For visse forfattere sker det, at de opnår større opmærksomhed, end deres egentlige talent berettiger dem til, og Jørgen Leth er et godt eksempel. I efteråret 2005 udgav han erindringsbogen 'Det uperfekte menneske', der skabte en enorm debat, desværre præget af en særdeles misvisende idé om, hvad der gjorde bogen interessant. Kritikken af erindringerne udviklede sig til et hysterisk feministisk korstog på grund af Jørgen Leths beskrivelse af sit forhold til en 17-årig pige på Haiti samt sin store fascination af magtbalancen mellem den rige hvide mand og den sorte kvinde. Der er mange gode grunde til at blive forarget over Jørgen Leths person, men de har ikke noget at gøre med hans kvinder på Haiti, eftersom ingen af os har noget som helst grundlag for at bedømme deres situation. Hul poesi Til gengæld rummer 'Det uperfekte menneske' et portræt af en mand, der både frastøder og vækker til medlidenhed, og specielt det sidste føler man igen, når man læser Jørgen Leths seneste digtsamling fra dette forår, 'Det gør ikke noget'. Begge steder møder vi den store narcissist, der hver eneste dag lever med den forbandelse, at han om og om igen må søge adspredelse og selvbekræftelse. Jørgen Leth er en rendyrket æstetiker, hvilket ikke blot gør ham til en ligefrem manisk livsnyder - det betyder også, at hans skriftlige udtryk hurtigt når sin begrænsning. Både i erindringerne og i digtene er Jørgen Leths sprog baseret på udvendige iagttagelser, der sjældent bliver til mere end netop det. Han magter ikke for alvor at analysere sine egne observationer, og derfor ender Jørgen Leths formuleringer ofte som hul poesi. Dette var i udpræget grad også tilfældet, da han fungerede som cykelkommentator på TV 2, for mens Jørgen Leth som få mestrer den teatralske form, kan han ikke nå ind bag den. Overgivelse til sanserne »Jeg er ikke klog. Jeg ved ingenting. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få fat«, skriver han i digtet 'Brand', og mens dette selvsagt er kunstneren, der koketterer med sin egen eksistentielle søgen, udgør det samtidig et billede på hans problem som skribent. Jørgen Leth er nemlig ikke særlig analytisk klog, for han er et udpræget sansemenneske, der i desperat grad blot ønsker at overgive sig til øjeblikket. Det ene efter det andet. Derfor virker mange af digtene i 'Det gør ikke noget' som golde beskrivelser af tilstande, der ofte ender i den samme erkendelse af, at jeg ingenting er, og at det sådan set også er o.k. Grundstemningen er resignation, som det nødvendigvis må blive i det lange løb for en mand, der hele sit liv har søgt det sublime, og som gang på gang har måttet sande, at ekstasen heller ikke denne gang kunne udfylde tomrummet indeni. Den æstetiske druknedød Netop derfor - fordi Jørgen Leth har kronisk åndenød i eget narcissistisk kviksand - er han et interessant fænomen, og desto mere ærgerligt var det, at modtagelsen af 'Det uperfekte menneske' sidste år blev styret af den forkerte forargelse. Der findes nemlig en yderst meningsfuld forargelse i mødet med Jørgen Leth, for han er det amoralske og selvcentrerede individ i fremskreden form. Han er den uhelbredelige levemand, der insisterer på at opløse den etiske dimension, fordi han i jagten på egen selvforglemmelse gennem mad, vin, musik, kunst, sport og kvinder ikke kan bære tanken om, at et menneske af og til må lægge bånd på egne tilbøjeligheder. Derfor fremelsker Jørgen Leth et både anstødeligt og ensomt livssyn, og det er de følelser, der gør 'Det uperfekte menneske' til et sandt eksistentielt lærestykke, mens Jørgen Leth selv fremstår som et direkte farligt forbillede udi dette at leve. Derfor har denne forfatter en (sikkert utilsigtet) mission, for han er en omvandrende advarsel mod den æstetiske druknedød, der truer enhver, der ikke tager den etiske fordring alvorligt. Betydningen findes I 'Det gør ikke noget' findes ganske vist spæde forsøg på at overveje egen skyldighed efter den store ballade på dansk grund, men Jørgen Leth kommer ikke langt med det svære begreb. Han bliver aldrig for alvor skyldig i eget univers, for her er det den ekstatiske mulighed og den erotiske drift, der definerer rigtigt og forkert, og her har æstetikeren naturligvis altid ret. På den måde er Jørgen Leth blevet fange på livstid i sin egen virkelighed. »Det er min popvirkelighed, hvor jeg føler mig hjemme. Den er fuld af betydning, vrimlende fuld af signaler«, skriver han, og længere kommer Jørgen Leth aldrig. Han kan ikke komme bag om betydningen. Han kan kun blive ved med at gentage, at den findes.