Poeten sidder ved et bord. Et sort silketørklæde hænger løst, svøbt om halsen. Ubevægeligt lader han franske ord falde hurtigt, rytmisk ud gennem et næsten usynligt hul i sine smalle læber. I takt med at han læser op fra tætskrevne ark, lader han arkene falde ud over bordets kant. Efterhånden ligger papirerne i en bunke på gulvet. Usikre skridt Samtidig, på hver sin side af scenen, spytter to højtalere poetens ord ud i rummet. Så ordene falder oven i hinanden, fra hans mund, fra højtalerne. Hurtigere, højere, som om de er på vej mod et klimaks. En rungende lyd tordner frem. Så toner stemmerne ud. Poeten synker sammen. Håret er hvidt. Silketørklædet virker stort under det smalle ansigts hule kinder. Bernard Heidsieck er næsten firs. Den fyldte sal jubler. På usikre skridt forlader han scenen. Funky bedstefar Mens den aldrende poet, fløjet ind fra Paris, læste op i LiteraturHaus, stod TS Høeg i baren og nikkede i takt med digtets rytme. »En funket bedstefar. Han er smal, og jeg elsker alt, hvad der er smalt. Det beriger mig«, sagde den danske digter og multikunstner, som flere gange har læst op sammen med Bernard Heidsieck. Sulten efter smal lyrik og performance er han mødt op og har selv læst sin egen flig af verdenshistorien højt. Flere gange har han været på scenen, også med sin saxofon og sit klaver. Skulle være rockstjerne Og der er andre, om muligt endnu smallere poeter end TS Høeg og hans franske bedstefar. »Jeg skulle have været rockstjerne, men jeg var tyk allerede som barn«, erklærer danske Marius Nørup-Nielsen fra scenen. Så synger han en tekst, uden melodi og instrumenter. Han råber omkvædet: »Jeg er alene med angsten,/ du er alene med angsten/ det er vi sammen om./ Det er så smukt, at det gør ondt«. Og lidt senere: »Jeg har endelig fået min pik op i solen,/ så du kan bruge den som slikkepind ...«. Poetens dobbeltlivCafe Tempelbar, Nørrebrogade. Tidligere på dagen.

Belysningen er dæmpet. Den mørkebrune bordplade af træ har ridser i lakken. Et stearinlys er ved at brænde ud. Bernard Heidsieck peger på lyset: »Poesien bliver ved med at eksistere. Som en lille flamme«. For ti år siden holdt han op med at skrive, og for tyve år siden sagde han farvel til den bank, han havde arbejdet for i 35 år. »Jeg fortalte aldrig mine kolleger i banken, at jeg skrev digte«, siger Bernard Heidsieck. Poesien forsvandt Da han udgav sine første digte i 1950'erne, så franskmændene skævt til digtere. Der var næsten ingen, der læste poesi, og den unge økonom skammede sig lidt over sin passion. »Poesien forsvandt næsten dengang. Lyrik var lige ved at blive noget, der kun blev studeret af kloge mennesker på universitetet«, siger Bernard Heidsieck. Båndoptageren blev udbredt, netop som han gik og overvejede, hvordan man kunne bringe poesien ud til de folk, som ikke gad læse den. »Jeg begyndte at optage de digte, jeg havde lavet i løbet af de sidste fire år. Min båndoptager var simpel i forhold til det elektroniske udstyr, der findes i dag, men jeg fandt ud af, at jeg kunne manipulere med optagelserne ved at klippe i båndet, og så begyndte jeg at mikse teksterne med lyde fra gaden og fra undergrundsbanen«. Optagelserne lagde han ved sine samlinger, og han lavede oplæsningsperformances, hvor han spillede optagelserne, samtidig med at han læste teksterne op. Hans digte fik nye liv. Ud af ensomheden Og han var ikke den eneste. Samtidig andre steder i Paris var tre andre digtere uafhængigt af hinanden begyndt at optage deres poesi. I begyndelsen af 1960'erne kom en svensker så til Paris. Han opdagede, at de fire franskmænd var begyndt at udgive deres digte på kassettebånd. Og blev interesseret. I 1968 organiserede han verdens første festival for lydpoesi. Bernard Heidsieck rejste til Stockholm for at være med. »Det var den første, og den tog os alle ud af ensomheden. Siden spredte lydpoesien sig til hele verden«, siger Bernard Heidsieck. Som 78-årig har han været til mere end 600 poesifestivaler i Europa, USA og Australien. Og han har lagt lp'er og cd'er ved alle de digtsamlinger, han har udgivet. Han talte aldrig om sit poetiske liv, når han var på arbejde i banken, men han brugte banken i poesien: »Da jeg havde arbejdet i banken i otte år, besluttede jeg mig for at lave et digt om den. Det var ikke oplagt, men hvis det lykkedes, ville det gøre det nemmere for mig at holde ud at blive ved med at arbejde der«. Digtet fra banken blev det første, som Bernard Heidsieck læste højt som lydpoesi i 1963. »Det er en teknisk tekst, som er helt uforståelig for andre end bankfolk. Jeg miksede den med alle de musikdigte, jeg havde lavet i løbet af de sidste otte år. Det var et miks af mine to liv«. Poesien genopstodLiteraturHaus, lørdag eftermiddag.

Poesifestivalen lakker mod enden. Tine Plesner sidder bagerst i salen. Hun er sproglærer, og hun har været til flere af arrangementerne i løbet af poesifestivalens tre dage. Hun var der, da fire digtere på traditionel vis læste op under åbningsceremonien. Hun var der, da skuespillerne Sara Boberg og Ken Vedsegaard sent fredag aften læste SMS- og e-maildigte op til levende elektronisk musik, mens kunstfilm blev projekteret på den hvidkalkede væg. Og hun var på Assistens Kirkegård for at høre digtere læse op ved Søren Kierkegaard og H.C. Andersens gravsteder. »Poesien kan bringe os ud af os selv, og når den bliver læst op, bliver der skabt en helt særlig stemning. Selv om man ikke altid forstår digtene, er det en berusende oplevelse. Og når man mikser den med forskellige medier, bliver det endnu mere spændende«, siger hun. På scenen sidder fem forfattere fra fem forskellige lande. Cuba, Bahrain, Irak, Sydafrika og Danmark. De fem skal diskutere lyrikkens forhold til omverdenen. Hvad skal man bruge poesien til, og kan den overhovedet ændre noget, er nogle af de spørgsmål, der bliver stillet. Først læser de fem - Juana García Abás, Gabeba Baderoon, Thomas Boberg, Muniam Alfakar og Ebrahim Buhindi - hver et digt. Fredsommeligt. Men da de begynder at diskutere, har de svært ved at forstå hinanden. De taler forskellige sprog, misforstår og taler forbi hinanden. Fyldt med klichéer Forfatteren Pia Tafdrup sidder nede i salen, og hun beskriver situationen således: »Da I læste op, kommunikerede jeres digte så smukt sammen. Nu, når I diskuterer, bliver det hele mere komplekst. Undskyld, men jeres diskussion er fyldt med klichéer«. Og det eneste, de fem tilsyneladende bliver enige om, er, at de skriver, fordi de ikke kan lade være. En af paneldeltagerne, Thomas Boberg, slutter af: »Jeg tror ikke på, at poesi kan ændre noget. Hvis man skriver for at missionere, er det dårlig poesi. Poesien giver ingen svar, derfor bliver man ikke rig af at skrive, og god poesi bliver aldrig en bestseller. Men jeg bliver ved med at skrive, fordi jeg bliver nødt til det. Hvis jeg sad på en øde ø, ville jeg stadig skrive«. Poesien efter Auschwitz Og Bernard Heidsieck skrev, selv om han var økonom og skammede sig over sin lyriske mani. »Poesien genopstod efter Auschwitz, den døde ikke, som Adorno spåede. I 1950'ernes Paris var det, som om den var lige ved at forsvinde, men så blev den alligevel ved med at udvikle sig. I dag finder unge mennesker nye former, der holder poesien i live«, siger den franske poet. I den tekst, han fredag aften læste op til poesifestivalen i København, rejste han i fantasien ud fra Liechtensteins næststørste by Vaduz og vendte hjem igen. Undervejs opremsede han alle de folkeslag, byer og steder, han mødte på sin vej.