Nu har den østrigske forfatter Peter Handke hjulpet borgerrepræsentationen i Düsseldorf ud af dens knibe: I et brev til byens borgmester Joachim Erwin afstår han fra at modtage den Heine-pris, en litterær-politisk priskomité i maj udmærkede ham med. Et flertal i borgerrepræsentationen tilkendegav efterfølgende, at man på et møde den 20. i denne måned ville underkende juryen og nægte at bevilge de 50.000 euro (375.000 kr.), der følger med prisen. Det var uvist, hvordan man juridisk ville løse det problem, at byens borgmester havde lovet forfatteren en pris, som byens demokratisk valgte forsamling siden frakendte ham. Med sit brev kommer Handke dette byrådsmøde i forkøbet og undgår dermed yderligere debat af sin i Tyskland stærkt omdiskuterede støtte til den afdøde serbiske præsident Slobodan Milosevic, der var anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Det vakte i særlig grad opsigt, at Handke holdt tale ved Milosevic' begravelse i marts og lagde en rød rose på hans kiste. Forargelse Det politiske nej til prismodtageren har rejst en storm af forargelse i litterære kredse i Tyskland, og adskillige medlemmer af priskomitéen har allerede forladt den. Komitéen gav Handke prisen med den begrundelse, at han udfordrede de vedtagne sandheder omkring borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Handke har siden midten af 1990'erne anlagt et andet syn på Serbiens og Milosevic' rolle end krigsforbryderdomstolen i Haag. Adskillige serbiske intellektuelle har siden i tyske medier meget bedt sig fritaget for, at Handke kaldes 'proserbisk'. De har understreget, at serberne afsatte Milosevic og udleverede ham til krigsforbryderdomstolen, og at man ikke kan sidestille den tidligere præsident med det serbiske folk. Til gengæld har en lang række tyske intellektuelle forsvaret det synspunkt, at der gælder særlige regler for digtere, også når de udtaler sig om politiske emner. I to store indlæg i det seneste nummer af Die Zeit understreges digterens usædvanlige følsomhed, der bringer ham eller hende helt derud, hvor det almindelige journalistiske floskelsprog ikke længere rækker. Og derude lurer også muligheden for monumentale fejltagelser, som tyskerne har oplevet det med andre store intellektuelle som Martin Heidegger, Carl Schmitt eller Bertolt Brecht. Skyld og fejl er netop de sår, hvorpå man kender de store, skrev således digterkollegaen Botho Strauss i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung. En af avisens redaktører, Frank Schirrmacher, var ikke enig. Et elfenbenstårn er ikke en frakke, man kan iføre sig ved en hvilken som helst lejlighed, skrev han.