Døden for børn

Fest? »Selv om han lå i sengen, havde han sit fine tøj på, som om han skulle til fest«, beretter drengen i den omdiskuterede børnebog om døden. Den er udleveret til 12.000 danske børn, der har mistet en pårørende.
Fest? »Selv om han lå i sengen, havde han sit fine tøj på, som om han skulle til fest«, beretter drengen i den omdiskuterede børnebog om døden. Den er udleveret til 12.000 danske børn, der har mistet en pårørende.
Lyt til artiklen

Hvor går man hen, når man går bort? Det er ikke bare et såkaldt godt spørgsmål. Det er også både titlen på en børnebog og anledningen til en diskussion mellem De Danske Bedemænd og den danske biskop Steen Skovgaard. Lille lærke Udgivelsen af billedbogen står De Danske Bedemænd bag. Den handler om to børn, der mister deres onkel Arne. Børnene besøger ham ved sygesengen, ved dødslejet og til sidst ved gravstedet, hvor de på sidste side spotter en lærke på himlen. Onkel Arne? Tja: »Måske var han den lille lærke«, tænker drengen. Snak med børnene Netop denne sætning er anstødsstenen. Sangfuglen er ikke i overensstemmelse med det kristne budskab, mener den nyudnævnte biskop Steen Skovgaard. Jamen, lige nu handler det ikke om kristendom, men om børn i sorg, svarer forfatter, Aage Brandt. Han ønsker ikke at missionere for den danske folkekirke, og når han skriver sine børnebøger trækker han blandt andet på sin erfaring som læge med privatpraksis i Jelling. Her har han gennem årene både mødt dem, som bogen handler om og henvender sig til: »Børn hjælpes allerbedst gennem kriser ved, at man snakker med dem - og man kan faktisk snakke med børn om alting. Det gælder både kærlighed, død og krig. Det, som gør en krise værre, er, når et barn kan fornemme, at noget holdes skjult for dem ... eller at man lyver«. Nyreligiøs lærke Bogen er en succes set fra forfatterens og bedemændenes synspunkt. 12.000 børn i sorg har allerede fået deres eget gratis eksemplar - og den virker efter hensigten, forklarer formanden for Danske Bedemænd, Lars Askholm: »Vi bruger den i det daglige til stor glæde rundt omkring. Vi kan se det på familierne, som får udleveret bogen. Nogle vender tilbage og siger, at de har haft en god oplevelse«. Det er bare ikke godt nok, mener biskop Steen Skovgaard: »Bedemændene går præsterne i bedene. Bedemændenes opgave er at ordne alt det praktiske omkring en begravelse, mens præstens opgave er at sørge for begravelsen og alt det indholdsmæssige«. Mest synd for børnene Steen Skovgaard kritiserer især bogen for at have et »nyreligiøst budskab« og ved at give »en for flad trøst til børnene«, som han tirsdag udtalte til Kristeligt Dagblad. Til Politiken forklarer han: »Trøsten i bogen er en syngende lærke oppe i skyerne - som måske er onkel Arne!? Vi giver børnene stene for brød, hvis vi efterlader dem med sådan et budskab. Det er for svagt«. Men hvad kunne et kristent budskab tilbyde, som er stærkere? »Bogen kunne slutte med det kristne håb om en opstandelse og et evigt liv - ikke et håb om en lærke!«. Målet med bogen er at trøste børnene. Tror du egentlig, at det kristne budskab ville kunne overgå lærken? »Ja, jeg tror, at en kristen bog ville trøste bedre. Jeg mener, at det ville være en god ide, at præsterne får en kristen bog, som de kan udlevere. Det kunne være en opgave for biskopperne«. Er det en opgave, du vil tage på dig. »Det er en sag, jeg synes, vi bør prioritere højt, så bedemændene ikke fortsat går præsterne i bedene«. Men hvem er det egentlig mest synd for, som det er nu: Børnene eller præsterne? »Børnene«. Autentisk Arne Forfatter Aage Brandt har svært ved at genkende tolkningen af lærken, som et udtryk for nyreligiøsitet. Han griner ligefrem ad spørgsmålet, om han bekender sig til tanken om reinkarnation i f.eks. dansk fugleliv: »Det foregår inde i biskoppens hoved. Jeg vil kalde mig selv ateist, men kristen i den forstand, at jeg er opvokset i en kristen kultur og bekender mig til kristne værdier«. I Aage Brandts egen barndom fandtes der faktisk en onkel Arne, forklarer han. Der var måske ikke ligefrem en lærke på himlen, da han døde. Men fornemmelsen af, at noget blev tilbage, er ikke ren digt: »Da jeg var barn havde jeg oplevelsen af, at pårørende, der døde, på en mærkelig måde stadig var til stede og måske kunne følge med i mit liv. Den fornemmelse tror jeg, de fleste mennesker kan genkende, når de mister nogen, der står dem nær«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her