»Historien er den version af begivenhederne, som et folk har besluttet at enes om«, sagde den franske despot Napoleon Bonaparte for et par hundrede år siden. Lader man blikket glide hen over kloden, er det nærliggende at tilføje, at to folk sjældent deler samme syn på fordums hændelser. Tværtimod er historieopfattelsen ofte kilde til stærk splid mellem forskellige folkeslag. Original projekt Således var der for nylig voldsomt antijapanske demonstrationer i Kina i protest over en japansk skolebog, der nedtonede de grusomheder, som japanske soldater begik mod kineserne under besættelsen i 1931-1945. Ligesom Tyrkiets konsekvente afvisning af at anerkende det armenske folkedrab er en væsentlig knast i Ankaras forhandlinger med EU om et fremtidigt medlemskab. Europa blev imidlertid i går en undtagelse rigere. Det skete da de henholdsvis franske og tyske forlag Nathan og Klette præsenterede frugten af deres anstrengelser for offentligheden: en fælles historiebog på 335 sider til brug i 3g-klasser i de to landes gymnasier. Ifølge forlagene er det første gang i verdenshistorien, at to lande beslutter sig for at affatte en kollektiv historiebog. Det tætteste, man kommer, er et nyligt eksempel fra Mellemøsten, men her kunne palæstinensiske og israelske historikere ikke enes om en syntetiseret sammenskrivning og måtte derfor nøjes med at sidestille de to siders forskellige udlægninger af begivenhederne. Fransk-tysk venskab Initiativet til projektet blev taget af Frankrigs præsident, Jacques Chirac, og forbundskansler Gerhard Schröder i 2003 under festligholdelsen af 40-året for den såkaldte Élysée-traktat, der skal øge samarbejde og forståelse mellem de to nabolande. Målet med historiebogsprojektet var - oplyste diplomatiske kilder dengang - at »besegle det fransk-tyske venskab« ved at skille sig af med »de nationale skyklapper, der former den historiske bevidsthed, som videregives til skoleeleverne«. Eller som Guillaume Le Quintrec, der har stået for den franske del af opgaven, formulerer det: »at skabe en fælles historisk hukommelse ved at afnationalisere historien«. Bogen omhandler perioden 1945 til vore dage, og ifølge de involverede historikere var der ikke den store forskel på de to landes syn på fortidens begivenheder. Således var der f.eks. udbredt enighed mellem de franske og tyske universitetsfolk om, hvordan man skulle gribe Anden Verdenskrig, nazismen og Holocaust an. Problemet USA Til gengæld voldte det større problemer, hvordan man skulle belyse USA's rolle i europæisk historie. »Her havde de franske historikere et temmelig gaullistisk syn på USA som en imperialistisk supermagt, mens tyskerne var mere atlantiske«, forklarer Guillaume Le Quintrec. »Tyskerne erindrer simpelthen et land, der var skåret over i to, med den østlige halvdel besat af Sovjetunionen, og derfor ser de snarere USA som garant for det europæiske demokrati«, siger han til nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur. Et spørgsmål om pædagogik En af de andre store udfordringer var den pædagogiske indlæringsmetode. I Frankrig foregår undervisningen - selv på universitetet - som regel ved, at læreren forelæser, mens eleverne tager noter. I Tyskland har man derimod en helt anderledes interaktiv pædagogisk tilgang til undervisningen. Således vil tyskerne ifølge Le Quintrec nok finde doseringen af komplette reproduktioner af historiske dokumenter lige lovlig overvældende, mens franskmændene nok vil løfte brynene over bogens utraditionelle øvelser, der bl.a. består i gruppearbejde og rollespil. F.eks. bliver eleverne bedt om at udarbejde en mindeplade til byretten i Nürnberg, hvor retsopgøret efter Anden Verdenskrig fandt sted. Næste bind - der dækker perioden fra midten af de 18. århundrede frem til 1945 - ventes at udkomme i 2007.