Peter Høegs debut i 1988 med 'Forestilling om det 20. århundrede' gik som bekendt ikke stille af. Men hvis man nu - for sjov - forestillede sig, at hans ny roman, 'Den stille pige', havde været hans debut, ville det så ikke også have været ganske opmuntrende, at den er »værd at vente på« (B.T.), »en gennemtænkt og righoldig ... multiroman» (Ekstra Bladet), »brillant« og »bevægende« (Jyllands-Posten), ja, »stor og generøs, vild og kogende« (Politiken)? Det lyder da ikke så tosset, men i det lange løb er det vist ikke taknemmeligt at være vidunderbarn i Danmark, eller bare dunderdebutant i en ung alder. To utilgivelige synder Ens egne forventninger bliver lige så svære at leve op til, som publikums og anmelderes forventninger er det. Og Peter Høeg har ikke gjort det lettere for sig selv ved i de ti års skrivepause siden 'Kvinden og aben' i 1996 at sky al offentlighed og til gengæld arbejde med meditation, ja, spiritualitet! To utilgivelige synder, kunne det se ud til, selv om de sikkert godt kunne have givet modsat udslag - tænk bare på dyrkelsen af så sky en litterær okapi som f.eks. Thomas Pynchon, eller af så konfessionelt spirituel en digter som Søren Ulrik Thomsen. Nå, men nærværende spaltes værste fristelse er jo psykologiserende gætterier om anmelderes bevæggrunde, og før jeg kører længere ud i dén grøft, skynder jeg mig at korrigere de forventninger, de indledende citater kan skabe. Krone og øre De selv samme anmeldelser rummer nemlig også - og især! - de modsatte udsagn: 'Den stille pige' er »meget lang og meget ujævn«, for der er også »noget søgt og sentimentalt sukret over projektet« (B.T.), den gennemtænkte og righoldige roman er også »fortænkt og fordringsfuld« (Ekstra Bladet), og foruden brillant er den eller dens fortæller »banal og bombastisk ... selvoptaget og selvsmagende« (Jyllands-Posten). Eller som Bjørn Bredals besværgende tilføjelse lød her i Politiken i går på udgivelsesdagen: Det (store og generøse, vilde og kogende) »vil jeg ikke citeres for i løs vægt, for bogen er samtidig salvelsesfuld og politisk korrekt, den er gabende gennemtænkt og fyldt med gamle numre, den strømmer ikke og skaber ikke kontakt, fordi den hele tiden taler om nærvær og dybde på en fraværende, overfladisk og toptrænet måde«. Og endnu værre lød det i Information, Berlingske Tidende og Weekendavisen om Høegs ny fortælling og dens hovedperson, klovnen Kasper Krone, der har øre for menneskers tonearter, men bakser med mandens midtvejskrise samtidig med, at han søger at redde titlens 'stille pige' KlaraMaria - som til gengæld er synsk - fra at blive udnyttet. Klokkeklang og klovnenæse Men lad os begynde med den tredje af de norske Pilestræde-aviser, B.T., for det var dén, der selv begyndte: Allerede søndag 14. maj, seks dage før udgivelsen, anmeldte Birgitte Grue her romanen til fem stjerner ud af seks, trods de før citerede indvendinger. Bogen er, skrev hun, »Peter Høeg for viderekomne«. Den er nemlig »et begavet eksempel på den høegske lydhørhed over for universets store åndedræt, fuld af hans ofte galgenhumoristiske løssluppenhed og ærlig over for hans private interesse for meditationens træning af hjernen og bevidstheden«. Dén tyvstart kunne løssalgskonkurrenten jo ikke ignorere, så mandag gav John Chr. Jørgensen tre stjerner i Ekstra Bladet: »Høeg skuffer - Man keder sig på højt niveau« over den ny roman, der ellers er »interessant som livsfilosofi. Men den fungerer ikke som roman«. Romanens mylder af »kirker og nonner« og »kodede meddelelser« er han den første til at sammenligne med ugens filmaktuelle Da Vinci-kode. Dødsdom Men ikke den sidste: Vi er »ikke så forfærdelig langt fra den kulørte og kodeagtige konspirationstænkning, der er formlen for tidens bestsellerlitteratur a la Dan Brown«, skrev Jens Andersen tirsdag i Berlingske Tidende om en »drøj og deliristisk strøm af skrift, hvor man fra start til slut savner tilstedeværelsen af det samlende, suggererende centrum og kraftfelt, den gode fortæller altid er«. Høeg er en »stor humorist«, synes Andersen ganske vist, men ikke engang »en rød klovnenæse på Kasper Krones stive penis« kan i længden »skjule en forfatter, der kunstnerisk set er strandet i sit indre og ikke længere synes at være i stand til at fortælle en længere historie på skrift«! Efter den dødsdom er de to stjerner, Andersen slår bundrekorden med, egentlig lige så overraskende som henrettelsens omfang: to sider. Mysterie og midtvejskrise De øvrige aviser ventede med at anmelde, til læserne fik en mulighed for selv at læse med og vurdere, nemlig på udgivelsesdagen fredag. Jyllands-Postens Jakob Levinsen var næst efter Birgitte Grue den mest positive og ikke utilbøjelig til at »forstå og forføres af denne skiftevis brillante, hæsblæsende og frustrerende rabalderskrøne«. I klovnens krise over for far og kæreste »ligger det lag i romanen, som ikke bare imponerer og irriterer, men rammer rent og bevæger« - på trods af, at dens thriller-plot er noget »tyndbenet og klichéfyldt«, ja, »kulørt og Dan Brown-hidsigt«, og selv om Høeg begår fodfejl i musikkundskaberne, noterer Mester Jakob. »Der er vel ingen, der tillægger Dan Brown åndelige prætentioner, selv om 'Da Vinci Mysteriet' også handler om en hellig familie og det evigt kvindelige«, lyder det i Information, men netop den slags prætentioner gør Høegs ny roman til »en kedelig gentagelse af 'Kvinden og aben', den absolut ty-de-lig-ste og ringeste« af forfatterens romaner, skriver Marianne Ping Huang: »De sære personer, det mærkelige miljø og den ekstravagante fortælling suges op i en svamp af alternativ åndelighed og maskulin midtvejskrise« Thriller og tungetale »Koden er som Da Vinci: dybde på en overfladisk måde ... akkurat hvad airport-markedet efterspørger«, lyder karakteristikken hos Bjørn Bredal her i Politiken. Han anerkender som sagt, at bogen er »stor og generøs ... den har punch og sprog og mere humor, end Høeg plejer at have«, men forfatterens brug af leksikalsk specialviden kalder Bredal for »samlermani, denne remsende neurose, Peter Høegs hoved er som en søgemaskine«. Det er heller ikke nævnt som en ros, at »krøblinge, trekæmpere og abbedisser vælter ind og ud af siderne med gestus om kæmpekraner og replikker som i en opera«. Hertil kommer, at »der er ikke en side uden ti mystifistiske sandheder. I superstørrelse«. Og senere: »den gungrer og buldrer med aforismer lige ud af den store selvhjælpsbog«, for Høegs genre »er gennem ti års åndelig træning gået hen og blevet den kvindeligt guddommelige thriller«, konstaterer Bredal. Kort sagt: »en prædikensamling forklædt som roman«, eller med romanens eget guddomsbegreb: »FruHerres eget evangelium fortalt som spændingsroman, hvor spændingen bare er så øredøvende, at læseren forlader bønnemødet og tungetalen«. Nr. Snede i Himalaya Romanen er, mener endelig Lars Bukdahl i Weekendavisen, »at sammenligne med James Bond-temaet truttet på lange bedehorn af en falanks af tibetanske munke i meget, meget lang tid (i Nørre Snede)«. Eller romanen er »at sammenligne med Jes Bertelsens 'Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde' fra 2003 filmatiseret af en humorforladt Tarantino- eller Spielberg-epigon«. Lige så lidt som de øvrige anmeldere anser Bukdahl vist Bertelsens Vækstcenter i Nørre Snede for visdommens sikreste søjle. Men skulle man have svært ved at se Himalaya eller den midtjyske højderyg for sit indre øje, tilbyder Bukdahl også dette signalement: »en omhyggeligt rørt, men absolut uspiselig pærevælling af action og sentimentalitet og åndelighed og encyklopædicitet«. »Stilhed på stylter« kalder Weekendavisens anmelder romanen, selv om dens »suverænt mest enerverende uvane« er klovnen Kasper Krones »faste bestemmelse af folks, ja, selv fostres indre toneart«. En del af slutningen er »så elementært åndssvagt utilfredsstillende«, at Bukdahl ikke kan lade være med at røbe den - men på den anden side »egentlig okay, fordi det faktisk er en god og skamløs litterær effekt« - i modsætning til al den kontrollerede »frelsthed«. Bukdahl er glad for, at han er »forpligtet til at være glad for litteratur og ligeglad med danskerne«, for hans »gæt er, at danskerne som en selvfølgelighed vil købe romanen i hobetal«. Måske får han ret på dét punkt - tankevækkende mange danskere er jo helt frivilligt glade for litteratur og øredøvende ligeglade med anmeldere.