I sidste uge skete det! Takket være vore læseres ildhu kunne vi præsentere de 62 titler, som hører hjemme i et nødtørftigt erotisk hjemmebibliotek. Dekadente digte, besættende biografier, fantastisk fiktion, frivol faglitteratur. Fra Ovids elskovsdigte til 'Kneel down and lick my feet'. Blandt de mange forfattere knejser nogle højere end andre. Giacomo Casanova er en af de største. I skrivende stund, altså netop mens dette bliver skrevet, spiller radioen et indsmigrende hit med Julio Iglesias. Meget kan man sige om den spanske sangcharmør, men kastratsanger kan man, trods stemmen, ikke kalde ham. Iglesias har nedlagt ikke færre end 10.000 kvinder. Siger han. Casanova på præsteseminarium Hvis han taler sandt, får det ud fra en rent kvantitativ betragtning Casanova til at fremstå som en svækling. I sine posthumt udgivne erindringer opregner den italienske kvindebedårer kun sølle 122 kærlighedseventyr. Alligevel vil Julio aldrig komme op på siden af fyrige Giacomo. Hans elskovskunst og evne til at give udtryk for den har indskrevet sig i kulturhistorien. Ja, hans efternavn er blevet selve betegnelsen for en kvindebedårer. Uanset, hvor ofte Iglesias lader Tivoli stå åbent, ændrer det ikke på sagen: Han er og forbliver blot en rigtig ... Casanova. Men hvad ved vor læser egentlig om denne Giacomo Casanova? Formentlig ikke så meget endda, og det må der rådes bod på. Han blev født i Venedig i 1725. Som dreng led han slemt af næseblod, hans forældre regnede faktisk ikke med, at det lille pjok ville blive særlig gammel. Han viste sig at være kvik i skolen, startede som jurastuderende i Padua, kom som 16-årig på præsteseminarium i Venedig, men allerede her gik det efter bogen, altså galt. Han blev smidt ud på grund af usædelighed. To passioner: kvinder og hummer I 1742 bliver han seksten år gammel doktor i jura, bliver sekretær for kardinalen i Rom, men ender med at stikke af. Han havner på Korfu, hvor han lader sig indrullere i hæren. Han er da kun tyve år. Siden charmerer og fupper han sig fra land til land, fra hof til hof, fra trusse til trusse. Venedig, Paris, Dresden, Prag, Wien, London, Skt. Petersborg. Han optræder i mange forskellige roller. Som jurist, eventyrer, soldat, spion, diplomat, horebuk, spillefugl, tæppefabrikant, straffefange, magiker, okkultist, opfinder, duellant - og ikke mindst: forfatter. Igen og igen overraskes man. Vidste De f.eks., at verdenslitteraturens store kærlighedseventyrer opfandt lotteriet? Næppe. Men det gjorde han i 1757. Ligesom han fra London på et tidspunkt søgte at sælge hemmeligheden bag en vis rød farve til Italien og hævdede at have opfundet en mirakelkur mod aldring. Virkede den?, spørger vor læser håbefuldt. Nej. I bund og grund havde den virile venezianer dog kun to passioner: kvinder og hummer. Efter sigende indeholder skaldyr jod og fosfor, som styrker organismens produktion af seksuelle hormoner, så måske var det derfor, Casanova havde hang til hummer. Var Casanova så en swingerklubtype? Nej. Han deltog aldrig i nogen af de orgier, som datidens elite dyrkede. På flugt Som 24-årig mødte han sit livs kvinde. Mademoiselle Henriette, der dog endte med at forlade ham. »Hun gjorde mig lykkelig 24 timer i døgnet«, sagde Casanova, og bruddet fik ham til at føle sig som ramt af en uhelbredelig sygdom. Det var han for så vidt også. Casanova led livet igennem både af syfilis og gonorré. Den entreprenante italiener var ikke bleg for en duel i ny og næ. Efter at have vundet en duel over en polsk adelsmand overtog han rask væk polakkens titel og kaldte sig Chevalier de Seingalt. Det var i 1766. Elleve år tidligere var han blevet anklaget for spionage og sortekunst og kastet i det berygtede fængsel under Dogepaladset i Venedig. Det lykkedes ham dog på forunderlig vis at flygte fra 'Blykamrene' efter fem års fangenskab, og det var bogen om hans flugt, 'Historien om min flugt', der skaffede ham berømmelse som forfatter. Galante eventyr Først tretten år før sin død fik Casanova et respektabelt job. Grev Waldstein, der havde slottet Dux i Bøhmen (i det nuværende Tjekkiet) ansatte ham som bibliotekar. Casanova kedede sig bravt. Samtidigt led han under sine veneriske sygdommes voldsomme udbrud. Hans læge foreskrev en skrap kur. Casanova skulle i flere måneder afholde sig fra sex og fra dystre og trættende studier. Han skulle i stedet bruge tiden på at skrive om sit livs lykkeligste stunder. Det var lige, hvad Casanova, der nu var tandløs, gjorde. Genkaldte sig sit livs eskapader i stedet for at kaste sig ud i nye. »Jeg skriver for at undgå at blive gal eller dø af sorg«. »Når jeg mindes alle disse begivenheder, oplever jeg dem på ny«. Det blev til hans berømte erindringer, der i 12 tykke bind beskriver hans erfaringer ud i, hvad man her til lands engang kaldte 'galante eventyr'. 'Memories de Casanova' blev skrevet på fransk og udkom i en forkortet version på samme sprog i 1826. Burde have heddet Dario Da havde Casanova længe været borte. Han udåndede 4. juni 1798, men døde ikke for erindringerne gjorde ham udødelig. I 'Verdenslitteraturens Hvem-skrev-hvad før 1914' fra Politikens forlag, hedder det: »Casanovas erindringer blev yderst populære på grund af deres frivole elegance«. Det blev de også i videnskabelige kredse, hvor der engang fandtes mange 'casanovister'. »Nydelsen er tilværelsens grundlæggende princip«, sagde Casanova. Et udsagn, vi lader stå til næste uge, hvor vi forlyster os her på siden for sidste gang inden sommerpausen indtræder. Og så er det naturligvis klart, at Giacomo Casanova burde havde heddet Dario til fornavn. Fortsat god weekend. Quiz 1: Du er 23, forårets afdansningsbal er netop slut, og du står foran parken med de hvide svaner sammen med en kvinde. Hun er en engel, og du er en kentaur. Men hvad hedder romanen? Quiz 2: Måske kan det hjælpe at få at vide, at den er fra 1956, samt at forfatteren efter udgivelsen øjeblikkeligt blev stillet for en domstol på grund af dens 'utugtige karakter'... Sommergys? Kære Bibliopat. Tak for først mari- og nu intim-kanon samt citatet om »At afstanden mellem reol og seng er kortere, end man tror«. En velkendt metode til at lokke/besnakke en attrået repræsentant for det modsatte køn - eller det samme, ingen snerperi her - med i seng er at skræmme dem grundigt, så de selv søger sengens lune tryghed. Så: Hvad med som eftersommerføljeton at indsamle gysets kanon? Selv har jeg et forslag af Gerald Durrell. I 'Skovturen og andre viderværdigheder' er først en række morsomme beretninger og sidst en god, lille gyser. Med venlig hilsen Maria Bache AndersenHvad med det forbudte? Kære bibliopat. Efterhånden som mere og mere porno blev frigivet, var der en del saftige sager, som ikke længere virkede helt så grænseoverskridende. Derfor er der nogle af os, som gerne ser, at en udsøgt samling også indeholder noget, der er forbudt. Det kan være svært at finde i disse accepterende tider, men jeg har dog et enkelt bud. Et lille hefte, som jeg engang fandt frem til i Frankrig, handler om Tintins (og andre af Tintin-bøgernes personers) seksualliv. Jeg sender dig en kopi af en enkelt side, som både indebærer et ret traditionelt trekantsdrama og dyresex. I øvrigt er hele heftet forbudt - på grund af lov om krænkelse af ophavsrettigheder til de involverede figurer. Men altså, kunne du ikke skrive lidt om det spændende ved det forbudte? Med venlig hilsen Palle VestbergDet hellige undertøj Kære Bibliopat! I min jagt på den hellige gral er jeg endt på Det Kongelige Biblioteks hjemmesider. Der ser jeg, at det ikke alene er kostbare kort, der skæres ud af sjældne atlas på læsesalen. Der skæres også i postordrekatalogerne fra Daells Varehus. Ja, det er - efter din omtale? - selvfølgelig siderne med dameundertøj, der stjæles. Henvendelse om både gral og undertøj til Carsten SeegerAspevej 5, ØstermarieTipsbladet årgang 1987! Dér sad jeg på Det Kongelige Biblioteks læsesal i dag, begravet i Raimondo Montecuccolis beretning om sin rejse til Stockholm i 1653. En nydelig ældre herre slog sig ned på pladsen ved siden af mig - skønt der var en hel række pladser ledige. På et tidspunkt bemærkede jeg ud af øjenkrogen, at manden læste aviser. 10 minutter senere så jeg nærmere efter - Tipsbladet årgang 1987. På det tidspunkt blev Montecuccolis bemærkninger om den svenske dronnings skarpe tunge irrelevante. Jeg begyndte at holde øje med, hvad han læste. Og så hurtigt, at kun én ting interesserede manden: Den franske 1. division. Han havde et gammelt skolematematikhæfte med tern samt en række løse ark. Han sad sirligt og indskrev resultaterne fra den franske liga. Et forskningsprojekt? En måde at skabe meningsfuldt indhold i sit otium på? Hvis det sidste er tilfældet, er ideen hermed givet videre. Der er masser af årgange, masser af ligaer, fyldt med resultater, der bare venter på at blive indskrevet i gamle kladdehæfter ... Mvh. Hans Henrik A.