Ved påsketid i år blev ærkeskurken Judas pludselig gjort til helt. Her havde kristne af alle retninger i næsten to tusind år fordømt ham, fordi han forrådte Jesus. Så kom Judasevangeliet og løftede ham op til en plads i solen. Man har vidst, at der fandtes sådan et 'evangelium', men kun fordi biskop Irenæus i år 180 efter Kristi fødsel fordømte det som vranglære. I 1970'erne dukkede der omsider et manuskript op, men det blev vanrøgtet af grådige mellemhandlere. Først i 2001 kom det i kyndige hænder. I april er de frønnede manuskriptstumper så efter et langt og møjsommeligt puslearbejde blevet udgivet og oversat til engelsk af den første bølge af skriftkloge, der i lighed med Irenæus og de andre kirkefædre bedømmer det som kætteri. Nemlig som 'gnosticisme', som er en fælles betegnelse for folk, der lider af den vantro, at man kan vide noget om det, som en sand kristen mener i stedet for skal tro. Don Browns inspirationskilde Nu kommer anden bølge af sagkyndige. I New York Review of Books fra 8. juni skriver Philippa Townsend, Eduard Iricinschi og Lance Jenott, at Judasevangeliet ikke vender sig mod kristendommen, men mod det bispevælde, som var ved at opstå, og som efterhånden blev til pavestyret i Rom. De tre er ph.d.-studerende i senantikkens religioner ved Princeton Universitet, med speciale i koptisk, det sprog, det nyopdukkede manuskript er skrevet på. Judasevangeliet, siger de, hører hjemme i den gruppe tekster fra kristendommens margen, der handler om så kontroversielle emner som køn, kætteri og kirkestyre, altså tekster, der også har inspireret Dan Browns 'Da Vinci mysteriet'. Deres artikel er ikke mindre spændende end bestselleren, men til gengæld noget bedre skrevet. Ned med afvigerne Allerede i de tekster, der slap forbi den skrappe redaktionskomite og ind i Det ny Testamente, kan man skimte Judasproblemet. Som der står i Lukas 22, 22: »For Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af«. Ja, men hvad er det, Gud har ment? Hvis der kun sker det, som skal ske, hvordan kan det så være en forbrydelse at medvirke til, at det sker? Anderledes udtrykt, hvordan kan en helt igennem god og fuldstændig almægtig Gud tillade, at det onde forekommer? Gåden har holdt kristne forfattere beskæftiget i snart to tusind år, under navnet 'teodicédiskussionen', uden at nogen er kommet til en tilfredsstillende løsning. I de første århundreder tumlede nogle med den tanke, at der findes flere forskellige lag af guder. Vi er skabt af de nederste. Men vi hører hjemme blandt de øverste. Ved at samle den rette viden, gennem mystisk skuen, kan vi få styr på gåden. I den nyfundne tekst får Judas af Jesus del i denne højere viden. Altså tilhører den nyfundne tekst videnskætteriet, med det græske ord 'gnosticismen'. Nej, siger trekløveret fra Princeton. 'Gnosticisme' er noget, man siger for at sløre. Det er en etiket, senere tider har fundet på for - i lighed med kirkefædrene - at holde afvigere nede. Selv opfattede de mennesker sig som kristne, der bare havde en anden opfattelse af centrale emner end biskopperne. Først og fremmest af, hvordan kristendommen skal regeres. Det er derfor, kan man slutte, at Judasevangeliet ikke kunne komme med i den samling af fire evangelier, en gruppe mænd, næppe uden blik for egne karrieremuligheder, har udvalgt som ægte. Oprør, ikke vantro Det, forfatteren af Judasevangeliet vil opnå ved at alliere sig med skurken Judas, er at trække tæppet væk under bisperne, der nemlig har allieret sig med Judas' modstandere, resten af apostlene. For biskopperne opbygger den myte, at de - og i sidste ende paven - har deres autoritet direkte fra apostlene, ved den såkaldte 'apostoliske succession'. Vås, siger Judasevangeliets forfatter indirekte, for apostlene var ikke de skarpeste knive i skuffen. Det var Judas. Det var nemlig ham, Jesus betroede sig til, da det kneb mest. Og det var Judas, der spillede den afgørende rolle, da det, »som er bestemt«, skete. De tre fra Princeton finder andre tegn på, at Judasevangeliet drejer sig om oprør snarere end om vantro. For eksempel udtrykker den nyfundne tekst tvivl om biskoppernes glorificering af martyrdøden som en særlig kristen dyd. De unge forskere mener også, at deres ældre kolleger har ladet deres tro på tekstens vantro forlede dem til forkerte oversættelser til engelsk. Dog vil de ikke drage nogen konklusion, men overlader det sidste ord til Bob Dylan, der jo i 'With God on our Side' opfordrede folk til selv at afgøre, »om Judas Iskariot havde Gud på sin side«. Mon den ny Judasstrid virkelig ender så fredeligt?