Et tankeeksperiment: En håbefuld forfatter med et par udmærkede små romaner bag sig møder op på sit trofaste forlag og siger, at han har fået alle tiders kanonidé: Han vil skrive en roman med følgende to hovedpersoner: Den ene er den tyske naturvidenskabsmand Alexander von Humboldt (1769-1859), der omkring år 1800 rejste til Sydamerika og bagefter skrev og selv udgav 36 bind om sine opdagelser i den ny verden. Ingen har siden orket at pløje sig igennem dette bjerg af tal og målinger. Den anden er den største tyske matematiker nogensinde, Carl Friedrich Gauss (1777-1855), der især er kendt for sin banebrydende bog 'Disquisitiones arithmeticae' fra 1801. Den er heller ikke så udbredt i dag, lad os sige det sådan. Vil forlæggeren sige: »Jeg kan slet ikke vente med at læse den?«. Nej vel. Topper bestsellerlisterne Men det plot var lige netop, hvad Daniel Kehlmann, den da 30-årige tysk-østrigsk forfatter kunne tilbyde Rowohlt Verlag i Hamburg sidste år. Bogens titel var heller ikke lige en kioskbasker: 'Opmålingen af verden'. Kehlmanns seneste bog, 'Ich und Kaminski', en satire over kunstnere og medieverdenen, havde solgt relativt godt, 30.000 eksemplarer. Derfor satte hans lektør med stor forsigtighed oplaget på den noget mere videnskabelige bog til 20.000. Bogen udkom op til bogmessen i Frankfurt i oktober i fjor. Forlaget holdt vejret. I dag har den solgt mere end 600.000 eksemplarer. Politikens eksemplar er fra det 23. oplag, maj 2006. Der står: 566.000-585.000. Kehlmann har i månedsvis toppet bestsellerlisterne, og gør det også i denne uge. Overtro Underholdningssuccesforfattere som J.K. Rowling ('Harry Potter') og Dan Brown ('Da Vinci-mysteriet') ligger langt bagefter. Det er den største tyske romansucces siden Patrick Susskinds 'Parfume'. Nu tror man så måske, at anmeldelserne kogte over af begejstring. Det gjorde de ikke. De var gode, men i f.eks. den toneangivende ugeavis Die Zeit beklagede anmelderen, at Kehlmann savnede lune, opfindsomhed og aktualitet, selv om han respekterede, at forfatteren havde hold på det righoldige historiske materiale. Løber man ned og køber en bog med den anbefaling? Nå, Die Zeit har ikke ret. Kehlmann har masser af lune, bogen strutter af opfindsomhed, og den er først og fremmest selvfølgelig skrevet, fordi den vil fortælle noget om Tyskland i dag, på godt og ondt. Den har solgt, fordi læserne har delt deres glæde med andre og spredt budskabet. Dette stykke beåndet kulturhistorie, der både er digtning og sandhed, er gået i blodet på tyskerne. Måske er forklaringen lige så enkel som den, Kehlmann selv giver her: »Det er en af de radikale fejltagelser i medieverdenen i dag, at der ikke findes noget publikum for krævende ting på et vist niveau. Det er en overtro hos medie- og forlagsfolk. Værst er det i fjernsynet«. En aggressiv satire Romanens historiske eventyr er selvfølgelig underholdende fra første til sidste side. Men det er ikke underholdning. Det er alvorlig ment. Kehlmann skriver ikke for tidsfordriv. Han vil fortælle os noget. Hans bog er en sær krydsning af Thorkild Hansens 'Det lykkelige Arabien' og Henrik Stangerups 'Vejen til Lagoa Santa' om end lettere i sit anslag og knap så streng i sin målrettede, kritiske hensigt. Bogen er et lille litterært mesterværk. Og bag dens ligefremme fortællestil skjuler der sig en diskussion af, hvad der er Tysklands ansvar og identitet i dag. Kehlmann selv kalder sin bog en aggressiv satire over det at være tysk, og midt i en tid, hvor det officielle Tyskland har opgivet at besvare det spørgsmål, kaster tyskerne sig over denne bog for at grine ad sig selv og blive klogere. Metoden er enkel: Man tager to store mænd, som altid vil være en god historie, og sætter dem ind i en fremmed verden, hvor deres tyske sind pludselig kommer i relief. Naturvidenskabsmanden Alexander von Humboldt rejser til den ny verden, hvor hans prøjsiske stivsind, hans utrættelighed og hans protestantiske moral bliver sat på prøve. Tæller lus i kvindernes hår Et eksempel: Midt i den sydamerikanske jungle benytter Humboldt en solformørkelse til at stille sit ur efter. Hans assistent, botanikeren Aimé Bonpland, der er franskmand, oplever naturfænomenet og forbløffes over, at Humboldt slet ikke ser op fra sit ur, før solformørkelsen er forbi. Humboldt skal også meget have sig frabedt de grovkornede tilnærmelser, de to mænd får fra ludere og trækkerdrenge undervejs. Han tæller lus i kvindernes hår, mens Bonpland botaniserer ganske andre steder, til Humboldts uforbeholdne forargelse. Men Humboldts problem er, at han kun må interessere sig for naturen, ikke for de forhold, de elendige lever under, som den russiske tsar indskærper ham forud for en rejse til Sibirien. Og det døjer dette humanistiske oplysningsmenneske med. Verdens undergang Et centralt sted i bogen diskuterer han i Mexico de præcolombianske indianeres blodige ritualer. En forsker fortæller ham, at aztekerne ofrede 20.000 mennesker ved en tempelindvielse. Nej, svarer Humboldt, det er utænkeligt. Ofrene ville ikke tåle det, tilskuerne ville ikke tåle det. »Ja, mere end det: Verdensordenen ville ikke kunne bære det. Hvis noget sådant virkelige skulle ske, ville det være universets ende«. Det har Humboldt sikkert aldrig sagt. Men det siger så i alt fald Daniel Kehlmann, søn af østrigske jøder, der kun med nød og næppe overlevede deres landsmænds blodtørst. Irrationel underverden Humboldts verdensfjerne modstykke er matematikeren Gauss. Selv om Gauss ikke krydser Tysklands grænser, er også han en fremmed i sit eget land, en grubler, der knap nok opdager, at Napoleons tropper besætter hans land. På bryllupsnatten må han lige hen og skrive en formel ned, inden han glemmer den. Først da kan han så overstå de ægteskabelige pligter. Gauss og Humboldt er parallelle liv, som den antikke forfatter Plutarch engang for små to tusind år siden gjorde til en litterær genre. Men Gauss fortæller igen og igen i bogen, at der ikke findes parallelle linjer. De mødes før eller siden. Det gør de også i denne bog. Gauss og Humboldt mødes i et Berlin, der er en vaskeægte politistat, hvis gader er mere dunkle og uigennemtrængelige end Orinoko-flodens jungle, hvor Humboldt grundlagde sin berømmelse. Det prøjsiske politi slår til. Det får følger for de to lærde mænd, som her træder ind i en underverden, der politisk og åndeligt er fuldstændig irrationel. Også videnskabens og politikkens parallelle liv mødes. Fra denne tyske irrationalitet kan man kun emigrere til den frie verden. Nødvendigt syndefald Gradvist skrider ordene i bogens tyske titel, 'Die Vermessung der Welt' (altså 'Opmålingen af verden') over i noget, der med et måske tilsigtet ordspil ligner 'Die Vermischung der Welten', altså en uundgåelig sammenblanding af to verdener, som den akademiske tradition søger at holde adskilt. Det kan man ikke. Ansvaret er universelt. Gauss er i mangt og meget Daniel Kehlmanns eftertænksomme talerør. Gauss måler det hannoveranske kongedømme op - det gjorde han også i virkeligheden - og opdager, at det aldrig bliver det samme som før. Nu har han ansvaret for det. I et interview betegner Kehlmann denne videnskabelige beherskelse af naturen som »et slags syndefald, der bare er nødvendigt«. »Men det sidste og yderste resultat af dette syndefald har vi i skikkelse af vores atomkraftværker«, siger han. »Vi har overalt opført atomkraftværker, der endnu om 40.000 år vil udsende dødelig stråling, uanset hvor pæne og harmløse de virker i dag. Vi gør os ikke klart, at her har der fundet et indgreb i naturen sted, der er så dybt, at verden også i sit væsen er blevet en anden«. Bogen er også på vej i dansk oversættelse.