Hvis man vil sælge bøger til børn, gælder det om at ramme forældrenes længsel tilbage mod endeløse somre med bare tæer og champagnebrus ad libitum. I hvert fald hvis man gerne vil tjene penge. På et lille års tid har børnebogsforlaget Sesam under Aschehoug solgt mere end 100.000 eksemplarer af de genudsendte 'De 5'-bøger i originale omslag. I dag lægger forlaget nye oplag til retrobølgen med genudsendelsen af Hector Malots 'Frændeløs' og Johanna Spyris 'Heidi' med nytegnede omslag af Lillian Brøgger. Og til sommer følger genudgivelser af serien 'Alfred Hitchcock og de tre detektiver' og 'Sussi'-bøgerne af Gretha Stevns. Konservative barndomsminder »Der er ikke nogen tvivl om, at det primært er voksne, der køber 'De 5'-bøgerne. De har nogle omslag, som transporterer folk direkte tilbage til deres egen barndom. Man bliver mindet om, at der var engang, hvor man gerne selv ville være en helt. Og hvor der stadig var mulighed for at blive det. Når jeg kigger på dem, tænker jeg på somre med bare tæer og lange nætter, hvor min bror læste højt for mig«, siger Aschehougs forlagsdirektør, Erik Barfoed. Når pungen sidder løst hos nutidens forældregeneration, når de ser 'De 5' i boghandlen, skyldes det længslen mod en tid, hvor fjernsyn blev vist i sort-hvid. Og hvor ingen drømte om at tage Kung Fu-isen af programmet. »Uanset hvor avantgarde man er, så er man aldrig eksperimenterende med sin barndom. Tænk på reaktionerne, da Frisko ville tage Kung Fu-isen ud af produktion, og da man i sin tid ville lukke Irma. Ingen skal røre ved barndommens arketyper. Det kan godt være, at ens forældre var ved at blive skilt, og verden stod på gloende pæle. Men Bob Crenshaw fra 'Alfred Hitchcock og de tre detektiver' var altid på plads«, siger Erik Barfoed. Ingen tager skade Erik Barfoed vurderer, at retroserier som 'De 5' formentlig deler børnene i to lejre: dem, der synes, det er sjovt at få dem læst op. Og dem, der finder det »røvsygt«. Men ifølge forlagsdirektøren er der ingen børn, der tager skade af at læse den triviallitteratur, som retrobølgen består af. Faktisk har man brug for de trivielle fortællinger for nogensinde at få plads til en overbygning, mener han. »Hvorfor fanden skulle børn tage skade af at læse bøger? Det vigtigste er, at de læser. Og ikke hvad de læser. De historier, vi nu genudsender, følger traditionelle plotlinjer fuldstændig. Der er ingen grænser for, hvor galt det går, og hvor godt det ender. Den trivielle fortælling er man nødt til at lære at kende for senere at kunne værdsætte, når en forfatter bryder formen. Så på en måde er det trivielle en forudsætning for det avancerede«. Vender blikket mod fortiden Konstitueret leder af Center for Børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Universitet, Nina Christensen, er ikke voldsomt bekymret over, at der føjes yderligere titler til retrobølgen. I hvert fald ikke på børnenes vegne. »Retroudgivelserne er udtryk for de voksnes længsel mod et børneliv, hvor de voksne er autoriteter, hvor mænd og kvinder har stereotype roller, og hvor vold begrænser sig til puf og skub. I nogle perioder er det idealer om fremskridt og udvikling, der præger børnelitteraturen. Men i øjeblikket vender man blikket mod fortiden og historien«. »Men litteraturen har ikke pr. definition til opgave at bevare verden af i går. Spørgsmålet er, om forlagene også vil bruge penge og energi på at formidle kendskabet til den moderne børnelitteratur. Jeg synes, det er en skam, hvis man ikke tror, at børnelitteraturen har ændret sig siden 'De 5'. Man må tage ansvaret på sig i forhold til den nye litteratur - både på forlagene og i medierne og i kritikken«, siger hun. To typer retro Ifølge Nina Christensen kan man inddele retrobøgerne i to typer: de klassiske værker, som eksempelvis 'Frændeløs', som det er godt at have på markedet, fordi ny litteratur ofte skrives på ryggen af traditionen. Og så seriebøgerne. »Når klassikerne bliver genudgivet, bliver de ikke målt ud fra almindelige kvalitetsbegreber. Der er ingen, der spørger, om 'Peter Plys' eller 'Pippi' nu virkelig er så stor en bog. Mens seriebøgerne bliver kritiseret for at være triviallitteratur. Vi mener åbenbart, at børn skal læse mere lødig litteratur end voksne«. »Men børnelitteratur skal ikke være et reservat, hvor der kun må findes bøger af høj litterær kvalitet. Voksne læser også underholdningslitteratur. Og jeg synes, det ville være urimeligt, hvis man ikke viste børn, at den slags litteratur findes, og at der kan være gode ting ved at læse den. Og så skal man huske, at børnene møder meget kvalitetslitteratur gennem skolevæsenet«, siger hun. Modefænomen På Gyldendal er der også gået gamle dage i udgivelsesprogrammet. Til maj udgiver forlaget de første fire bind i serien 'Det lille hus på prærien', og man har også genoptrykt flere af de udødelige ungdomsklassikere fra 'Robinson Crusoe' til 'Skatteøen'. »Vi har også et konstant salg af Ole Lund Kirkegaard, Astrid Lindgren og Thorbjørn Egner. Nogle af dem er vi i gang med at revitalisere med en gang lak eller noget lærred på ryggen. Den store forskel på dem og så retroserierne er, at 'Pippi' og 'Emil fra Lønneberg' holder. Og med al respekt tror jeg altså ikke, at Flemming-bøgerne holder til en grundig læsning«, siger lederen af Gyldendals børnebogsafdeling, Ulla Selfort. »Men retrobøgerne er blevet et modefænomen. Ligesom når man får touperet sit hår, køber en spencer, laver fondue og anskaffer stole af Verner Panton. Og så var mange af seriebøgerne faktisk ret flot designet. 'De 5'-logoet var da ret lækkert. Men jeg tror, at glæden ved at gense dem er større end glæden ved at genlæse dem. Og glæden bliver endnu større, fordi de har været væk. Mens 'Pippi' og 'Orla Frøsnapper' og 'Karius og Baktus' aldrig har været ude af markedet«, siger hun. Vi må også huske det nye Ifølge Ulla Selfort er der også fordele ved retrobølgen i børnelitteraturen. Ud over at forlagene tjener penge, kommer der nemlig også fokus på børnelitteratur i det hele taget. »Det er der ellers ikke så ofte. Og jeg kan altså ikke blive sur over, at nogen køber 'Pippi', for jeg synes, Astrid Lindgren er gud. Men det må ikke stå i vejen for det nye. Vi kunne jo bare læne os tilbage og leve godt af at sælge alle de suveræne klassikere, vi har rettigheder til i kælderen. Men vi udgiver ufatteligt mange nye bøger hvert år. Og lige nu styrter jeg eksempelvis rundt på børnebogmessen i Bologna og køber ny litteratur«, siger hun. Retrobølgen spærrer ikke for ny litteratur Erik Barfoed er heller ikke spor bange for, at retrobølgens bøger spærrer for den moderne litteratur. »Det svarer til, at man ikke måtte udgive Patsy Cline med den begrundelse, at der så ikke ville komme noget ny countrymusik. Og det er jo ikke rigtigt. Der er jo ikke noget modsætningsforhold mellem de to ting. Som forlag har vi to opgaver: at pleje den ældre litteratur, der stadig fungerer. Og så hele tiden finde og udvikle nye forfatterskaber. Og i det øjeblik, der ikke længere er nogen, der vil have de her retrobøger, lægger vi bare rettighederne ned i kælderen igen«, siger Erik Barfoed. Og røber, at han stadig har masser af sager liggende i kælderen, der bare venter på bedre tider. Eksempelvis rettighederne til Pernille-bøgerne, Flemming-bøgerne og Wendy-bøgerne.