Den tyske kemiker Fritz Haber (1868-1934) er et menneske, hvis livsværk i bogstavelig forstand gennemsyrer os alle, og dog kender vi ham næppe. Han er ophavsmand til den kemiske proces, som gødningsindustrien den dag i dag bruger til at omdanne kvælstof og brint til ammoniak og kvælstofgødning. Kvælstoffet fra Haber-processen ender i fødevarerne og dermed i kroppens proteiner og nukleinsyrer. Ja faktisk, kære læser, stammer halvdelen af kvælstofatomerne i din krop lige nu fra den proces, Haber i sin tid opfandt. Kampen om nitrat Journalisten Daniel Charles, som nu har skrevet Habers biografi, angiver, at »en tredjedel af alle mennesker på Jorden, ca. 2 milliarder sjæle, ikke ville kunne overleve i dag, hvis ikke det var for Haber-processen«. Drømmen om en kunstgødningsfri verden er ingen idyl. Heller ikke Habers liv blev nogen idyl, selv om han i 1918 fik tildelt Nobelprisen. For som den handlekraftige kemiker han var, blev han tidligt en hovedperson i det 20. århundredes krigshandlinger. Allerede da det 19. århundrede lakkede mod enden, forudså kemikere en snarlig katastrofe af malthusiansk omfang, fordi gødningslagrene af guano og salpeter fra Peru og Chile ville slippe op. Første Verdenskrig skulle med Habers hjælp vise sig at løse dette problem. I 1914 stod det nemlig klart, at de allierede kunne rette et alvorligt slag mod den tyske krigsmaskine ved at afskære landet fra forsyningerne af nitrat (salpeter) fra Chile. Ud over at være basis for kvælstofgødning var nitrat nemlig udgangspunkt for fremstillingen af eksplosivt materiale til bomber og granater, og på det tidspunkt havde tyskerne kun lagre til et halvt års krig. Ofre for giftgasser Med sin opfindelse af en proces til at lave syntetisk ammoniak blev Haber derfor tysk krigshelt, skønt hans opfindelse ret beset blot trak krigen i langdrag. Nok så betydningsfuldt var det dog, at hans opfindelse gav anledning til en syvdobling af fødevareproduktionen op gennem det 20. århundrede og en firedobling af befolkningsmængden. Haber var imidlertid en arg nationalist, for hvem den tyske krigslykke var vigtigere end hensynet til menneskers ve og vel. Som patriotisk kemiker gav han sig i lag med udviklingen af giftige klorgasser. Trods modstand fra de tyske generaler, der forudså gengældelse, fik Haber sin vilje, og 22. april 1915 blev der sendt 400 ton klorgas hen over franske og algeriske soldater ved den flamske by Ypres. Inden da havde man begrænset brug af tåregas, men ved Ypres døde de udsatte soldater af kvælning og indre blødninger. Men, som Haber gjorde gældende, også soldater, der fik skudt et ben af, forblødte jo oftest på slagmarken. Videnskabelig tænkning i krigens tjeneste er ikke for tøsedrenge. I alt skulle flere hundrede tusinde soldater dø i Første Verdenskrig som følge af giftgasser. Tyskere og jøder - kvælstof og brint Når historien ender bittert for Haber, er det ikke så meget, fordi hans kone i forfærdelse skyder sig kort efter Ypres, men fordi han er jøde. Som anmelderen af Charles' biografi i London Review of Books, videnskabshistorikeren Steven Shapin, tørt kommenterer: »Tyskere og jøder viste sig langt vanskeligere at kombinere end kvælstof og brint«. Her hjalp det hverken Haber, at han som ung havde ladet sig døbe, eller at han var patriotisk krigshelt, og i 1933 forlod han sit elskede Tyskland og flakkede derefter rundt fra hotel til hotel indtil sin død i januar 1934. Ironien vil, at en af de gasser, Haber havde arbejdet med, Zyklon B, blev brugt i Hitlers koncentrationslejre til at myrde millioner af jøder herunder mange medlemmer af Habers egen familie.