En lille storm i et meget stort glas vand. Sådan kunne man karakterisere mudderkastningen mellem de to litterære koryfæer og gamle Cambridge-studiekammerater Salman Rushdie og Germaine Greer i en sag, der minder om Danmarks Muhammedkrise. Sagen kort: Et mindretal i et bengali-domineret immigrantsamfund i London følte sig uskønt skildret i en bog og ville derfor fysisk forhindre dens filmatisering. Bogen er debutanten Monica Alis bestseller og Booker pris-nominerede 'Brick Lane' fra 2003. Den handler om en kvinde der kommer fra Bangladesh til England til et arrangeret ægteskab med en mand, som hun siden forlader. Filmen er et lavbudgetprojekt fra Ruby Films, som nu har henlagt optagelserne til et andet sted. Angiveligt efter råd fra politiet, som advarede om voldelige protester fra Brick Lane-beboernes side. Accept af boykot I en artikel i dagbladet The Guardian 24. juli skrev den australsk-fødte feministiske forfatter og universitetslærer Germaine Greer (forfatter til bl.a. 'Den kvindelige eunuk' og 'Sex og skæbne'), at lokalsamfundet havde den moralske ret til at jage filmselskabet væk fra Brick Lane. Men at det ikke kunne beklage sig, hvis man optog filmen et andet sted og kaldte det sted 'Brick Lane'. Der er ifølge Greer kun ét middel til rådighed, hvis ens virkelighed er blevet genbrugt af en forfatter eller filmmager, og det er at skrive sin egen roman eller lave sin egen film - og acceptere at blive boykottet. »Det gør ondt at blive skildret fordrejet, men der findes ikke ufordrejede skildringer«, skriver Greer og påpeger, at folk fra Londons East End ikke ser tv-serien 'Eastenders', fordi de ikke genkender sig selv. De ser Coronation Street. Og derfor skal Brick Lanes beboere undlade at læse eller se 'Brick Lane'. (At dømme efter myterne om bogens - og filmens - indhold, har de færreste modstandere faktisk læst den.) Fordomme bekræftes Greer er ikke imponeret af graden af Alis autoritet som bangladesher - hun hævder at Ali har glemt bengali og har en engelsk synsvinkel. Ali har ifølge Greer heller ikke bekymret sig om, at romanens handling kunne virke eksotisk (»outlandish«) på Brick Lanes virkelige beboere. Men hun anfægter ikke Alis ret til at skrive sin bog, som hun har gjort. Målet for Greers sarkasme er de briter, der »kun ved lidt og bekymrer sig endnu mindre« om deres medborgere fra Bangladesh. Derfor bliver den første skildring af dem i en engelsk roman en »definerende karikatur«. Og Ali kommer med sit bengalske, muslimske navn til at bekræfte de indfødte engelske læseres eksisterende fordomme. Pro-censur-ævl Så kom en gammel fjende på banen - af en størrelse og polemisk stringens, der kan matche Greers: Salman Rushdie. De tos fjendskab går 15 år tilbage og er en blanding af privat og politik: I 1989, da Rushdie var udsat for det iranske præstestyres fatwa og truet på livet, havde Greer ikke lyst til at gå i brechen for ham. Hvad han var ude for, var ikke værre end hvad enhver kunstner skulle være parat til, mente hun angiveligt dengang. I et læserbrev i The Guardian fem dage efter Greers artikel skrev Rushdie, at den var et en mærkelig blanding af uvidenhed og »pro-censur-ævl«. »Nej folk har ikke 'moralsk ret' til at hindre en film i at blive lavet, bare fordi de på forhånd har besluttet at de ikke vil kunne lide den«, modsiger Rushdie med omhyggelig fortielse af Greers modifikation. Han fortsætter, at Greers »støtte til angrebet på dette filmprojekt er spidsborgerligt, farisæisk og skændigt, men ikke uventet«. Og så minder Rushdie om Greers manglende støtte til ham under fatwaen og citerer hende for at kalde ham »megaloman« og »englænder med mørk hud« og altså ikke 'rigtig' inder - ligesom Monica Ali ikke er 'rigtig' bengali. »Dobbelt racisme« kalder Rushdie dette med karakteristisk - og polemisk - skarpsyn. Stedfortrædende censor Imens litteraterne udvekslede giftigheder, gik virkeligheden ret udramatisk videre: Det viste sig i søndags, at demonstrationen mod filmen og bogen i Brick Lane, kun samlede to kvinder og 70 ældre mænd, bogbrænding blev ikke aktuel, og ret få lokale interesserede sig for problemet. Politiet, som ellers villigt har lyttet til de protesterendes talsmand, nægtede samme dag, at det havde advaret filmholdet mod at optage i Brick Lane. I så fald ville det også have ladet de protesterende optræde som 'stedfortrædende censor'. Som forfattersammenslutningen PEN udtrykker det: »En samfundsgruppes forsøg på censur, der ikke forhindres af staten, er i praksis statens censur«. Brick Lanes beboere stammer fra Bangladesh - ligesom Monica Ali. Grundene til protesterne mod filmen (som altså er til at overse) angives som forskellige. Germaine Greer skrev i sin ovenfor citerede artikel (The Guardian, 24.7.), at de bengalske muslimer i forvejen har ry for at tage lidt let på islams forskrifter, og at skildringen i Alis bog stillede dem i et dårligt lys i det islamiske bagland. Andre angiver grunden til at være de forretningsdrivendes bekymring for om kunderne bliver skræmt væk. Og især de beboere, der kommer fra Sylhet i det nordøstlige Bangladesh, følte sig angiveligt skildret som uvidende og beskidte. Og så er der lige kønsrollerne ... Hån, spot og latterliggørelse Rushdie har opfordret »alle dem der har overreageret i denne sag«, både politiet, filmselskabet, medierne og »censurvennen« Germaine Greer, til at »indrømme deres fejltagelser, så filmen kan laves, og vi kan komme videre«. Tilbage står, om mediernes sjuskede og sensationslystne behandling af sagen kunne have pustet en lille, sekterisk ild op til en social og etnisk konflikt. Det store spørgsmål er imidlertid (igen) om en samfundsgruppe, stor eller lille, magtfuld eller ej, skal kunne bestemme over, hvordan andre mennesker opfatter og skildrer den. (F.eks. hvordan det ene køn skildrer det andet eller byboer skildrer landmænd.) Med de midler, der står til den pågældende gruppes rådighed. Fra afbrændinger af bøger og hærværk mod biografer til fængsel og drab. Og igen: hvor meget »hån, spot og latterliggørelse« man skal udsætte en svag gruppe for, der kun har sin selvdefinerede selvrespekt at lune sig ved? Og hvem skal bestemme, hvem der er 'svag' og således har ret til at føle sig som offer? Og igen-igen: skal kunstneres udtryksfrihed forvaltes af diverse samfundsgrupper med ømme tæer?