Når man taber noget på gulvet, kan man godt bande over tyngdeloven, men det er nu rent faktisk ikke tyngdeloven, som er skyld i, at tingene falder på gulvet. I umindelige tider, og altså længe inden Newton med sit geniale snuptag fostrede ideen om tyngdekraften, har ting kunnet falde på gulvet. Og når den regelmæssighed ved naturen, som med usvigelig sikkerhed udvirker dette beklagelige resultat, kaldes en naturlov, er det jo kun, fordi gamle dages fysikere forestillede sig, at disse regelmæssigheder var indstiftet af Gud, ganske som konger giver love for deres samfund. Naturens virkelighed Men den ide, at Gud ligesom fyrster, parlamenter, konger og diktatorer skulle udstede love, er og bliver et anliggende for teologien, ikke for videnskaben. Virkeligheden er ét, vores viden om den noget andet. Loven har at gøre med den viden, mennesker har, og er ikke i sig selv en del af naturens virkelighed. Afglans af virkeligheden Rabiate elementer blandt mine studenter vil måske hævde, at alt menneskeligt er en del af naturen, da vi mennesker jo i et og alt er frembragt af den. Men i den forståelse er også Det Kongelige Teater eller McDonald's - ja alt hvad der overhovedet findes i verden - en del af naturen, og så holder ordet op med at betyde noget. At vor viden om verden kun udgør en svag afglans af virkeligheden, er jo et gammelt tema, og det har vel været det dominerende synspunkt lige siden Kant. At tale korrekt om virkeligheden I fysikken finder vi det i den såkaldte københavnerfortolkning af kvantemekanikken. Vor berømte landsmand, Niels Bohr, advarede kraftigt mod fornuftens brug af billeder, der byggede på vores dagligdags erfaringer. »Der er ingen kvantevirkelighed«, skal Bohr have sagt, og »kvanteformalismen handler ikke om, hvordan verden virkelig er, men hvad vi kan sige om den«. Med denne antirealistiske filosofi afviste Bohr altså, atfysikken skulle kunne udtale sig om verdens virkelige beskaffenhed (ontologien). Snarere måtte kvantemekanikken forstås erkendelsesteoretisk (epistemologisk), dvs. den lærer os at tale korrekt om virkeligheden. Ydmyghed Både fysikken og naturvidenskaben i almindelighed har haft svært ved at tage dette 'billedforbud' alvorligt. At vore afbildninger af virkeligheden selvfølgelig ikke er identiske med virkeligheden selv, er jo ikke ensbetydende med, at de ikke kan hjælpe os til at begribe sider af virkeligheden. Den teknologiske udvikling taler sit tydelige sprog om, at vores videnskab kan andet og mere end 'tale korrekt' om virkeligheden. Men det afgørende er selvfølgelig, at man går til sagen med ydmyghed og aldrig glemmer, at modellen netop er en mangelfuld afbildning. Forveksling Billedforbuddet i kvantemekanikken synes at forudsætte en slags helliggørelse af naturen, der i den antirealistiske ontologi implicit tilskrives en dybere mening, som vi bare ikke kan fatte. Dermed bringer den antirealistiske ontologi sig i selskab med de store religioner, der jo hver på sin måde har billedforbuddet på programmet. Den religiøse mistro til afbildninger af de hellige skikkelser har som sin sunde kerne respekten for vor fatteevnes begrænsede natur. Hvis folk tilbeder afguden (afbildningen) i stedet for Gud, forveksler de budskabets ydre form, ikonet, med budskabets indre mening, her Guds storhed. Stolthed Nøglen til en løsning ligger også her. Problemet er tilbedelsen af billedet, ikke billedet selv. Ydmyghed over for afbildninger, videnskabelige som religiøse, synes at være svaret. Da Jyllands-Postens Muhammedtegninger næppe vil blive genstand for tilbedelse noget sted i verden, er det svært at se, hvorved de skulle krænke genuint religiøse følelser. Det er ikke den religiøse følelse hos muslimer, der bliver krænket, men deres stolthed som muslimer. Og det er jo slemt nok.