Hvis man nævner navnet Caitlin Flanagan i visse kredse - af velhavende, veluddannede og veletablerede kvinder - i USA, står det straks med fråde og forbandelser om munden på dem. Hun er blevet kaldt en »konservativ feministhader«, »et surt overklasseløg« - ja, endda »det mest modbydelige menneske på jorden«. Hvad har hun dog gjort? Egotrippere Flanagan har kritiseret sine succesfulde medsøstre i en række artikler i 'The New Yorker' og 'The Atlantic Monthly', der nu udkommer i samlet form under titlen 'To Hell With All That: Loving and Loathing Your Inner Housewife'. Det er artikler, der alle er lange og lyriske og yderst velskrevne, men budskabet er kort og godt: at karrierekvinder er egotrippere, der render fra deres forpligtelser over for mand og børn. Fortravlede mødre Flanagan har fra første færd haft en udsøgt fornemmelse for, hvor skoen trykker hos tidens kvinder - og så kan hun træde hårdt til. Karrieren begyndte hun hos The Atlantic med artiklen 'How Serfdom Saved the Women's Movement', hvor hun skrev, at kvindens frigørelse fra hjemmet og de huslige sysler grunder på en ny form for undertrykkelse, nemlig af kvinder fra den tredje verden. De tvinges af nød til at forlade deres egen familie for at give børn i Vesten den omsorg, opmærksomhed og kærlighed, deres fortravlede mødre ikke selv har tid til at give dem. Men det betyder også, forklarede Flanagan, mens hun drejede kniven en ekstra gang rundt i hjertekulen på de udearbejdende mødre, at barnet vil blive mere knyttet til sin babysitter end til sin egen mor. Epidemi af sexløse ægteskaber I sin næste artikel - denne gang til 'The New Yorker' - fortsatte Flanagan kritikken af kvinder, der »vil have det hele«. Her løftede hun dynerne hos sine medsøstre og blev forarget over, hvad hun fandt - nemlig ingenting. Den moderne kvinde er så træt og stresset, når hun kommer hjem fra arbejde, at hun har startet »en epidemi af sexløse ægteskaber«, skrev Flanagan, der samtidig påpegede, hvordan hun selv havde valgt at gå hjemme. På den måde kunne hun hver aften tage varmt imod sin mand efter en dag i børnenes og kødgrydernes selskab ud fra den overbevisning, at en mand har brug for et varmt måltid mad og en kærlig hånd efter en lang dag på kontoret. Medsøstrene går til angreb Og det er netop det, der har virket så provokerende på de amerikanske kvinder - at Flanagan konstant kritiserer dem for at ville »have det hele«, mens hun selv faktisk har det hele: hun er den perfekte (= hjemmegående) mor, den perfekte (= husmoderlige, sexede) kone, og så har hun den perfekte karriere som klummeskribent for to af landets mest prestigiøse tidsskrifter. De begyndte derfor at stille spørgsmål til Flanagans eget liv, f.eks.: Hvem passede egentlig hendes børn (et par tvillinger), mens hun skrev sine kontroversielle klummer? Nu var det medsøstrene, der løftede dyner, og de fandt noget - en fuldtidsansat barnepige fra det caribiske øhav. En stor artikel om fænomenet Flanagan i Elle Magazine fandt desuden ud af, at hun havde en rengøringskone, mens måltider og indkøb var noget, hun fik leveret. Hævnen var sød. Hykler? Men kun for et øjeblik. For Flanagan kom snart igen i en artikel i Los Angeles Times, hvor hun forklarede, at der ikke var noget modsætningsforhold i, at hun befandt sig i præcis samme dilemma som de kvinder, hun skrev om. Tværtimod anser hun sig selv som en undersøgende journalist, der bruger sit eget, konfliktfyldte liv til at finde frem til en større historisk sandhed om, hvordan vi - veluddannede, karrieremindede - kvinder lever i dag: »Jeg forsøger bare at forstå, hvordan min dagligdag hænger sammen med en større historisk udvikling. Folk kalder mig en hykler, men det er præcis det, min bog handler om. Den handler om en bestemt måde at leve på, som er fyldt med modsatrettede og modstridende impulser«. Hvortil hendes amerikanske medsøstre nok vil sige: »To hell with all that«.