Den ungarske filosof og forfatter Agnes Heller, der i år runder 77, har stået mere igennem end de fleste. Den 19. april må hun stå model til en stærkt rosende omtale af sit arbejde gennem mere end 50 år, når hun modtager Sonningprisen 2006, som ud over æren omfatter en million kroner. Oplevelsen i Festsalen på Københavns Universitet bliver under alle omstændigheder en af de mere opmuntrende for Agnes Heller, hvis personlige historie afspejler de værste sider af europæisk politik. Emigrant fra Ungarn Agnes Heller er født i Budapest og mistede det meste af sin jødiske familie i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, og de fleste af hendes barndomsvenner forsvandt på lignende vis. Senere nåede hun at lægge sig så meget ud med det lokale kommunistparti i Ungarn, at hun blev ekskluderet ikke bare én, men hele to gange. Først i 1949 og siden i 1958. I flere omgange er hun også blevet frataget sine akademiske grader i Ungarn, som hun emigrerede fra i 1977 for at flytte til Australien. I dag arbejder hun halvdelen af året som professor i New York. Den anden halvdel af året bor hun i Ungarn, hvor hun er medlem af Videnskabernes Akademi. I stadig reflektion Agnes Heller er forfatter til 40 bøger, og i indstillingen til Sonningprisen hedder det, at hun med »kreativt talent, politisk klogskab, moralsk energi og intellektuel hæderlighed« har beskrevet europæisk kultur gennem 50 år. Som filosof har hun været i en stadig refleksion over betingelserne for menneskeligt liv med emner som retfærdighed, moral, følelser, samfund og politik som nogle af de centrale emner. Og hun har forholdt sig til tænkere som Heidegger, Kant, Nietzsche og Kierkegaard. Hvordan kunne det ske? Selv har hun aldrig lagt skjul på, at hendes professionelle liv er blevet defineret af hendes personlige historie. Ikke mindst holocaust. »Jeg har altid været interesseret i spørgsmålet: Hvordan kunne dette overhovedet ske? Og erfaringen med holocaust blev kombineret med mine erfaringer med det totalitære regime«, sagde Agnes Heller i 1997 i et interview. At lide uret I indstillingen til Sonningprisen 2006 hedder det om hende: »Hun var vidne til de værste sider af den europæiske politik og det bedste af kontinentets kultur. Hendes reaktion på vanskelige tider var urokkelig politisk kritik forbundet med optimistisk filosoferende fortrøstning. Selv i meget vanskelige tider - når frygten tog overhånd, og samvittigheden forkrøbledes - var hun i stand til at reflektere over det forhold, at der findes mennesker, som foretrækker at lide uret frem for at udøve den. Hellers tænkning er først og fremmest en filosofi over denne mirakuløse tilstand«. At definere sig som filosof Agnes Heller ville oprindelig have studeret naturvidenskab for at blive en ny tids Madame Curie, men mødet med den ungarske filosof og litteraturkritiker Georg Lukacs fik hende på stedet til at ændre planer. Hun ville læse filosofi og litteratur. »Jeg besluttede, at det var min skæbne og valgte fra det øjeblik at se mig selv som filosof«, har Agnes Heller sagt i et interview, hvor hun i øvrigt også siger, at filosoffer ikke udvikler sig med tiden. De er så gode, de kan blive, fra det øjeblik, de definerer sig selv som filosoffer. Ingen gode råd Når Agnes Heller kommer til København 19. april, skal man heller ikke forvente, hun stiller sig an som den aldrende filosof, der har svaret til de unge. Da hun i 1997 blev spurgt, hvilke gode råd hun ville give nutidens unge, svarede hun: »Ingen. Da jeg var ung, hadede jeg, når de gamle gav mig gode råd«.