0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Varm guitar eller koldt hulk?

Bibliopaten er igen på sporet af Anders And og falder over et svært spørgsmål: Hvem skal man være mest loyal mod, Carl Barks eller Sonja Rindom?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Nam-nam. Carl Barks står rettet an på hvid dug. Foto: Pattypix

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jamen, er det en skandale, eller er det i virkeligheden et hæderfuldt sprogligt restaurationsarbejde?

Vi hentyder naturligvis til den ambitiøse genudgivelse af Carl Barks' Samlede Værker (CBSV), der - som vi dokumenterede det for et par uger siden - momentvis indebærer grove forringelser af den sproglige kraft, som Barks' historier hidtil har haft på dansk.

En vitalitet, der som bekendt skyldes den legendariske oversætter Sonja Rindom.

Respekt for hvem?
Vor læser O. Knudsen forsvarede i et brev her på siden i sidste uge nyudgivelsens ambition om at komme så tæt på Carl Barks' oprindelige forlæg som muligt.

Og fra tegneserieaficionado og -skaber Frank Madsen, der tidligt kritiserede farvegengivelserne i CBSV, har vi også fået post.

Madsen, som vi har stor respekt for, mener, det er helt på sin plads med en »opstramning af Sonja Rindoms oversættelser, hvor de afviger mærkbart fra Carl Barks' original, og vi derfor går glip af væsentlige pointer i Barks' originale tekst«.

Den hulkende sømand
Well, well, siger vi - og vor genbo - bare. Og gruer for, hvad denne fundamentalisme dog skal ende med. En ting er, at stakkels nutidsmennesker skal plages af lovreligioner, der blev til i svundne tider.

Hvis vi nu også skal plages af overdreven bogstavtroskab udi tegneseriernes verden, ja, så står verden sågu da ikke længere.

Ikke mindst er vi urolige for Anders Ands eneste hit udi i sangens verden. Vi hentyder naturligvis til hans one hit wonder, schlageren 'Den hulkende sømand' med det velkendte omkvæd: »Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min røst«.

Sentimental wild west-parodi
Både hardcoredonaldister og alment dannede indbyggere som Jørn Lund, Anders Matthesen (professionel rapper) og Thomas Lund vil vide, at det er Sonja Rindom, der er ophavskvinde til dette toppunkt, dette isbjerg, i dansk poesi.

Vi spørger bare: Monstro O. Knudsen, Frank Madsen eller redaktør Michael Tjellesen, der står for genudgivelsen af CBSV, vil undvære Rindoms kolde hulk? Næppe. Men det er jo konsekvensen af deres holdning.

For egentlig lod amerikaneren Barks, der ikke var udstyret med nordboerens naturlige forbundethed med isnende oceaner, oprindeligt Anders' sang være en sentimental wild west-parodi: »Oh, bury me thar /with my battered git-tar/ a-screamin' my heart out fer yew«.

Sammenhæng?
Det er jo såre smukt, men hvor var finger- og tåspidsfornemmelsen dog stor hos Rindom, der i stedet for at fordanske forlæggets klimprende idyl skabte en kvadstump, der passer til en gammel sømandsnation.

(Vi mener at vide, at Barks kaldte Anders' sang for 'The Screamin' Cowboy', men danske Rindom må også have været inspireret af den amerikanske traditional 'I've Got No Use For Women'. Den rummer følgende strofe: {ldquo}O, bury me out on the prairie where the coyotes may howl over my grave".

Hvordan er sammenhængen, spørger vi vore læsere?)

At græmmes
Vor genbo, Jens Jacob Paludan, der både er donaldist, amatørastronom, hundeejer og ansat i det offentlige, tøver ikke med at kalde Rindoms oversættelser for en selvstændig kunstart. Paludan, der var den direkte årsag til, at vi tog CBSV-forvanskningen op i vor spalte, skriver til os:

»For mig at se er god skønlitterær oversættelse en art kunstnerisk virksomhed, og oversætteren må derfor have en grad af kunstnerisk frihed i forhold til sin tekst. Naturligvis under fuld loyalitet over for originaltekstens meningsindhold og værkets sjæl. Denne frihed brugte den oprindelige oversætter af Anders And, Sonja Rindom, til at skabe et levende, fantasifuldt, humorfyldt og finurligt indhold i figurernes talebobler«.

»Nyoversættelserne, som Bibliopaten kritiserede, er efter hans (og min) mening svagere end Sonja Rindoms ud fra dette kriterium. Man har pillet det sjove af dem, åbenbart fordi en tekstnær oversættelse ikke tillader den skægge fordanskning. En meget tekstnær oversættelse kan i nogle tilfælde være vigtig at efterstræbe. F.eks. når man skal oversætte den hellige skrift«.

»Men det er trist, at en mand af så megen humor som Carl Barks skal have sine tekster udsat for skriftlærde oversættere, der vægter bindingen til originalteksten højere, end at resultatet også skal være sjovt at læse. O. Knudsen forekommer mig mere katolsk end paven selv på det punkt - Carl Barks havde jo næppe rost Sonja Rindom, hvis han ikke havde følt grund til det. Det er næsten til at tude over. Jeg græmmes!«.

Spiller Carl guitar for Sonja?
Det kan vi ikke have! Hverken at vor genbo græmmer sig, eller at 'Den hulkende sømand' bliver til en pladdersentimental cowboy i CBSV. Derfor aftrykker vi - sensationelt - og for moroens og pressionens skyld -den fulde tekst til Anders Ands klassiker i vor spalte i næste uge, glæd Dem! Og ikke nok med det.

Vi er via snild teknologi også i stand til at lade vore læsere høre sangen!

Både Carl Barks og Sonja Rindom blev i øvrigt 99 år. Tilbage står kun: Spiller Carl guitar for Sonja oppe på den fælles sky i tegneseriehimlen - eller har hu