I sidste uge lovede vi at sætte tingene på plads. Hvordan forholder det sig egentlig med donaldismens omfangslogiske status? Og hvad kan man egentlig sige om ideologi og klassestruktur i Andeby? Orden i Andeby Well, egentlig er det jo meget enkelt. Først var der ødemark, så ankom den europæiske udvandrerand Kornelius Blisand og påbegyndte den langsomme omdannelse af natur til kultur. For donaldismen er Andeby lig med Orden. Omverdenen er kaos. Kaoskræfter truer bestandig den andebyske Orden, og lad os bare sige tingene ligeud. Som donaldist Jon Gisle har påvist det: Det er naturkræfter, hekse, banditter og udlændinge, der udgør de værste kaoskræfter. (Hvor Store Stygge Ulv skal placeres, kan vor læser jo så lige tænke over). Fedtmule som totemgud At Andeby er indbegrebet af Orden ses måske tydeligst af, at det af alle verdens byer er netop hertil negerdrengen Torsdag bliver sendt af sin kendte bror Fredag, for at han kan lære noget om civilisationen. (Desværre er Torsdag, der kun med besvær kan henregnes til Rousseaus 'ædle vilde', ikke særlig lærenem. Han starter med at forårsage kaos ved at spise Mickeys guldfisk, men så møder han Fedtmule, hvorpå han smider sig i støvet og udsiger de uforglemmelige ord: 'Bupa-Dupa um Tota'. Torsdag tror simpelthen, at Fedtmule er en totemgud. Men selv ikke en gud kan styre Torsdag, få dage senere går han under krigsråbet 'Umbopa Skimp' til angreb på dørvagten i Super Grand Hotel. Han arresteres, men kan ikke straffes, fordi han er udlænding. Det ender med, at han rider ud af Andeby på ryggen af en elefant). Anders mellem de tre poler Men hvad kendetegner så den andelogiske civilisation, spørger vor læser utålmodigt. Ja, det gør jo, som religionsforsker Mikael Rothstein allerede har slået fast, fraværet af en statsstøttet religion. Til gengæld er der masser af magi. Og så er der jo, og det er afgørende, selve de tilværelsesmyter, som tilsammen udgør det ideologiske og fantasmagoriske væv, som former bevidsthederne i byen, og som ikke mindst Anders hele tiden må forholde sig til. Der er tre konstitutive mytebærere: Pengene, Heldet og Arbejdet. Forestil Dem her en pyramideformet trekant. Øverst placerer vi pengene eller kapitalens logik, der som enhver ved, er personificeret af Joakim von And. I trekantens to andre hjørner har vi Heldet inkarneret af Fætter Højben og Arbejdet repræsenteret af Bedstemor And. Spændt ud mellem disse poler flakser stakkels Anders. Vil han have hjælp, er der kun et andet sted at gå hen: til Rip, Rap og Rup, der måske kan provokeres til at slå op i Grønspættebogen, det encyklopædiske vidunderværk, der rummer viden om alt. For Anders selv er tilværelsen styret af, hvad der er blevet kaldt karmisk kausalitet; et begreb, vi gerne vender tilbage til en anden gang, hvis vore læsere presser på {hellip} Begrænsede medlemmer af underklassen Men hvad så med klassestrukturen? Det er lige så nemt. Joakim von And udgør den samlede overklasse. Han besidder al økonomisk magt. Det er ikke tilfældigt, at hans gigantiske pengetank ligger midt i Andeby på byens højeste punkt. Efter ankomsten fra Skotland startede han Andebys moderne historie engang mellem 1898 og 1907, så Joakim har også kulturel magt i form af lokalpatriotisk autoritet. Middelklassen udgøres af Anders, Mickey, Fætter Højben, Georg Gearløs, Fætter Vims, Andersine, Bedstemor And og mange andre, der typisk bor i (muligvis realkreditfinansierede) ejerboliger. Middelklassen har det gennemgående o.k., selv om der fra tid til anden kan være økonomisk smalhals. Underklassen består af to personer: Fedtmule og Fætter Guf! Fedtmule er proletaren. Han er både den fattigste i Andeby og den mindst begavede, så er det sagt. Fætter Guf tilhører ikke ligefrem sultens slavehær, men står ikke desto mindre i et klart underordningsforhold til sin arbejdsgiver (Bedstemor And). Hans klassestatus sløres dog af, at han ikke rigtig kan siges at arbejde, hvorfor der næppe kan være tale om, at Bedstemor And tilegner sig merværdi. Guf er helt utrolig doven. »Du må ikke slide sådan i det, Bedste. Nu deler vi arbejdet! Du trækker spanden op af brønden, så stønner jeg. Pu ha!«. Ingen opposition Lad os tilføje, at der blandt sociologer ikke er konsensus om afgrænsningen af det andebyske proletariat: Nogle mener, at Bjørnebanden, Store Stygge Ulv og Slyngelklubben samt Sorte Per også tilhører underklassen. Hvad fagfolk som Erik Jørgen Hansen og Henrik Dahl mener om sagen, vender vi muligvis tilbage til. I forhold til Joakim von Ands fantasillioner er alle indbyggere i Andeby i virkeligheden del af en umyndiggjort underklasse. At der faktisk eksisterer en navnløs sådan ses af historien 'Anders Ands jul i Pengeløse', hvor Rip, Rap og Rup besøger slumkvarterer og de sultende og frysende børn. Har vor Bibliopat monstro et bud på, om der er en egentlig opposition i Andeby, spørger vor læser nu. Svaret er kort: Ligesom der ikke er nogen opposition i Danmark, er der heller ingen i Andeby. Ligesom der ikke er en selvbevidst og værdibaseret massebevægelse med en stærk etos i Danmark, som kan udfordre Magten, er der heller ingen i Andeby. Penge, held - og arbejde er alt. Du er, kære læser, din egen lykkes and. Quiz 1: »Jeg er et herligt gammelt svin, hvis stammebog er hyp-hyp-fin, paa nærmest Hold i Fælledparken. Jeg lytter til Naturens Sprog med opladt Sind og Nutidsbog jeg Studiummer gør i Marken«? Quiz 2: »Filomena var allerede færdig med sin historie og tav, da Dioneo, der sad ved siden af hende, uden at oppebie dronningens befaling (...) begyndte at tale således«. Hvorfra? I sidste uge efterlyste vi en Karl Marx-inspireret dansk klassiker, hvis titel begynder med 'Til rekonstruktionen af...' I quiz 2 søgte vi en berømt italiensk forfatter, hvis seneste roman har titel efter en tegneseriefigur. Detvar Umberto Eco og 'Dronning Loanas mystiske flamme'. I sidsteuge blev svaret på forriges uges quiz 1 ved en fejl redigeret ud. Det var 'Åbenbaringen' af D.H. Lawrence.Tra La La! Kære Bibliopat Svaret på quiz 1 er naturligvis 'Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status', skrevet af den her på universitetet, ja faktisk her på instituttet (Institut for Filosofi og Idehistorie, Aarhus Universitet) huserende professor Hans Jørgen Schanz. I diskussionen om religionens betydning i Andeby kan det undre, at ingen har nævnt det mest oplagte eksempel på religiøs tro i hele det barksianske univers: Onkel Joachims tro på sin lykkemønts lykkegivende kræfter! Men det falder måske mere ind under en ideologikritisk diskussion af, hvorledes mennesket objektiverer og eksternaliserer deres indbyrdes økonomiske transaktioner? Og i den sammenhæng kan man vel ikke komme uden om at nævne det paradisiske Tra La La. Mvh Carsten Fogh Nielsen ph.d.-studerende, Aarhus Universitet Notre Duck Kære Bibliopat, Jeg er meget taknemmelig for din positive omtale af min forskning. Du har i høj grad hjulpet til med at begrunde relevansen af faget religionshistorie. Jeg er imidlertid ked af, at din læser Lars Erik Bryld lever i dén tro, at jeg ikke har været opmærksom på historien om fløjtetyven i 'Notre Duck'. Jeg vil derfor anmode om at få bragt nedenstående citat fra min artikel: »Yderst sjældent optræder der bygninger i bybilledet, der kan tolkes som kirker, men de er aldrig fremtrædende, de er ikke i brug, og de har aldrig betydning for handlingen, jf. f.eks. historien 'Byfesten' hvor noget, der ligner et kirketårn, ses bag en hyggeligt spadserende Anders ('En ulykke': 67/W/WDC182A). Motivet synes at betyde 'dette er en almindelig by'. En klar undtagelse finder vi dog i historien om den fløjtespillende plageånd, der bor i Andebys store katedral (en pastiche over Notre Dame i Paris), som vi ellers ikke hører om hverken før eller siden. Her spiller kirkebygningen en central rolle, men aldrig som kirke. Kun som dyster ramme omkring et drama der reelt handler om Onkel Joakims selvforståelse. Bemærk således, at vi ikke ser hverken alter, kors eller andre religiøse symboler og genstande«. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke havde scenen med det lykkebringende brøndvand i erindringen, da jeg skrev artiklen. Jeg takker således Lars Erik Bryld for denne vigtige iagttagelse. Mvh Mikael Rothstein, lektor, Københavns Universitet Skræmmende... Kære bibliopat Jeg har med stor fornøjelse fulgt din føljeton om de forskellige indgangsvinkler til Andeby-universet. Da jeg nu (18.3.) læser, at du vil bevæge dig fra religionskritikkens domæne til ideologikritikkens, kan jeg ikke modstå fristelsen til at gøre dig opmærksom på en anmeldelse, jeg har skrevet om den på én gang skræmmende og morsomme bog 'Tegneserier. En ekspansions historie'. Ved Lissi Ørvad Andersen, m.fl. Forlaget GMT, 1973. 343 sider, rigt illustreret. Sandsynligvis kender du bogen i forvejen. Du kan læse min illustrerede omtale af bogen på www.ponty.dk/serier Med venlig hilsen Erik Pontoppidan, Frederiksberg C.