Jamen, er det en skandale, eller er det i virkeligheden et hæderfuldt sprogligt restaurationsarbejde? Vi hentyder naturligvis til den ambitiøse genudgivelse af Carl Barks' Samlede Værker (CBSV), der - som vi dokumenterede det for et par uger siden - momentvis indebærer grove forringelser af den sproglige kraft, som Barks' historier hidtil har haft på dansk. En vitalitet, der som bekendt skyldes den legendariske oversætter Sonja Rindom. Respekt for hvem? Vor læser O. Knudsen forsvarede i et brev her på siden i sidste uge nyudgivelsens ambition om at komme så tæt på Carl Barks' oprindelige forlæg som muligt. Og fra tegneserieaficionado og -skaber Frank Madsen, der tidligt kritiserede farvegengivelserne i CBSV, har vi også fået post. Madsen, som vi har stor respekt for, mener, det er helt på sin plads med en »opstramning af Sonja Rindoms oversættelser, hvor de afviger mærkbart fra Carl Barks' original, og vi derfor går glip af væsentlige pointer i Barks' originale tekst«. Den hulkende sømand Well, well, siger vi - og vor genbo - bare. Og gruer for, hvad denne fundamentalisme dog skal ende med. En ting er, at stakkels nutidsmennesker skal plages af lovreligioner, der blev til i svundne tider. Hvis vi nu også skal plages af overdreven bogstavtroskab udi tegneseriernes verden, ja, så står verden sågu da ikke længere. Ikke mindst er vi urolige for Anders Ands eneste hit udi i sangens verden. Vi hentyder naturligvis til hans one hit wonder, schlageren 'Den hulkende sømand' med det velkendte omkvæd: »Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min røst«. Sentimental wild west-parodi Både hardcoredonaldister og alment dannede indbyggere som Jørn Lund, Anders Matthesen (professionel rapper) og Thomas Lund vil vide, at det er Sonja Rindom, der er ophavskvinde til dette toppunkt, dette isbjerg, i dansk poesi. Vi spørger bare: Monstro O. Knudsen, Frank Madsen eller redaktør Michael Tjellesen, der står for genudgivelsen af CBSV, vil undvære Rindoms kolde hulk? Næppe. Men det er jo konsekvensen af deres holdning. For egentlig lod amerikaneren Barks, der ikke var udstyret med nordboerens naturlige forbundethed med isnende oceaner, oprindeligt Anders' sang være en sentimental wild west-parodi: »Oh, bury me thar /with my battered git-tar/ a-screamin' my heart out fer yew«. Sammenhæng? Det er jo såre smukt, men hvor var finger- og tåspidsfornemmelsen dog stor hos Rindom, der i stedet for at fordanske forlæggets klimprende idyl skabte en kvadstump, der passer til en gammel sømandsnation. (Vi mener at vide, at Barks kaldte Anders' sang for 'The Screamin' Cowboy', men danske Rindom må også have været inspireret af den amerikanske traditional 'I've Got No Use For Women'. Den rummer følgende strofe: {ldquo}O, bury me out on the prairie where the coyotes may howl over my grave". Hvordan er sammenhængen, spørger vi vore læsere?) At græmmes Vor genbo, Jens Jacob Paludan, der både er donaldist, amatørastronom, hundeejer og ansat i det offentlige, tøver ikke med at kalde Rindoms oversættelser for en selvstændig kunstart. Paludan, der var den direkte årsag til, at vi tog CBSV-forvanskningen op i vor spalte, skriver til os: »For mig at se er god skønlitterær oversættelse en art kunstnerisk virksomhed, og oversætteren må derfor have en grad af kunstnerisk frihed i forhold til sin tekst. Naturligvis under fuld loyalitet over for originaltekstens meningsindhold og værkets sjæl. Denne frihed brugte den oprindelige oversætter af Anders And, Sonja Rindom, til at skabe et levende, fantasifuldt, humorfyldt og finurligt indhold i figurernes talebobler«. »Nyoversættelserne, som Bibliopaten kritiserede, er efter hans (og min) mening svagere end Sonja Rindoms ud fra dette kriterium. Man har pillet det sjove af dem, åbenbart fordi en tekstnær oversættelse ikke tillader den skægge fordanskning. En meget tekstnær oversættelse kan i nogle tilfælde være vigtig at efterstræbe. F.eks. når man skal oversætte den hellige skrift«. »Men det er trist, at en mand af så megen humor som Carl Barks skal have sine tekster udsat for skriftlærde oversættere, der vægter bindingen til originalteksten højere, end at resultatet også skal være sjovt at læse. O. Knudsen forekommer mig mere katolsk end paven selv på det punkt - Carl Barks havde jo næppe rost Sonja Rindom, hvis han ikke havde følt grund til det. Det er næsten til at tude over. Jeg græmmes!«. Spiller Carl guitar for Sonja? Det kan vi ikke have! Hverken at vor genbo græmmer sig, eller at 'Den hulkende sømand' bliver til en pladdersentimental cowboy i CBSV. Derfor aftrykker vi - sensationelt - og for moroens og pressionens skyld -den fulde tekst til Anders Ands klassiker i vor spalte i næste uge, glæd Dem! Og ikke nok med det. Vi er via snild teknologi også i stand til at lade vore læsere høre sangen! Både Carl Barks og Sonja Rindom blev i øvrigt 99 år. Tilbage står kun: Spiller Carl guitar for Sonja oppe på den fælles sky i tegneseriehimlen - eller har hun inviteret ham på isgrøn vinterbadning med tilhørende dram et andet sted i paradis?! Quiz 1: Har De nogensinde været i Kanelhuset? Har De mødt Medusa? Eller lille Alf med de ni tæer? I så fald har De læst en bestemt roman, hvilken? Quiz 2: Efter sin død begynder den russiske munk at lugte noget så frygteligt, så måske var han alligevel ikke af den rette støbning? Hvilken roman? I sidste uge efterlyste vi ophavsmanden til dette citat: »Whanne that April with his shoures sote/ The droughte of March hath perced to the rote«? Quiz 2 lød således: »Ikke Flemming Rose, men tre gange blomsten på engelsk, hvem, hvad, hvornår?«. Svaret er Chaucers 'Canterbury Tales' og William Butler Yeats' digt 'To The Rose Upon The Rood Of Time' - og altså ikke Gertrude Stein!Chaucer - og Yeats! Kære Bibliopat I artiklen om Chatterton nævner du ikke det farveglødende maleri 'The Death of Chatterton' af Henry Wallis, som hænger på Tate Britain i London. På maleriet ses den unge poet liggende død på sin seng i et usselt loftshummer, på gulvet giftflasken og de iturevne manuskripter. I baggrunden - gennem et åbent vindue - ses kuplen på St. Paul's. Wallis var ganske kort medlem af prærafaelitterne. Billedet blev malet omkring 1856, og det har været fremført, at forfatteren og digteren George Meredith var modellen. Mht. citaterne stammer det første fra Chaucers 'Canterbury Tales' (Prologen) - det andet er første linje af W.B. Yeats' digt 'Rood of Time': »Red Rose, Proud Rose, Sad Rose of all my Days«. Vist fra 1890'erne. Med venlig hilsenInger R. Sørensen, Østerbro Et løg er et løg Kære Bibliopat Quiz 2, der oftest citeres som en tredobbelt rose, er faktisk i sin oprindelse ikke mindre end femdobbelt: »Rose is a rose is a rose is a rose, is a rose« - som den excentriske salonnière Gertrude Stein oprindelig skrev i digtet 'Sacred Emily' (1913) og senere genbrugte med variationer i andre sammenhænge. Og som hendes protegé Hemingway i øvrigt parodierede i 'For Whom the Bell Tolls', hvor »»An onion is an onion is an onion«, Robert Jordan said cheerily and, he thought, a stone is a stein is a rock is a boulder is a pebble ...«). Med venlig hilsen John Svendsen, Frederiksberg C Pilgrimmen fra Paris Kære Bibliopat Ved et besøg i Paris foretog jeg en pilgrimsrejse i Hemingways fodspor. Med Hemingways bog 'Der er ingen ende på Paris' i lommen begav jeg mig ud på de adresser, der er anført i bogen. Da jeg kom til den hellige adresse Rue de Fleurus nr. 27, hvor Gertrude Stein holdt hof, var der i gitterporten placeret en ægte rose vedhæftet en seddel, hvorpå der var skrevet: »Aimer, c'est agir - V. Hugo«. At elske er at handle. Om det var en posthum hilsen til bette Gertrude eller en elskendes hilsen til en nulevende beboer i ejendommen, ved jeg ikke. Men det beviser da, at der heldigvis stadig findes både romantik og mystik i Paris. Se i øvrigt venligst på min bibliofile Hemingway-i-Paris billedside: www.schwander.dk/hemingway. Mange hilsner Ole Schwander Uomgængelig And Kære Bibliopat I Pattypost åler signaturen O. Knudsen dig for synspunktet, at det er bedre at skrive noget pjat end at oversætte: »Det tror jeg ikke, nogen går ind for ...«. Men det gør åbenbart det relevante kulturkanonudvalg, for har dets æggehoveder ikke netop til manges forbløffelse sat Carl Barks' Anders And på deres liste over tolv uomgængelige? Det kan jo kun være som hyldest til de første, 'klassiske' oversættelsers sproglige fantasi og virkekraft over for utalte generationer af danske Anders And-læsere, for ellers er valget da helt, helt ude i skoven. Med venlig hilsen Svend Ravnkilde, 2000 F