Nyt fra Oasen: Solen går ned kl. 23.01 og står op kl. 01.56, og selv i den arktiske tretimers nat ligger gader og sovekamre hen i et blånende, filmisk lys. Igen er man til optagelsesprøve på Polarsanatoriet - Niels Finsen og Jens August Schade bestyrer det høje dommerpanel, og det gælder om at kvidre som en sneundulat, mens man dumper med glans i de mange løbske watt. Solen hænger en millimeter under horisonten, parat til igen at stige som en brændende elevator over Radiofjeldet, Spøgelsesdalen og Bellas Pizza. Så vågner man omsider af sin tunge søvnløshed. Det er blevet fredag i downtown Nuuk. Byens teenageparlament Dog langtfra hvilken som helst fredag: Det er lønningsdag, byen summer af virkelyst og social nedsmeltningsfare. De unge er på krigsstien, og på Café Crazy Daisy har de trukket højttalerne ud på terrassen, så man kan nyde sin giftiggrønne slush ice, mens man lader blikket vandre over kirkegårdens kors og vipper med fødderne til amerikansk gangster-rap. Der er lir i luften, Nuuk er ungdommens by, det er nu, mountainbikes og blærede designersolbriller skal flashes for alverden. Der bliver flirtet, taget i øjesyn og lagt op, og sammen med de andre hovedrystende bedstemødre er jeg henvist til tilskuerrækkerne, mens byens teenageparlament vedtager sine provisorier og næsvise særlove. »Charlotte er cyklet til Thule« Byens smukkeste ekspeditrice betror mig, at hun har gået til dans i seks år og gør - for ligesom at komme min mistro i forkøbet - et par chassétrin på det rottefarvede gulvtæppe. »Du skal slå tænkeren fra«, siger hun og langer graciøst de blege dåsemajs over disken. Jeg føler mig omtrent så gammel og vissen som barnemumierne på Grønlands Nationalmuseum, og det eneste, jeg kan finde på at replicere, er Halfdan Rasmussens polare grotesk: »Citroner er sure og gule./ Cigarer er fulde af røg./ Charlotte er cyklet til Thule/ med to kasser øl og et løg,/ så hun har nok tabt sig en smule«. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, og den mørkøjede prinsesse og hendes hof af filipenshærgede flaskedrenge ser opgivende på mig, mens min selvtillid kælver som et livstræt isbjerg. Memo til mig selv: Tale er sølv, tavshed guld. Diversitet Diversitet må være grønlændernes mellemnavn: Her mødes ravnsorte polareskimoer og blonde poptøser med fregner på de brede kindben. Her mødes krøllede oldinge uden en pløk i kæften og kønne drengerøve med lysende isblå øjne. Anskaf Dem Julie Edel Hardenbergs fantastiske fotobog 'Den stille mangfoldighed' og se, om ikke jeg har ret. Her i Nuuk er selv det ens forskelligt. Betonlængernes samlebåndsaltaner stadset op med gevirer og isbjørneskind, vasketøj, plastikblomster og flag. Vejret, der ustandseligt skifter mening. Tænkeren, der slås til og fra.