Det rummer en dyb ironi, når darwinismen nu angribes af teorien om såkaldt 'intelligent design' (ID-teorien). For udviklingen af teorien om naturlig udvælgelse var i høj grad præget af den unge Darwins tro på en guddommelig hensigt med naturens love. Naturlig selektion Darwin var fra begyndelsen fascineret af William Paleys 'Natural theology' fra 1802 (omtalt i min klumme 4.2.). Og det er blevet hævdet, at Darwins hovedværk 'Arternes oprindelse' nærmest punkt for punkt gentager Paleys argumentation for, at der må stå en guddommelig designer bag naturens vidunderlige tilpasninger. Blot vendte Darwin rigtignok Paley på hovedet ved overalt at sætte naturlig selektion ind som den skabende årsag i stedet for Gud. Under Guds værdighed Darwin var imidlertid ingen gudløs ateist - i alt fald ikke i begyndelsen - blot afviste han, at Gud skulle have skabt verden planet for planet og dyr for dyr: »Hvor meget mere enkel og sublim er ikke den kraft, der lader tiltrækningen foregå efter faste love med uundgåelige konsekvenser, eller lader dyrene blive skabt efter uforanderlige love for nedarving med deraf følgende konsekvenser for efterkommerne«, skrev Darwin i en notesbog fra 1837. Gud griber ikke direkte ind i tingene, for det ville »være under Guds værdighed at beskæftige sig med den lange række af usle bløddyr«. Ondskabens problem Hvad der måske mere end noget andet tiltalte Darwin ved det newtonske ideal om almene og universelle love var imidlertid den løsning, det gav på gåden om det onde, det problem, teologerne kalder en teodicé. Hvordan kan Gud i sin godhed og perfektion have skabt en verden med så megen ondskab og nedrighed? Hvis Gud ikke direkte blander sig i verdens gang, men styrer via kontrol med abstrakte love, bliver det muligt at hævde, at det onde er en nødvendig sidevirkning af disse loves mere langsigtede mål. Netop dette perspektiv tiltalte Darwin ved Malthus' love, der jo indebar, at kun overbefolkning, sult og udryddelse kunne holde befolkningsmængden nede, hvilket ifølge Malthus skulle udvirke, at dovenskab og anden syndighed ville blive holdt i skak. Ubarmhjertig overlevelseskamp Darwin overførte som bekendt dette princip fra menneskenes verden til naturens verden, idet han dog udvidede Malthus' snævre moraliserende perspektiv ved at tilskrive den uundgåelige udryddelsesproces en skabende rolle: Gradvist vil der ved denne mekanisme ske en forøgelse af det veltilpassede på bekostning af det utilpassede. Og dette gav ham nu en ganske anderledes slagfærdig teodicé: »Gennem død, sult, plyndring og naturens skjulte krig ser vi det højeste gode, vi kan forestille os, opstå, skabelsen af de højere dyr« (1842). Men Darwin var ikke i stand til at opretholde denne optimisme. Med alderen blev hans natursyn mere og mere fokuseret på den ubarmhjertige overlevelseskamp, der ikke tilbød nogen udstrakt hånd til taberne. Han mistede troen på sin egen teodicé og på det guddommelige design: Der forekommer mig, skrev han i sin selvbiografi, ikke at være »mere design i de organiske skabningers variationsmønster og i den naturlige udvælgelses virkemåde, end der er i vindens blæsen«. Skrækkeligt design Den hudløse empiri, som især har karakteriseret angelsaksisk videnskab, bliver her en sær akilleshæl. Teorien om et design i naturen låner netop sin tiltrækningskraft fra trangen til at skaffe empirisk belæg: Verden selv viser os, at Gud har skabt den. Vi har ikke nok i at tro, vi vil vide. Men hvad empirien viste Darwin var, at hvis der var et design, så var det gudsjammerligt skrækkeligt. Alliancen mellem empiri og tro vil vist altid ødelægge begge.