sin humanisme hos vreden. En social katastrofe Mange af pointerne i 'Den kvindelige eunuk' - f.eks. om at være kønsobjekt - er i dag almindelig viden selv for fjantede skolepiger, og hurra for det! At pille triviallitteratur fra hinanden, som Greer gør det, er forhåbentlig stadig normalpensum i gymnasiet. Og hvad angår privatlivets forhold mellem kønnene, har meget ændret sig. Den totalt afhængige, hjemmegående hustru uden andet indhold i livet end at holde på forsørgeren, passe hjemmet og socialisere, hhv. sætte sig på sine børn var i 1970 stadig den mest almindelige kvinderolle og karrieremulighed. Den stemples af Greer som et historisk udartet levn, og den er vist også uddød - trods visse naive og historieløse romantikeres ønske om at genoplive den. Men Greers bog er fra en tid, hvor skilsmisse var ikke kun en privat, men en social katastrofe - vel nærmest som at blive arbejdsløs i dag. Dette lyder heldigvis også historisk: »På samme måde som nationen ikke har råd til at betale lige løn for lige arbejde, så har den heller ikke råd til at løskøbe kvinder fra ægteskabets økonomiske feudalisme«. Greer foreslår en slags national forsikring for de kvinder, som »bliver skilt« (eller selv går, må man formode?). Det forslag er tiden nok løbet fra - nu har vi brug for konstruktive forslag til, hvordan man afværger det grundskud, skilsmisserne giver de arme børn. Et undertrykt menneske kan ikke elske Greer forudsiger den borgerlige patriarkalske families død - arbejderfamilier var aldrig så patriarkalske, påpeger hun overbevisende - og trods en næsten naturstridig sejlivethed er det vel bemeldte families dødskramper, vi er vidne til i disse år. Kernefamilien er en karikatur af et fællesskab, og stammefamilien er ganske vist et sammenhold, der kan byde statskontrol og krav om arbejdskraftens mobilitet trods, men den er anakronistisk og ikke økonomisk levedygtig, skriver Greer. Skolegang gjorde indtil for nylig (men vist desværre ikke længere) børn mere belæste end deres forældre. Det skabte fremmedhed i familien. Nu gælder det nok kun i en vis type indvandrerfamilier. Hvad ville Greer mon sige til deres vej fra feudalismen til kapitalismen? Humanisten Greer holder fast i, hvad et helt andet temperament, nemlig Proust, også har vist: Et undertrykt menneske kan ikke elske. Det har ikke generøsiteten til det. Og nu, hvor selvrealisation på grund af begrebets kommercielle misbrug har fået et dårligt ry, er det ikke overflødigt at blive mindet om, at et 'selvrealiseret' menneske har en sund virkelighedsopfattelse og ikke har det behov for at udnytte eller blive udnyttet, som kendetegner et sygt forhold mellem kønnene. Tidens universalløsning Greer forudser, at det er en blindgyde at stræbe efter lige muligheder inden for status quo: Det vil jo bare give kvinder adgang til mændenes verden af mavesår og slagtilfælde. Og det går som en rød tråd gennem hendes feminisme, at det ikke så meget er menneskene som samfundsforholdene, der skal laves om. De gør nemlig de to køn til soldater i hver sin fjendtlige hær - selv om de ligesom soldater er ret ens under uniformen. Germaine Greer går i bogen ikke så vidt som til at kalde kønnet en konstruktion - den påstand hører en senere tid til. Da det er forholdene, de to køn lever sammen under, der skal ændres radikalt, kommer tidens universalløsning ind i billedet: det socialistiske samfund, som man endnu i 1970 havde store forventninger til. (Greer har dog ikke - i modsætning til mange andre - illusioner om kvinders stilling i landet for den gennemførte socialisme, Sovjetunionen). Vagina som spytbakke Og da det ikke er menneskene, der skal laves om, er Greer naturligvis skeptisk over for terapeutiske forsøg på tilpasning. Hun er kritisk over for Freud, men tydeligvis fortrolig med ham, og kritikken er respektfuld. Ikke desto mindre kalder hun psykoanalysen »den mest obskøne intime kontakt af alle« og påpeger skævheden i, at kontakten ikke også er fysisk. Men fysisk kontakt er problematisk, så længe der er så meget had og selvhad (og i 1970 stadig skam og uvidenhed) i vores forhold til egen og det andet køns krop. Den freudianske penismisundelse, som - husk det nu! - ikke retter sig mod dimsen selv, men mod de privilegier, den har givet, modsvares af et anderledes konkret kussehad med udslag i den lemlæstelse, som kvindelig omskæring er (i modsætning til mandlig ditto). Og så længe vagina af nogle mænd ('fra de varme lande', går vi ud fra) betragtes som en slags spytbakke for deres udtømning, er vi langt fra ligeværdig fysisk kontakt. Men lige det problem tror jeg ikke, at moderne danske kvinder har. Stadig aktuel Kan man således i mange tilfælde læne sig tilbage og synes, at Greers beskrivelser af parforholdet til dels er historiske, så er andre af hendes analyser stadig pinligt og pinagtigt aktuelle. At hun spåede forbrugerkulturens snarlige død, var mildt sagt optimistisk. Kvinder er stadig dens ypperstepræster og ydmyge tjenere, og hvad værre er, har de også fået mændene med. Og så er der lige det, der med et så rammende ord hedder 'arbejdsmarkedet'. Her har næsten intet ændret sig siden 1970, og det virker særlig chokerende, fordi de private kønsroller fra 1970 i dag virker så antikverede. Her i 2006 er kvinder stadig i vid udstrækning håndlangere og vandbærere for mænd. Det er jo stadig - se jer omkring - kvinder, der er sekretærer, og det er dem, der skal styrke den mandlige mellemleders ego og dække over hans fejl, svigt og dårlige sprogkundskaber. Så jo, 'Den kvindelige eunuk' er stadig aktuel. Men læs den på engelsk, indtil en bedre oversættelse foreligger.