Fra begyndelsen har darwinismen haft en akilleshæl. Vi er nok villige til at acceptere, at livsbetingelserne for dyr og planter ofte er ekstremt hårde, og at langt de fleste ender med at bukke under i konkurrencen. Det er også forståeligt, at de få, der så alligevel overlever, især vil være individer, der på den ene eller den anden måde er særlig godt tunet til deres livsbetingelser. Hvis denne 'veltunethed' beror på noget arveligt, er konklusionen nærliggende: Hen ad vejen vil graden af veltilpassethed, fitness, tendere mod at nå et optimalt niveau. Evolutionens proces Spørgsmålet er bare: Hvorfor skulle det føre til evolution? Evolutionen er den proces, der gennem flere milliarder år har ført til, at bakterieagtigt liv lidt efter lidt er blevet til alle de livsformer, vi kender i dag. Et slående træk ved denne proces er, at der i tidens løb er opstået mængder af nye træk, som er radikalt forskellige fra, hvad tidligere livsformer besad. Hvordan opstår alle disse nyheder? Darwin selv indrømmede, at han ikke vidste det, og det svar, han endte med at foreslå, var lodret forkert. Udfordring fra Lynn Margulis Så opdagede man mutationerne, og selv om 99,9 procent af alle mutationer er skadelige, så har mantraet lige siden været, at nye og uforudsigelige tilpasninger er dannet via den gradvise opsamling af mutationer i populationernes arvemasse. Det er dette mantra, Lynn Margulis udfordrer med sin teori om evolution som symbiogenese, dvs. som en proces, hvor den evolutionsmæssige forandring beror på interaktionen mellem arter, der lever i symbiotisk forbindelse med hinanden. Som eksempler på symbiose nævnte jeg sidste lørdag snegle, der erobrer fortærede algers kloroplaster, så de kan ernære sig af lys; bælgplanter, hvis rodnet indeholder kvælstoffikserende bakterier; og laver, der udgør et intimt samliv mellem en svamp og en alge. Samfund er økologiske enheder En fjerdedel af alle kendte svampe indgår som lav i symbiotisk forbindelse med fotosyntetiserende alger, hvilket skønnes at give anledning til 25.000 forskellige slags lav. Lad mig her supplere med mere velkendte dyr, som f.eks. koen, der er blevet karakteriseret som en 150-liters gæringstank på fire ben. Drøvtyggerne kan ikke selv nedbryde græssets cellulose, men er afhængige af en specialiseret mikroflora i tarmkanalen. Eller mennesket: De fleste af os er mere eller mindre uvidende om, at der lever uudryddelige mider i vore øjenvippers udspring, at vores mundhule rummer astronomiske mængder spirochaeter, eller at 'godgørende' bakterier i tarmkanalen forsyner os med K- og B-vitaminer. »Vi må begynde at tænke på organismer som samfund, som kollektiver. Og samfund er økologiske enheder«, skriver Margulis. Flere argumenter, tak Margulis undsiger ikke Darwins egen teori. Men hun undsiger neodarwinismen; troen på, at mutationerne er det materiale, den naturlige udvælgelse arbejder med. Selvfølgelig er mutationer den ultimative kilde til arvemassens variation, på samme måde som regn og sne er den ultimative kilde til Niagaravandfaldets larmen. Men hverken regndråbers plasken eller mutationers ravage udgør et operativt niveau for forklaringer af så omfattende fænomener. Det operative niveau for evolutionære begivenheder er organismens hele arvemasse, genomet, hævder Margulis. Undertiden vil et snævert symbiotisk samliv føre til, at den ene organisme tager hele den samlevende organismes genom til fange. Og så kan der ske nydannelser, som for alvor rykker i den evolutionsmæssige dynamik. De fleste biologer har kun skuldertrækninger tilovers for Margulis' teori. Det ville være sjovere at høre argumenter.