Det er en kunst at servere stegte rødspætter med kartofler og persillesovs til halvfjerds mennesker. Og når fiskene, der har en størrelse, der i sig selv usandsynliggør, at de kan trænge ind i Roskilde Fjord, så oven i købet ankommer urensede, bliver der for alvor travlhed i køkkenet. Stegefedt og kokkekondens driver ned ad væggene i køkkenet på LiteraturHaus på Nørrebro mandag aften, hvor fem af 1990'er-generationens kvindelige prosaister - Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Helle Helle, Kirsten Hammann og Merete Pryds Helle - har sat sig for at gøre status over egne bedrifter. Til den brug har de inviteret fem slyngveninder (i programmet kaldet 'kritikere') til bords. Den sidste nadver Aftenens menu, der er taget fra starten af Pryds Helles seneste roman 'Det glade vanvid', skal efter planen være sat til livs mellem seks og syv. Men klokken bliver kvart i otte, før Forfatterskolens rektor, Hans Otto Jørgensen, får serveret sin kæmpespætte på en rustik hvid italiensk porcelænstallerken og kan tage plads højbords til noget, der ligner en moderne fortolkning af Leonardo da Vincis 'Den sidste nadver', med kvindelige disciple. Samtidig bliver døren åbnet for fuglen og den fattige, og med det ikke-spisende publikums nådige ankomst er der nu mere end hundrede søgende sjæle til stede i kirkerummet i Møllegade, som LiteraturHaus har til huse i. Andægtig lytten Efter fisken bliver de fem forfattere præsenteret i slavisk orden: Syv minutters præsentation af forfatteren ved hendes nøje udvalgte kritiske veninde, fulgt af syv minutters oplæsning ved forfatteren selv. Og der bliver lyttet med en andægtighed, som enhver søndagspræst ville misunde. Mens Christina Hesselholdt holder publikum tryllebundet med to stykker fra 'En have uden ende', kan man ikke høre anden geräusch fra publikum end lyden af hendes datters flittigt arbejdende tuscher mod papiret. Hvor alle fem forfatteroplæsninger simpelt hen er en nydelse at opleve, er de kritiske præsentationer vanskeligere at goutere. Elisabeth Friis taler om en »ontologisk fordring« hos Solvej Balle, hvilket hun skynder sig at oversætte til, at forfatterskabet handler om »betingelserne for den menneskelige væren«. Marianne Ping Huang siger samlende om 1990'er-generationen, at den skriver »romaner der undersøger det menneskelige« - men hvilken litteratur gør ikke det? Det er ikke, fordi jeg til daglig går uden om en solid og fornuftig kost, men jeg kan altså ikke fordrage akademismer i maden. Vedgår Forfatterskolen Så slipper Lilian Munk Rösing og Marianne Stidsen langt bedre fra deres forberedelser af hhv. Kirsten Hammann og Helle Helle. Munk Rösing langer nogle præcise stikord ud til publikum om Hammanns forfatterskab (galgenhumoristisk aggression, skrivenægterlitteratur), og Stidsen søger i Helle Helles roman 'Rødby-Puttgarden' alternative svar på, hvor megen selvrealisering man kan udfolde i Rødby Havn. Endelig: Pause. Øl, cigaretter og forårsluft på trappen udenfor. Klokken slår ti, før der er linet op til den afsluttende podiumdiskussion, hvor forfatterne sammen med deres veninder skal gøre status: Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? Kønnet er ikke et problem Hesselholdt, Balle, Helle, Hammann og Pryds Helle er nu blevet så store, at de tør stå ved, at de har gået på Forfatterskolen i dens tidlige år under Poul Borum. Helle Helle husker, hvordan det red hende som en mare i 1990'erne - hun og Kirsten Hammann ville under ingen omstændigheder have, at der skulle stå på deres bøger, at de havde gået på Forfatterskolen. Helle citerer en af de første anmeldelser, hun nogensinde fik, med en klarhed, så man ikke er i tvivl om, at den har gjort rigtig ondt: »Hun hedder Helle Helle. Hun kan skrive skrive. Desværre har hun ikke noget at skrive skrive om«. Merete Pryds Helle ser sig selv som del af den første generation af kvinder, som ikke skriver kvindelitteratur. »Kønnet er ikke et problem for os. Vi har ikke måttet ofre noget for at have et forfatterliv«, siger hun. Der er ikke nogen, der siger hende imod, så det må vel være sandt også for Hesselholdt, Balle, Helle og Hammann. Selvbevidst naivitet Det er også Merete Pryds Helle, som udpeger vejen frem for generationen, der er blevet beskyldt for at skrive anæmiske og verdensfjerne bøger: »Med Murens fald troede vi, at de traditionelle fjendebilleder var faldet. Men i forhold til starten af 1990'erne er vores samtid blevet forvandlet til det værre. Det tvinger os til at skrive mere etisk og politisk«. 'Aha, en ny politisk vækkelse!', når man lige at tænke, inden Christina Hesselholdt følger trop: »Efter regeringsskiftet i 2001 begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg kunne reagere litterært. 'En have uden ende' (fra 2005, red.) var oprindelig dobbelt så stor, men æstetisk set var jeg nødt til pille mange af de politiske ting ud«. Kirsten Hammann erklærer med selvbevidst naivitet, at hun sådan set bare gør det samme i sin seneste roman 'Fra smørhullet', som hun gjorde, da hun gik i gymnasiet, nemlig at se på verden omkring sig, hvor forfærdelig den er, uden at kunne gøre noget. Æstetisk tornerosesøvn En mandig røst blandt publikum antyder, at Hesselholdt, Balle, Helle, Hammann og Pryds Helle har sovet en tung æstetisk tornerosesøvn i 1990'erne, og at de nu - ligesom mange danskerne i øvrigt - er vågnet op til en virkelighed, som prinsesserne ikke bryder sig om. Og hvor Anders Fogh Rasmussen og hans buddy fra Amerika er de store væmmelige dyr, der har vækket dem. Den spørgende herre blandt publikum får aldrig rigtig noget svar, men det er også sent på aftenen nu, klokken er over elleve. Sov sødt, skønne veninder, og drøm nu ikke om borgerkrig i Jugoslavien, folkemord i Rwanda eller andre grimme ting, der hører hjemme i en centraleuropæisk roman. Vi kunne risikere at vågne op midt i 1990'erne.